GubeGube, no. 1) hals (strubehoved); han greb hanum wed hals och gube. Romant. Digtn. II. 22; hog hans howed aff medh allæ, ath guben, then mon effter fallæ. sst. II. 54; I. 161; emellom thin hals oc gubbe ther skaall ieg fraamgaa. Grundtv., Folkev. I. 135 b. 2) et gærrigt menneske; aagerkarle, gierige guber, som aldrig kand meettis (1555). Chr. III. Hist. II. 251; faar ey med sig den giærig gube uden nogle faa arme klude. Ranch. 334. – du blant alle folk skalt efterlade dig en gierrig gubbes navn. Bording. II. 154. Her kan gubbe være det nu brugte ord, men der er efter sammenhængen ingen grund til at tænke paa en gammel mand, og det er tvivlsomt, om ordet, som i N. (se Aasen) er brugt om en mand i almh. Smlgn. Ranch. 373, hvorved dog må bemærkes, at gubbe findes hos Moth.Gube, no. Jf skvalderg. Vis mere +