DrugDru(g) (drøg), to. (isl. drjúgr.) 1) rigelig, tilstrækkelig, drøj; ath Gwdh vil beware den grøde oc gøre hannem drw oc mangfoldelig. Chr. Pedersen. I. 185; den dag bliver dru, som mand tilig begynder. P. Syv. I. 507; morgenstunden er saa drug som tredingen aff dagen. Gerner, Hesiodus. 120. – sommerved er dobbelt drøg. sst. 175. dives, drøfft, som forslaar vel. Colding, Etymol. 316. 2) pålidelig, kraftig; att raade oc regere, rette og dømme ligerwiiss som erlige oc drwge mend. P. Eliesen. 402; mit roor er vel saa druut, som nogen disses klinge. Kingo, Samsø. b 3; hvor stolten belt indflyder og af det faste land fuld druut et fauntag nyder. Kingo, Chr. V. a 3. Smlgn. sand-, trætte-, u-, vilje-, ædrug. Med hensyn til lydovergangen jvfr. også blug.Drug (drøg), to. 1) saadan materia er for en drøu tid siden opssøgt oc vdleet her vdi stictet. Hübertz, Aktstk. om århus. II. 47; griber knarken den (ɔ: stegen) fat oc skærer for sig self en drøg og veldig tampe. Sehested, Pigers Spejl. b 8v.Dru(g), to., se I.* 51 b. – dett er mere dreff wdj brødt end anditt korn (1601). NkS 351d (4°) n 2. Jf bringe-, drumpel-, kroppe-, rumpe-, smør-, snibbe-, takked.Dru(g)e (drøje), go. 1) lf. gøres drøj, få forslag; druis oc formeeris der ved. Psalmedigtn. I. 113 a; gid nu og til den (ɔ: afgrøden) velsignelse maae føjes, at den med aarets længd udholde kand og drøjes. Bording. II. 338; drøjes, tage til. Moth. – ved dine fødder staar en jernstang spis opbøyet, huorpaa saa mangt et lius for dig er blefuen drøyet (1685). D. Saml. 2. R. VI. 215 (menes der, at lyset har brændt længe?) 2) bekræfte, bevidne; mz sandhen kan ieg thz drwe. Rimkr. p 2; same ord och tilsagn nocksom at ville druffve (1585). Rosenv., Gl. D. IV. 72; icke thenn sin helling och wedkiendellse medt andre fremmede mendtz eedt haffuer druitt och bekreffthett (1593). sst. IV. 384; ieg kand det fuld vel drue. Grundtv., Folkev. IV. 315 a; af hver en tødel i Guds ord mand kand opdrage en lærdoms bierge-hob, blef sagt i gamle dage udaf en stoor rabbin, som ogsaa drues maa. Kingo, Sjungek. 1681. II. ijv. Smlgn. isl. drýgja; Schlyter: dryghiæ; Lund: dryghæ.Druge, go. Jf fuld-, sandd. Druelse, no. forslag, kraft; en dog at dw vilde gøre samme brød mangfoldelige oc legge drwelse met dem. Chr. Pedersen. I. 309; II. 142; kand hand forwandle aalije wti drwelse oc synderlig krafftt. P. Eliesen. 497; dette ringe gods skall haffue større druelse. Huberinus, Guds straff oc wrede. 60; naar hand legger sin druelse til det ringe, du haffuer i forraad. Tidemand, Post. II. 87v, 70, I. 101v; vor Herre legger sin druelse i smøret. P. Syv. II. 134. – drøyelse leg i vort fad. Kingo, Sjungek. II. 193; Olavius, Schagen. 152. Drøjelig, bio. drøjt, stærkt; hand slog drøjelig på ham. Moth. Drøjle, bio. = drøjelig. Moth.Druhed, no. = druelse; Guds barmhiertighed, som i alting kand legge drwhed. Rimkr. 1533. r 2.Druelig, se sandd.Dru(g)hed, no., se I.* 51 b. Jf sand-, vilje-, æd. Jf drønning (I.* 52 a). Vis mere +