TvistTvist, no. (svd og n tvist, jf Ross) kvist (udbygning på tag). M; – vognskur, tvist og remstykke forfalden (1793). Koch, Balle 181. Alm på Kbhvns amt. Jf VSO: qvist 6). Vis mere +
TvistTvist, no. (fsv tvist, mnt twist) i nuv. bet.; alt tuist, irring skal bliffue vdi den stand, som det nu er. Hvf V. 117 (= foludg 891); Dict (= dissidium); PG 153 (= lis, fk.); i megen tvist bliver sandhed mist. PSO I. 375, 20.Tvistagtig, to. 1) vidnende om strid, fjendsk; Gudt haffuer ret betalet oss thesse tuistafftige naffne. DM V. 269; at det uden tuistactig eftertanke kan .. aabenbares, til hvilken krone samme trende sogner høre (1647) AL; mange tuistactige trætter oc sager blefve forekomne. RFII 42. 2) omtvistet, tvivlsom; huad som tuistactigt vaar i lowen, det rettede hand. Lysch 693, XII (ovf. III. 776 a26).Tvistagtighed, no. strid; nogen irring og tuistactighedt imellem oss (1607). AL. Tviste, go. (sv tvista, mnt tvisten) strides; icke endeligen sin dom hafver forklarit, efter den vor tvist (ɔ: omtvistet). SR II. 248; tuister vnder sig selff om deris første herkomst. Lysch 51; der om tvistede alleene. RFII 289. – lf. i samme bet.; DL 5-2-68 (ovf. II. 600 b32). I lf. endnu alm. – t. på ɔ: stride mod, modsige; om du her tvister paa. Hex 59; de tvistede paa, om mand skulde tiene. BT I. 34. Jf påt.Tviste, go. – lf.; kand om det første tvistes saa. AB II. 359. Jf omt. Tvistelig, to. = tvistagtig 2). M. Tvistig, to. (sv tvistig) 1) = tvistagtig 2); huorledis han deris tuistige sag, kiff oc trætte atskilde. HWR 202v; (1594). Rsv IV. 432; alle sager, som imellem kongen oc oss ere tuistige. Hvf III. 259; ChrIV* I. 50; SkP 702 (ovf. III. 342 a40); opløse dette ene tvistige spørssmaal. BT II. 3; at mand kunde udføre alle tvistige sager til en fredelig ende. RFII 233. 2) stridende; forne trende tuistige parter, bemeldte trette er anrørendis (1609). RdU IV. 714; tuistigt at giøre mennisket imod sin fader. Matt 1035 (1607, 1647); spurde en til aff disse tuistige mend. SkP 327; de u-eense (tvistige) ved underhandlere forliges. ComD § 911. Tvistighed, no. tvivl; - det giffver ingen tvistighed udi ordenis lighed. Gerner, Orthogr. 58.Tvistighed, no.; (1642). GhA III. till 120 (ovf. u. adskilje 2)); RFII 41 (ovf. II. 61 b3). Vis mere +
TvistTvist, no. – flt.; (1643). Rsv* IV. 415 (ovf. II. 427 b37); – saadanne høye tvister oc irringer. Melanchthon, Loci v ålb fort 66v; ChrVS § 5 (ovf. V. 272 b23). Vis mere +