PungPung, no. hank (∾ isl púngr) i nuv. bet.; PL nr. 31, 194; huo som haffuer en pung, hand tage hannem. Luk 2236 (1550, 1607; 1647: den); ieg haffuer en pung, handt er for indenn med urther fuld. DgF IV. 230 b; jeg taler for min svage pung, thi guld giør ham ey tung. SortS 9; – flt.; de lavede sig til poser og punger. HiørK i4; – den p. hænger ved det lår (d. pels) ɔ: det hænger sammen; dend pung maa nock henge ved det laar. Pros 244; – den pung maa vel henge hos den pels. Hvf IV. 622. Jf klinge-, legendenosse-, ringep.Pung, no.; – (mnt punge); in pwnghe beslaghenn met sølff (1524). KD IV. 397. – flt.; ComD § 182 (ovf. II. 113 a52). – til s 528 b36 jf ovf. III. 273 a23. – gøre regnskab med sin p. ɔ: rette udgift efter indtægt; (1692). DS V. 231 (ovf. IV. 517 b5). – Fortunatus' p. ɔ: en undtømmelig pung; en hver vilde gierne have Fortunatusis pung og ønske-hat. PSO I. 289. Jf sst. 567 a; Bibl Dan IV. 498; FeilbO: Fortunatus. – Jf fandens, bæk-, hagl-, helbreds-, jubel-, klare-, kvinde-, læ(de)r-, pennings-, silke-, skalke-, skæbne-, stole-, tabaks-, talge-, urtep.Pungmager, no. (fsv pung(a)makare) skindvarefabrikant; (1460). KD II. 109-112; gwlsmedher, remesnidere, pwngemagere och swærtfægere moo winde worth smedie æmbede (1506). DS IV. 344; tasche magere eller punge magere. SmdH 36; (1537). KhS VII. 498; marsupinarius, pungemagere. TV 102; pungemagere. Etym 266 (u. crumenarius).Pungemagerem(be)de, no. pungmagerhåndværk (og retten til dette); pungmager æmter (1460). KD II. 109; paa pungemager embede skall hand skære it dubbelt par handske (1514). KD II. 199; pungemare (!) embede (1525). KD I. 357; om mester gerning paa pungemager embede oc skære kaast (1549). KD II. 283. Jf embede 2) og 3).Pungsnider, no. (t beutelschneider) lommetyv; pungsnider, pungtyff, lummetyff. Etym 1086 (u. saccularius), 715 (ovf. II. 846 a30), 1130; Steph I. 291 b. Pungetjuv, no. = pungsnider; manticularius, punge tiuff eller tasketiuff. SmdL 427. Se pungsnider. Jf tjuv.Pungeurt, no. plantenavn, capsella bursa pastoris; SmdLb VI. 28; FD 184; Kyll 17; MP 280 (ovf. II. 243 a54); Dict.; Steph I. 155. Om navnets oprindelse jf Nemn II. 1457.Punge, go. 1) narre en penge fra; peratim aliquem ductitare, punge ens penge vd. Etym 914; M. 2) p. efter en ɔ: hænge efter en. M.Punge, go. 3) p. ud (sv punga ut) give penge ud; giør hand ey een skilling fall, naar jeg: pung ud befaler. SortS 9. Jf udp. Vis mere +