ForestandeFor(e)stande, go. 1) forestå, stå i spidsen for; then, som thet fornempde altare forstander (1407). Molb. o. Peters. 333; schulle the bliffue borghemestere, so lenghe the leeffue, udhen them krankdom eller anneth merckelicht forfald thet bethoge, at the thet ey forstande kunne (1454). Rosenv., Gl. L. V. 211; IV. 16; om nogen kan icke faarestonde sit æget hwss. 1. Tim. 3.5 (Chr. Pedersen; 1550: faarestaa); rego, staar nogen ting for. Colding, Etymol. 1052; hand for alderdom oc skrøbelighed icke kunde staa erckebiscopdommet fore. Lyschand. 657, forestandet. sst. 10. 2) sørge for; the wilde flij theres thing suo, ath om noger aff them døthæ, at han sculdæ wæl worthæ forstanden. N. D. Mag. VI. 53. 3) forestå, være tilkommende; som nu for sin misshandling er siddendis ther paa wort slott Kiøpnehaffn till thend forstandendis almindelig herredag (1584). N. D. Mag. I. 103.For(e)stande (-stå), go. 1) hwaræ i skullæ faa then mand, eder land kan for staa. Romant. Digtn. II. 93; døde kong Friderich effter, at hand loffligen haffde forstandit disse riger vdi x aar. Hvitf. VIII. 365. 3) wedæ sæg for stoo soodan nød. Romant. Digtn. I. 321 = faaresta. sst. II. 320.Forestande, go. (fsv forestanda) 1) se I.* 62 b. – stå (skrevet) forud; skeer swa, at nogher mantz hion sligt gør, som forestaar (1499). GhA V. 86. 3) CAW 234 (ovf. I. 59 a12). Forestandere, se fors. Vis mere +