OfferOffer, no. i nuv. bet.; presterne actede icke mere offeret. 2 Makk. 5.14; offrer nogen aff wrætferdigt godz, da er hans offer spaatteligt. Jes. Sir. 34.19 (1607, 1647); – en falsk offer. Ranch. 14 (jydskhed). – flt. ufor.; ville nw giøre andre offer och gierninger til syndz forladelsse. Prædikant. Gensvar. 15; Josva. 22.27 (1550, 1647, se ovf. u. brændoffer); huad skal ieg met eders mangfoldige offer. Jer. 1.11 (1550, 1647). Smlgn. isl. offr samt brænd-, kvinde-, lov-, majgreveoffer ovf.Offer, no.; – min offer paa en offerdag (1660). KhS5 III. 539; – ejef. PE 488 (ovf. I. 53 b6).
2) ofring; HKv 115 (ovf. II. 815 b17). – til o.; hvilken en stads var der i helvede, der fanden ledde sin moder til offers. PSO II. 120. Jf Sdw: offer 2); ovf. V. 567 b31. – Jf afguds-, brude-, bøn-, børne- (V. 64 a30), drank-, drik-, død-, eld-, indvolds-, kvæld-, købmands-, læbe-, løft-, mad-, messe-, nid-, opløfte-, røg-, røre-, simle-, skyld-, slagt-, spise-, tako.Offerbægere, no. offerbæger; capis, et offerbegere, et stob, som brugtes til ofringerne. Nucl. latinit. 106; Werner, Clavis. I. 454. Smlgn. sv. offarbägare samt bægere ovf. Offerfad, no. et fad til at bære ofre på; capedo, et vied kar, offer-fad. Nucl. latinit. 99, 190 (u. capeduncula); Werner, Clavis. I. 449; offerfad, opffergefäss. v. Aphelen, Ordb. I. 452 b.Offerhus, no. offersted, tempel; ieg haffuer udvalt mig denne sted til offer huss. 2 Kr. 7.12 (1550, 1647; Luther: zum opferhause; hebr. לְבֵית זֶבַה ). Smlgn. sv. offerhus.Offerhus, no., se frgd. o.Offerkiste, no. hunk. en kiste, i hvilken der nedlægges pengegaver; ther Jesus saad tuert emod offerkijsten, ansaa hand, huorledis folcket kastet penning i offerkijsten. Mark. 12.41 (1524; Chr. Pedersen og 1550: lagde penninge i hende, jvfr. Luk. 21.2). Smlgn. sv. offerkista samt kiste ovf.Offerknægt, no. en tjener ved ofring; victimarius, en offerslagter, offerets tiener, offerknegt. Nucl. latinit. 2074; Werner, Clavis. V. 687. Smlgn. t. opferknecht samt knægt ovf.Offerkovs, no. offerskål. Moth. Smlgn. kovs(e) ovf. Offernød, no. offerkvæg. Moth. Smlgn. nød ovf.Offerpenninge, no. pengeoffer, pengegave; Hans cammerdrengh till skoo oc offuerpenninge, han skulle hafft gen poske (1487). N. Mag. 4 R. I. 67; giiffuit Per bysuennd till offer penninge (1577). sst. 3 R. II. 200; borgemestere fanger huer thennom till offerpendinge hwer jwlaffttin. Jydske Saml. II. 146; juledag giffuet de fattige scholebørn thill offerpændinge i huider oc syslinger (1629). Khist. Saml. 3 R. III. 66. Smlgn. sv. offerpenningar og penning ndf. Offerslagter, no. den, der dræber offerdyret; popa, offerslagter. Steph., Nomencl. I. 20 b; Nucl. latinit. 1314, 227 (u. cultrarius); Werner, Clavis. IV. 96; I. 775. Smlgn. t. opferschlächter.Ofre, go.
1) i nuv. bet.; ther skalt tw offre hannom til offer. 1 Msb. 22.2 (Gl. D. Bib.; 1550: offre (bdm.); huad the offere ther, offere the dieffuelen. 1 Kor. 10.20 (1524; Chr. Pedersen: offre – offre; 1550: offre – offere); – nut. offer. Jydske Saml. II. 167 (se ovf. u. kristne). Se også u. 2). Jvfr. det iammer os. ovf. II. 457 a (u. jamre).
2) bære frem, fremvise; førde the hannom (ɔ: Jesusbarnet) til Hierusalem oc offrit hannom herren. Luk. 2.22 (1524; Chr. Pedersen: da bare de barnet til Jherusalem, ath de skulle der offre och bethe det for herren (udg. 1529 uden skilletegn mellem offre og och). Vulgata: ut sisterent eum domino). Jvfr. Söderwall: offra 1); – thesse verldens brudher offer foghert oc søt til syn. H. Suso. 17.13-14 (= l. offerunt. Horolog. æt. sap. 29); offero, tilbyder, ofrer. Nucl. latinit. 406. Bet. 2) er vel snarest overført selvstændigt fra l. offerre.Ofre, go.
2); RD III. 14713 (ovf. III. 149 a53). Jf he(de)n-, opo. Offerbord, no. bord til offerredskaber. M.Offerdag, no. (æsv offerdagher) dag, da der ofres; skulle sognefolkene giøre theris sogneprest thre offerdage om aaret (1539). RdKl I. 144; retth høgtiiders offerdage er jwledag, poskedagh och pingxdagh. JS II. 161.Offergang, no. (t opfergang) gang for at ofre; de fruer de prøffuer deris offer-gang. DgF IV. 267 b; naar Tyrrhe-klerk til offer-gang opklinger. Raun 36. Offergilde, no. gilde ved ofring; naar offergildet bleff holdet, da skulde alle bønderne komme der, som offerhusit var. ClS 75.Offerkost, no. mad ved offergilde; skulde signe folcket oc alt offerkosten. ClS 75 (= isl blótmatinn. Jónssons udg. I. 187).Offermesse, no. (t opfermesse) messe med offer (jf messeoffer); robte forudhen ophørelsæ: offermessæ, offermessæ. T 207.Offeroxe, no. oxe til ofring; fedest offer-oxe her tilvoxer. Raun 34.Offerpræst, no. (sv offerprest) præst, der ofrer; MP 14 (u. sacrificus); Etym 391.Offerrøg, no. (t opferrauch) røg af o.; vores offer-røg frembære. Raun 26.Offerskærv, no. skærv som o.; skued ey for grandt dend armis offer-skerf (1702). DSt 1909 40. Offersted, no. (fsv offerstadher) sted til ofring; en uhr til offer-sted u-parred og maa drage. Raun 79. Offerere, go. (sv offerera)
1) tilbyde (stille); som nu icke offererer deris liff til maytts tieniste. Rørd, Stud Delt 170; tillade mig, jeg Gud og menigheden min tjeneste maatte offerere (1660). KhS3 II. 21. – vende; med en puust - credents ham ryggen offererde. Hex 191.
2) ofre; JS II. 161 (ovf. II. 630 b29). Ofrelse, no. offer; woxelige ok lofflige offrælse. ÆB 5 Msb 61; Dom 2026 (ovf. V. 237 b7); 3 Msb 1014 (ovf. II. 201 a33).Ofring, no. (sv offring) i nuv. bet.; lustratio, renselse formedelst visse offring. MP 14; Etym 698, 391 (u. sacrificatio); BT II. 165 (ovf. u. afgange 4)). Jf mad-, messeo.