NakkeNakke, no.
1) i nuv. bet.; cervix, nacke. Colding, Etymol. 208; Steph., Nomencl. I. 109 a; Nucl. latinit. 137 (Vocab. 1514: halsbast, se ovf.). – plukke n. ɔ: a) falde baglængs om. Moth. – b) have legemlig omgang med en kvinde. Moth.
2) nakke (og andre stykker), der ere skårne af tørfisk; en tønde nacker. Toldrulle. 13/8 1651. b 3; 1 tønde skrufisk, 1 tønde nacker. Forordn. 22/11 1671; klipfisk, nacker, laxen gild. Gerner, Hesiodus. 200.
3) kam, ås; Vensyssel, som skilles fra resten af Jylland ved en smal nakke. Holb., Dmhist. III. 248; igiennem grave den smale nakke af land ved Corinthen. sammes Kirkehist. 54; igiennembore den smale nakke eller isthmum af Corintho. sammes Jød. Hist. II. 303; den smale nacke eller isthmo af Taurica Chersoneso. sammes Introduction (1711). II. 131. IV. S. O. er en henvisning til Vid. Selsk. Skr., men med urigtigt sidetal. Smlgn. isl. hnakki; Aasen: nakk og nakke.Nakke, no.
1) – kaste med n. ad (isl snúa hnakka víƀ) ɔ: ringeagte; der kaster hun med nacken aff. Jm 220; jf: kaste paa n. ɔ: hohn treiben. vAph I. 342 a; – de stolte Jøder sloge paa nakken til denne oprundne qvist. Bang, Taler o Aftensangstexter 260. Jf nakkeslag. – b) hører u. nakkebær. – på sin n. ɔ: til tryk (skade); faa hand scham paa sin nach. Dmdo 95; jf OG: nakke; GrimmW: nack 8), ndf. l45; ovf. III. 760 b20.
3); jf hals 3). – Jf brun-, kanke-, pir-, tåben.Nakkebær, no. et slags jordbær (fragaria collina); qvinqvefolium fragiferum, nakke-bær. Kylling, Virid. 133; Moth. Smlgn. Jenssen-Tusch. 88-89; Aasen: nakkebær.Nakkefisk, no. = nakke 2). Moth.Nakkefor, no. skind på dyrenakker. Moth. Smlgn. fo(d)er 1) ovf. Nakkegrav, no. hulningen i nakken; thine hellige ørne, nackæ oc nackegraff (1497). Thottske Saml. 4o nr. 553. 124v; Moth. Smlgn. sv. nackgrop.Nakkegrav, no.; VdS 33 (ovf. III. 446 b31). Nakkekrummet, to. med krum nakke (el. hals); hans (ɔ: hestens) sene-sterkke hals maa nakke-krummed sig i bøylerunding ringe. Sorterup, Småsag. 70.Nakkemærke, no. mærke af en nakke; saa jeg græs-rytter blef og paa den rideplads mit nakke-merke skref. Sorterup, Småsag. 76.Nakkeslag, no.
1) et slag i nakken; den (ɔ: tyren) hand med armen stærk gaf nacke-slag ej mødig, at tiuren foodløøs styrt. Hexaem. 247.
2) det at slå nakken stolt tilbage. Moth. Smlgn. t. nackenschlag.Nakkesnare, no. en snare, der falder om halsen, klammeri; folck veffuis tilsammen i nacke snare, bringer hinanden i jammer oc fare. Hegelund, Svsanna. 30v.Nakkestød, no.
1) et stød i nakken. Moth.
2) = nakkeslag 2). Moth. Nakketvinde, no. nakkesene; i aftes spandt vor gaas et blodigt nakke-tvinde udaf en fieret tot hos en behiertet qvinde. Kingo i Lüxdorph, Dske Vers. IV. 279. Smlgn. tvinde ndf.Nakkevålk, no. en pude til at bære i nakkehåret; gwlt syndall tiil myn frues nachewolck (1504). Molb., Gloss. Smlgn. valk ovf. u. fobes.Nakke, go.
1) slå med nakken. Moth.
2) n. op ɔ: pynte nakken; baade for og bag stafferer deres top, er det da icke nyt? Ney, thi Sabina haver for meer end tusind aar sig just saa nacket op. Sorterup, Ny Heltesange. b 2v. Smlgn. Rietz: nakka upp.
3) banke. Moth. Smlgn. hardnakket ovf.Nakkeben, no. (isl hnakkabein) i nuv. bet.; hans hals og nakkebeen blev brut med spinde-rok. AB II. 190; – før hun forsikres, hun ej skal paa nakke-been faae skam. AB II. 69; jf ovf. l36.Nakkekronet, to. havende krone (ɔ: takker) på n.; her kunde kiendes det nack'- kroned rhinsk-diur vrode blant vinterbaaset qvæg. Wiel XII. 540.Nakket, se stivn.