TrugTru(g) (trov), no. (isl trog) trug; Schlyter IX. 473 (ovf. II. 870 b23); Steph I. 214 a (u. alveus); – huercken trow eller wugge. TVd 42v; Etym 620 (u. lacusculus, jf Thors 33, 73); – tac eet rent tru oc nyt. AM 187 5224; lod aff spanden i truet. 1 Msb 2420 (1550, 1647); Tdm I. 21v (ovf. II. 864 b6); linter, stort huggen tru til at vande queg. Etym 670, 676 (ovf. II. 733 a27); – flt.; aff troffue giffuis offuer tømmertolden aff huer tylt en rigs ort. Fdg 12/1 1632 § 14; Fdg 9/4 1643 § 3; alle fremmede træ vare aff skuffer, trove, fade. Fdg 22/11 1671; – paa muren kand staa smucke steenkrucker oc malede true med atskillige blomster udi. Holst IV. 12; GH 196 (ovf. IV. 367 a10); – truer, vandkrucker. ComD § 434; tru, truer. PG 174. Jf dejn(e)- (u. dej)-, drav-, drifte-, hon(n)ing(s)-, hærde- (II. 166 b), jest-, kalke-, løve- (II. 882 a26), most-, salt-, smede-, svine-, tappe-, vand- (u. vatn), vint. Trugsjærn, no. jærn, der ved jærnbyrden kastedes i et trug; trugsjern det er det, mand skal optage oc bære 12 fied, før mand kaster det vdi truet eller kiædelen, sic dictum a tragen, for mand skal bære det. HvfB bb 4; trugsjern, jern som skulde kastes i trug. PG 516. Jf: bær man trughs iarn, tha scal trugh standæ tolf fiæt fran stawæ oc hin, ær bæræ scal, caste iarn i trugh. Skl IX. 26 (s 49 not). Jf Stm 139 f.Trugstol, no. stol til at sætte et dejtrug på. - M.