ForestandeFor(e)stande, go. 1) forestå, stå i spidsen for; then, som thet fornempde altare forstander (1407). Molb. o. Peters. 333; schulle the bliffue borghemestere, so lenghe the leeffue, udhen them krankdom eller anneth merckelicht forfald thet bethoge, at the thet ey forstande kunne (1454). Rosenv., Gl. L. V. 211; IV. 16; om nogen kan icke faarestonde sit æget hwss. 1. Tim. 3.5 (Chr. Pedersen; 1550: faarestaa); rego, staar nogen ting for. Colding, Etymol. 1052; hand for alderdom oc skrøbelighed icke kunde staa erckebiscopdommet fore. Lyschand. 657, forestandet. sst. 10. 2) sørge for; the wilde flij theres thing suo, ath om noger aff them døthæ, at han sculdæ wæl worthæ forstanden. N. D. Mag. VI. 53. 3) forestå, være tilkommende; som nu for sin misshandling er siddendis ther paa wort slott Kiøpnehaffn till thend forstandendis almindelig herredag (1584). N. D. Mag. I. 103.For(e)stande (-stå), go. 1) hwaræ i skullæ faa then mand, eder land kan for staa. Romant. Digtn. II. 93; døde kong Friderich effter, at hand loffligen haffde forstandit disse riger vdi x aar. Hvitf. VIII. 365. 3) wedæ sæg for stoo soodan nød. Romant. Digtn. I. 321 = faaresta. sst. II. 320.Forestande, go. (fsv forestanda) 1) se I.* 62 b. – stå (skrevet) forud; skeer swa, at nogher mantz hion sligt gør, som forestaar (1499). GhA V. 86. 3) CAW 234 (ovf. I. 59 a12). Forestandere, se fors. Vis mere +
ForstandeForstande, go. 1); the icke forstunde thet ourd. Luk 250 (1524); Joh 827 (sst., CP begge st.: forstode). – forstat menijngen beder, en skrijfte vdvysser (1531, Fr Jessen). – lade f.; Etym 306 (u. indico), 325 (u. doceo); Steph II. 482, 719. – give til forstandende ɔ: lade vide; DC 5 (ovf. III. 161 b33). – f–s af ɔ: forstås (gælde) om; det samme forstaaes och holdes aff dennem, som udberer døde aadseler (1647). KD III. 281. 2) – f. sig selv ɔ: være klart; det dog forstaar sig selff, ad udi qvindeplict mand intet alt maa see. TkN 11. Jf nuv. f. s. af s. s. – lade sig f. ɔ: give til kende, antyde; Etym 832 (ovf. u. innuo); Steph II. 752. – f. sig med (t sich verstehen) ɔ: enes med; hvilke ere vante til bondearbejd og kunne bedre forstaa sig med bonden (1686). HT5 V. 270. – f. sig på (sv förstå sig på) i nuv. bet.; cognitor, som kiender oc forstaar sig paa en ting. Etym 820. 4); da ere de (ɔ: synderne) forstanden skyld oc gaaen aff hukommelse baade hoss Gud oc mennisken. VdPs g 7; – rømnings eller forstaaed goedtzs (1606). KD II. 531. Jf tilf., uforstanden.se i sammenhæng Vis mere +
ForstandeForstande (-stå), go. 1) forstå, erfare, mærke; mæden j sidhæ her vedher bordh, jech vill forstoa myn frugis ord. Romant. Digtn. II. 163; forstande. sst. II. 165; da Danemwnd forstod syn fadhers død, for sammellde han alle Caruels men till sek. sst. III. 44.18 = Chr. Pedersen. V. 31.26; huoraff er at forstande hannom att ville almuen affuennde (1553). Rosenv., Gl. D. I. 257; hannd icke anderledes viste vortt breff att udlegge och forstande (1563). sst. III. 2. – ja! kunsten om vi end lidt vittigre forstande. Hexaem. d 4v. – naar dragen det forstaaer, fra kroppen sig forføjer. sst. 288. – arme krop! forstad tegæn, hwor werden swiger sijne men (1510). N. D. Mag. II. 325. – jac forstandet hafuer oc wæl witerlicht ær mic oc flere (1406). Molb. o. Peters. 225; Rosenv., Gl. L. IV. 27; ieg saa samme syn, oc ieg vilde gerne forstandet hende. Dan. 8.15; Hvitf. VIII. 72; meener du, vore forfædre at hafve værit saa daarlige, at de icke hafve forstanden det at være gandske daarligt. B. Tott. I. 171; synes de (ɔ: ordsprogene) tidt modstridige og falske, naar de dog vel-forstandne ere sande. P. Syv. I. b 8. – l. f. ɔ: lade vide, underrette om; hvad som bliver besluttet om fienderne at søge, det skal høvedsmanden lade skipperen forstaae (1611). D. Mag. I. 216. 2) f. sig ɔ: kende sit eget bedste, forstå sin stilling; min fader vil eder aff dage tage, i kand eder ey forstaa. Grundtv., Folkev. I. 355 a = saa liditt daa kand y derpaa skønn. sst. I. 354 a; idiota, en groff tølpel, som intet forstaar sig. Helvad, Formularbog. b 8. 3) f. sig til ɔ: gå ind på, bekvemme sig til; enhuer, som erligt naffn acter, dertil sig gierne bør at forstaa (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 380; som de Suenske sig ey der til kunde forstaa. P. Resen. 66. Smlgn. t. sich zu etwas verstehen. 4) tm. henståt, som har ståt for længe; huor vndne, skrøbelige oc gamble, forstandene owne ere (1570). Jydske Saml. II. 131; de forstaaede tingpant for flere aaringer skulle være forbrudte (1570). Matzen, Panteret. 87 not. 3. Smlgn. Sch. u. L.: vorstan og stande ndf.se i sammenhæng Vis mere +