OphøgeOphøge (ophøve), go.
1) ophøje; wphøg them for vden ænde. Lucid. 8; Brandt. 114.22 (se ovf. II. 130 a.10); Khist. Saml. VI. 149 (se ovf. III. 112 a.21); H. Suso. 67.6, 69.22; tw æst ophøget offuer allæ ix ængle koor (1497). Thottske Saml. nr. 553. 156; en doctor bleff han ther vphøgd. Hr. Michael. 71; P. Laurentsen, Stakket Undervisn. 4; exalto, ieg ophøger. Turson, Vocab. 208, 222 (Colding, Etymol. 46: ophøjer); – han willæ bædher ophøffues (rim på nøwes). Rimkr. o 3v; Mandev. Rejse. 138.15; Gl. D. Bib. 1 Msb. 50.20; Chr. Pedersen. I. 16; V. 252.28; huo sig ydmyger, han skal ophøffuiss. Luk. 14.11; Joh. 12.34 (Chr. Pedersen; 1550: ophøyis); ophøffuet, leuatus. H. Smith, Hort. synonym. 29v; Christus bleff aff werden icke saare ophøffuet eller affholden. Tavsen, Post. sommerd. 23, 106v (se ovf. II. 783 b.40); Tavsen, Pater noster. e 7v (se ovf. u. forsmælighed); – ieg saa en ond mand mectig oc sterk ophøyen. Ps. 37.35 (Chr. Pedersen); – også ophøje til; stiffte, fundere, ophøye oc giøre ville it collegium oc en helligdom aff bykircken i Calmar. Hvitf. IV. 449.
2) forhøje; tolden dag fra dag ophøjes midlertid. Bording. II. 168.
3) lf. a) hovne, svulme op; extubero, ophøffuis, haffuer buncker. Colding, Etymol. 1363; Steph., Nomencl. II. 591. – b) hovmode sig; so ophøges rickt barn aff syn byrd som hiort af syn tacke. P. Lolle. nr. 1188 (= l. arrogat); Smlgn. sv. upphöja samt høge ovf.Ophøge, go.
1) – tilbagevirk.; Luc 13 (ovf. IV. 330 b38). – lovprise; HS 16322 (ovf. I. 743 b25); 2 Msb 152 (ÆB, ovf. IV. 970 a53, flgd. overs.); effero, ophøjer, roser. Etym 422; Steph II. 494.
2) – forstærke? (1705). KD VII. 751 (ovf. V. 358 b13). Jf GrimmW: aufhöhen.Ophøgelse, no.
1) ophøjelse; til nytte oc ære oc ophøgelse. Malmøb. 14; – han kalledhe thes (ɔ: alterets) naffn: herræn myn ophøwelsæ. Gl. D. Bib. 2 Msb. 17.15; elatio, ophøffvelse. Colding, Etymol. 422.
2) forhøjelse; ville vi eder icke længer med denne tolds ophøyelse besværge. (1628). A. Larsen, Optegnelser. 45-46. Smlgn. sv. upphöjelse.Ophøjere, no. ophøjer; de ringes ophøyere. E. Naur. a 3v.Ophøjelse, no. – korsets o. ɔ: (mindedag om) korsets generobring; denne hukommelse om kaarsets ophøjelse. BrunsmK 124 b. Jf ovf. II. 598 a5 f.; Sdw I. 550 a12.
3) overmod; Hvf VII. 304 (ovf. II. 421 a34 = sv vphöyelse. Had II. 467).