SvemmeSvemme (s(v)ømme), go. 1) (isl svim(m)a, symja) svømme; - them saa iech om hanom suemme. RD I. 10 (= sømme. RD II. 139); VdS 334; de som komme for borde oc kunde suemme. Hvf I. 170; IX. k 3 (ovf. IV. 98 b37; Hvf III. 69: sømme); Etym 813 (u. no; Steph II. 921: svømmer; TV 321: sømmer); at sylt-begærig fisk i saadant huus maa svemme. Hex 98; andre meget beqvemmeligere svemme end vi. BT I. 39; KS 126; ComO 258 (se u. dykkere); som gaa, flyve, svemme og krybbe. PSO II. 55; Holb M. p. Skr. 133 (bemærkn. sst. 372 ikke rigtig, jf også J. S. Sneedorff, Skr. III. 23); – aff hiærtet drager handet oc laderet suømme paa deres tunge. TVd 151v; hand kunde saare vel suømme. VdS 477; – ath ælske oc ath smæltes oc sømme i kærligheth. Kemp 948 (Kemp*: suemme i din kierlighed); thet ær got at sømme, nar een andhen holler howedet oppæ. PL** I. nr. 32, 68 (ovf. II. 195 b8); CPV (u. nato); landet, som du sømmer vdi. Ez 326 (1550, 1607; 1647: svømmede); de vdi stor fare nøgne ere sømmede til landz. HWR 141v, 39; sømmer det fede opat. RS p 5; de skulde lade en aff huer side sømme sammen i floden. Lysch 272. Om udskydelsen og genoptagelsen af v jf Rdq IV. 405; Grimm, Wb: schwimmen I. Jf sund ovf. IV. 209 b. – dat. (isl svam); de liden smaa fiske, i floden suam. VdV II. nr. 9 v 5; een fendrik, som svam over den aae (1611). NdM II. 31; katten svam over vandet. PSO I. 319; svam, svømmede. PSK 30. – tha sam eth faar j watnæth. ÆB 2 Mbs 1319; en swan sam. RD III. 153 (= sømede. CP V. 1235); DgF IV. 34 a; der vaadde hun hen, paa det siste hun sam. HWR 242v; – rende wtj Ryn ok swemde ouer till Colnæ. RD III. 10318 (= sømede. CP V. 715); – om suemde omkring disse andre. VdS 477; man svemmede i vand. P. Pårs B 1, S 1 (v. Liebenb 33); – da suømmede iernet. 2 Kg 66; PG 274; – sømmet offuer aaen. Hvf I. 154. Jf Rdq I. 201, 256. – af sig selv at s. på vand regnedes for tegn på trolddom; hannem kaste jeg (ɔ: skarpretteren) paa wandet, och da suømmede hand som en gaass, och ingen flere haffuer jeg suemmet (1688). Hüb II. 255. Jf: wattuprofwet användes samma år (ɔ: 1590) för att förnimma, om den anklagede som andre troldqwinder kunde flyde og icke sjunke, tha sagde hun: jeg er en troldkone, og, der hun kom i wandet, tha flød hun oppe og kunde icke sjunke. Sjöborg, Skånes Hist III. 118-9; Skand. Litteraturselsk Skr XX. 23; WlA 443; DuC: aquæ frigidæ judicium; GrimmR4 II. 582 ff. – s. (ud)i ɔ: have overflod af; om du svæmmer udi rigdom. BT II. 10; at vi kand i gods og ære svemme. SortSk 90; – udi graad at svømme. KPs 446. 2) (t schwemmen) lade svømme; - (1636). Hüb II. 255, se ovf.; svemme heste. M. – s. sig (t sich schwemmen) ɔ: bade sig; svømme mig med glæde i herrens naadestrand. KPs 343. Jf svenge. – Jf fra-, med-, over-, unds., besvemmet (ovf. II. 831 b22). Svemme, go. Jf be-, om-, tils[ømme].se i sammenhæng Vis mere +