RanRan, no. (isl rán) i nuv. bet.; da giør hand ran. ChrIVL l-l-b. kap 14; Dict.; DL 6-15-1 (ovf II. 379 b13); blandt rov og ran. KPs 597. Uden for retssproget synes ordet lidet brugt; ikke i Etym el. NL ved de i Dict anf. l. ord. Jf bo-, hjord-, mark-, ager-, jordr.Ransdele, no. retssag om ran, sigtelse for ran; som forfulde samme raans diele och saffde (1533). Tvd 4717-18; ranssdeele, actio rapinæ. Dict; kunde de derfore med ransdeele forfølgis. Bernts II. 12; de blive alle i ransdeele, indtil det altsammen bliver igien udlagt, som var afført. DL 6-15-6. Jf dele 3) og 4).Ransdelemål, no. domfældelse for ran; effterdi saadant aff misforstand at verre forseet bør H. byemend for vold och randsdeellemaall verre forschonett (1635). Matz 97 not 1. Jf delemål 2).Ransed, no. ed om begåt ran; wære frij fore sandemandz eedt och raansseedt (1516). FA I. 150; oprejsningsbrev for en ransed (»raffuens eed«) KB I. 10.Ransmand, no. (isl ránsmaƀr)
1) røver; at thiufæ tachæ æy thit fæ oc æy ransmæn. AM 187 971-2; nogen ret ejer tager det fra hannem, da vorder hand ej derfor ransmand. DL 6-15-15.
2) = ransnævning? ther som sandmend hagde tha sywntes att haffue giordt vret marckeskell, thaa hagde ther siden burd att kreffue ransmend (1542). DM3 VI. 341. Om ran = ulovlig tilegnelse af jord, se JL 2. 73.Ransnævning, no. nævning i en ranssag; hans louffmendh och ranssneffning (1469). DM VI. 55; worde ranssneffning kraffuet paa them, som bruchte wdherritz iord. (1512). SRD VIII. 155, 6; (1529). NMP Afh III. 299 not 1 (ovf. III. 165 b7); SM, LF og deres medfølgere, ransnævninger i A herred, have svoret ham ran over KB I. 153; ransneffningh i V., for de haffuer hannom oc hanns mettbrødre ransuoret (1559). Rsv I. 267; (1648). GhA II. 115; – raffnsneffninge (1556). Rsv II. 158; – TP oc hans medfølgere qvit att verre dømpt for thendt sag oc raans neffninge nederfeldiig att verre (1567). Rsv III. 45; Se V. A. Secher i German. Abhandl. zum 70. Geburtstag K. v. Maurers. 249. Ransværge, go. ved ed erklære skyldig i ran; Rsv I. 267 (ovf. u. ransnævning); forne tuinde karlle hafde staaled och vaare ransvorenn (1557). Rsv I. 250; ransorid. sst. I. 251; the ere ransorne for nogen skatt, the skulle haffue staait tilbage medt (1573). sst. III. 219; – nogenn schulle haffue fordristedt thennom thill, affgrødenn att bort thage, for huilckett thee schall verre raansuoren (1582). sst IV. 19.Ranstog, no. vidnesbyrd om ran; M. klosters vordnede bønder skulde være fri for rans toug (1459). DM VI. 85; sanndemennds tog, rannsstog (1558). Rsv II. 217; rans toug og andre toug at giøre (1582). DM VI. 179. Jf tog.Ræne, go. (isl ræna) rane, udplyndre; at thet vorder ey alt af oss rænt. RD II. 250; hwj skal jæk rænæs ok miste bodhe søner. 1 Msb 2745 (ÆB; 1607: berøffues); vtæn jæk ræænt ællær røffweth skal ware vtæn sønær. 1 Msb 4314 (ÆB); mange, han hafde røffth oc rænt. HKv 7231; – Alff wor een mektig siorøwer, han rønde Kalænburg. NdM V. 192; – lãr see, at i til mig i aar saa meget got vil rone (rim på tone). SortS 21. Jf franr.Ræne, go.; – Web 98 (ovf. l52); KPs 336 (ovf. V. 431 b21); aldrig rane bort det prentet Syv (1702). DSt 1909 41.