DjungeD(j)ung(e), no. dynge; hand holder haffsens vande som i en diunge. Psalmedigtn. I. 267 a; hand satte sine fødder i en dyunge hvede op til knæene. N. M. Aalborg, Lægebog. 195; jeg ej mindes sligt at ligg' udi en dung hos mig paa kistebund. P. Syv, Cimbr. Sprog. 144. Dunge, se djunge.Dunge, se d(j)ung(e). Vis mere +
DjungeD(j)ung(e), no. hunk.; SP c 5 (ovf. IV. 420 b31-2); – se IV. 377 a3-4; – derpaa laae dunger som svareste taarn. LyschG* 135. – flok, sværm; Etym 70 (u. examen). Jf is-, mug-, sanke-, sne-, stend.Dyngetal, no. – i d. ɔ: dyngevis; Etym 278 (u. cumulatim).Dyngevis, bio. i nuv. bet.; Etym 6 (u. acervatim); i d. NL 3.Dyngelse, se tilsammend. Vis mere +
DungDung, to. gennemvåd. Moth. Smlgn. nuv. dyngvåd samt djung ovf.Dunges, go. blive gennemvåd. Moth. Smlgn. Sch. u. L.: dungen; Lexer, Mhochd. Wb.: tunken, dunken, dykke, dyppe; Molb. Diall.: dynke. Vis mere +