KvistKvist, no. 1); DgF V. 1. 368 b (ovf. III. 184 a17). Jf birke-, ege-, lilje-, linde-, nåde-, palme-, pile-, pode-, spire-, sten-, sætte-, vinbær-, vin-, vintræk.Kvistehviler, no. fugl, der sidder på k.; de qviste-hviiler oc luft-sangere. Hex 196. Vis mere +
KvistKvist, no. 1) i nuv. bet. (lille gren), hank. (∾ isl. kvistr); affbrød den øffuerste quist oc førde hannem til Kremere landet. Ez. 17.4; Joh. 15.1-2; er det raadeligt at rætte quisten, men hand er vng, paa det hand icke skal bliffue kraagit, naar hand voxer til. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 303; tag saa den qvist oc skier hannem til. Block, Horticult. Dan. 114; – dett var aldrig saa liden en quistt, hand tog io huden aff mitt brøst. Grundtv., Folkev. II. 399 a (= hun sst. II. 397 a, 400 a). – det minste gres, det minnste quist. Ranch. 182. – flt.; disse ny plantede oliegrener oc quister. Lyschand. 697; spirer roden dog op alle honde quister aff sig. Jersin, Via vitæ. m 5; konger, dronninger og deris skiønne qvister. Bording. II. 306. – quistæ. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 45.14; Mandev. Rejse. 171.9. – komme på en grøn k. ɔ: få det godt; icke drage læde paa dem oc vere laaie oc forsømmelige, om de ville komme paa en grøn qvist. Sthen, Husraad. f 5v. Smlgn. sv. komma på grön qvist og nuv. k. p. en grøn gren. 2) knude, knast; centrum, quist eller knorte inden udi træ eller marmorsteen. Colding, Etymol. 200; Steph., Nomencl. I. 170; jo meere hand saa faderlig vil jevne kiødetz syndig qvist. Psalmedigtn. I. 372 a. Smlgn. Aasen: kvist 2) samt pode-, pære-, ympe-, æbelkvist ndf. 3) midtpunkt. Moth.Kvistebad, no. piskning; thy rædis allt for ett quiste badt, om thy skulle mett them kiffue. D. Mag. 3. R. I. 146.Kvistebidt, to. med afbidte grene; Priorlykke og skov er fordervet og qvistebidt, og Las Munkes qveg var der igiennem drevet (1511). D. Mag. VI. 194. Kvistedrøb, no. knuder, der komme på lænden på heste. Moth. Smlgn. drøb ovf. Kvistefuld, to. knastefuld; huad som ellers icke er nytteligt, som er det krogede oc qvistefulde træ. Visd. 13.13 (1550, 1647); Moth.Kvistekærne, no.? da flettis letten kurv af rubisk qvistekierne. Raun, Georgica. 14 (= rubea virga. Georg. I. v. 266). Måske: afbarket kvist.Kvistagtig, to. = kvistefuld. Moth.Kviste, go. 1) piske; the kwystædæ thæm saa lengæ ther om, inthiil the styrthe. Rimkr. m 2v; som it barn rober til sine foreldre, naar det haffuer risit offuer hoffuid, oc de ville quiste paa. Pallad., Visitatsb. 109.31; førre skulde du vride vand aff staal, førre du skulde quiste mig til det maal. Vedel, Hundrede Viser. I. nr. 16v.36 (= P. Syv. I. 93); Kingo, Sjungek. I. 34; qvistes aff munde-piidske, aff tunger barske og biidske. Kingo, Psalmeb. 440; Gud saa andre vil med skorpioner qviste. E. Naur. s 4. 2) slå, kaste; dieffuelen skal quiste dem nedre. Psalmebb. I. 184; haffuer kortt wendning hanem saa quist, att hand haffuer thenem allssamen mist. Kortvending. v. 2003; ingen staar saa fast, hand jo ved qvindelist kand vorde hovedløs ned fra sin klippe qvist. E. Naur. f 3; de onde urter mand i mydding-pølen qvister. sst. hh 1; q 2v (se ovf. u. hviste); decacumino, kapper af, qvister toppen af. Nucl. latinit. 80. – qvisted hand (ɔ: hesten) bag op en tu tre fire kolde. Sorterup, Poet. Smaasag. 76. – k. dag (ɔ: tid) bort (hen) ɔ: spilde; de qvister mangen dag og mange timer bort med denne tids - fordrifv at leege jæfnlig kort. Sehested, Pigers Spejl. b 5v; med usedvanlig dracht giør mange sig til aber og qvister tiden hen med det, de gloer og gaber. sst. b 4. 3) ramme? hand melder ydmyg an, hvor elskovs himmel gnister hans lue-nemme siæl oc hitzig hierte qvister. Don Pedro. 5. Smlgn. isl. kvista og udkviste ndf.Kviste, go. 4) afskære, afkorte; Dmrks øk Mag I. 94 (ovf. II. 576 a53); paa finnerne qvistede. Fdg 16/5 1691.Kvistling, no. en lille kvist. Moth. Vis mere +
KvistKvist, no. i nuv. bet. (udbygning på et tag), flt. -er; paa den øster iordlade er 4 quister, som paa halmtag ere brøstfeldige (1645). Orion (kvartalskr.) II. 210. Vis mere +