Veje | Kalkars Ordbog

Mente du:

8 resultater

VegeVeg[j]e, go. (isl vega)
1) veje (undersøge vægten af); (1541). DM V. 251 (ovf. II. 710 b53); pendo, ieg veger. TV 306 (Etym 907: veiger); – veyer biergene met væct. Jes 4012 (1550, 1647). – dat. (isl vá, fsv vog) wog han hannem sølffuet til. 1 Msb 2316 (T; 1550: veyde; ÆB: wthweydhe); Jer 329 (1550, 1647); – han weyede sith howitz hor. 2 Sam 1426 (ÆB; 1607: veyde). – veje som overtroisk helbredelsesmiddel; havde hun kureret på et barn ved at veje det på en windzer (1595). JS III. 202. Jf måle (III. 166 a25). – v. ud ɔ: give (sælge) efter vægt; (1575). DM3 III. 182 (ovf. II. 711 a3); – libraria, som vejer spind vd. Etym 656; – som vd veye noget met skaalepund oc trøcke paa vecten met honden, at det skal syness at weye mer. CP II. 108. – tm. (isl veginn) fuldvægtig; skall huer vegne marck hollde 14 lodt (1524). DM II. 128 (jf ovf. III. 820 b3); 7 forgilte kalke och diske, som veye 18 veyne mark sølff (1530). KD I. 375. Jf Fritzner2: eyrir. – regne, agte; will [ieg] ey weye myn skadhæ for en peningh. RD III. 6915 (= wurde wid. CP V. 4726).
2) veje (have vægt); sculæ brøthæn weghæ thre mark oc en half. Bl I. 162; swa mikæt, som thre pæningæ wæghæ. AM 187 2022; nouuncium, som veger ny lod. CPV; Rgsk a 3 (ovf. III. 42 a35); – aff huilcke lius ingen skulle weyge mere end et halfft lisspund (1576). Rsv* IV. 295. – word han løst for swo møghæt gul, som han wowf i sith harnæskæ. NdM V. 177; een forgylt endespang, som wow wel een halff sekel, oc tho armringe, som wowe wel thi sekel guld. 1 Msb 2422 (T, 1550: veyde; ÆB: weyændhe); om end hendes guld med hans ey lige voeg. DP 4; – (1574). DM II. 82 (ovf. u. bismermark); wog. sst.; – veyde hans hoffuit haar thu hundrede sekel. 2 Sam 1426 (1550, 1607); – huad samme spøytte haffuer weyitt (1608). KD VI. 195.
3) tynge, tvinge; saa at den af druernes tynge veyer pælen ned til iorden. BT III. 79 (= l pondere deducit). Jf VSO: veier 1 a).
4) slå, dræbe, fælde; hannd weigger di Vester-gyllandtz mend, som bønder di weigger kornn. DgF III. 224 a (= sloge ... meyde. sst. 223 b); – som min kiære herre vog. VdV II. nr 32 v 10; vegen. sst. v 16; din fader voff min broder. DgF IV. 92 a; – de voffue her B. sst. III. 556 b (= vog. sst. 561 b; wuo. sst. 560 b; weydte. sst. 558 b); – hand wuo hindis morbrøder. sst. II. 348 a (= wou. sst. 350 b); handt veyett de huide biørne. sst. II. 18 b (= wogede. sst. 22 a); solde biørneskindet, førend hand vog oc veidet biørnen. VdS 328 (= faar vejed. PSO I. 489); – nu liger di helte vegen. DgF III 236 a (= veyde. sst. 242 a, weyen. sst. 245 a); hui haffuer y wiett ridder min? sst. IV. 99 a; hannd bleff weyenn till hest. sst. 3 a; ieg bliffuer wieen y stryd. sst. III. 350 a; haffuer ieg voffuet min suoren stalbroder. sst. I. 19 a (= veyet. sst. 22 a). – lf. strides, kæmpe; dy veydis y dage, dy veydis y tho. DgF I. 240 b (= fiigthet. sst. 242 a).
5) bære, løfte; om jeg i lykkens skiød og vugge om kand veyes. KPs 294; lysten til striiden for fiinden forsvand, thi veyed hand fanen den hviide. SortH d 4, her nærmest: hejste; – blev da ankeret fra havsens grund opveyed (Kingo). Wielandt XI. 477. Jf mnt upwegen. Om end bet. 5) er grundbet., jf Fritzner2: vega, Skeat: weigh, synes den i Dsk sen (jf mnt wegen) og lidet udbredt.
6) logre; da løb hunden faare hen oc veyede met sterten. Tob 119.
7) v. fra sig ɔ: give fra sig, udlevere; ville wi veie vort byte fra oss met væbnet haand. VdS 27 (= l ferro pretium ponderetur. Sax 76); ingen mestere maa omløbbe effter noget arbeid ey heller noget arbeid fra sig at veye (1678). RoskS 64. Jf v. ud. – Til bøjn jf PG 278: væger, vog (∾ PSK 33; Højsg 97: vejede, vog). Jf fuld-, over-, sammel-, ud- (ovf. s 784 a44), udoverv.Vejebjælke, no. (sv vägbalk) vægtstang på en vægt. M. Jf MP 308: librile, bielcken paa vecten; Etym 601: jugum, bielcke paa skaale vect; ComD § 766: vectens bielcke; – vægtbjælke ndf.Vejegalge, no. gaffelen (håndtaget) på en vægtskål. M. Jf vægtgalge.Vejekort, no. stort kort (i spil)? hand lærer veje - kort i spil de brugeligste phraser. SortS 39.Vejmestere, no. (sv vägmästare) vejermester; ædilis, veimestere, pundmestere. Etym 11, 910 (u. libripens = vagmester. MP 308, jf t wagemeister); saafremt PP kan bevise med vejmesterens seddel, at samme hør og hamp har vejet for meget. Wulff 99; om noget af veyeren, veye - mesteren legges i veyeskaalen. ComD § 766; ComO 395 (ovf. IV. 484 a32).Veg[j](e)skål(e), no. (fsv vägskal) vægtskål; skæppæ alnæ ællær wæghskolæ. Bl I. 153; keyserens siel war pa weg skolen. RD III. 18526 (= veyskaalen. CP V. 1279); CPV (u. trutina); lanx, vegskaale. Thomæus, Cest sapph m 4v (Steph I. 236 a: veyskaale); – rætwis weyskol. ÆB 3 Msb 1936; veye i veyskole (1497). Thotts Saml nr 553 (4°) 61; CPV (u. statera); CP II. 113; åb 65 (CP); der som mand veyde min iammer oc lagde min pine til sammen i en veyskaal. Job 61 (1550; 1607: veyskaaler); det fører alting til judicii veyskaal. GE 70; – rund betalnings veyeskaal. GH 79; jf ovf. sp a38. – i udtryk om at være uafgjort, mulighed (fare) for; HiørP fort c 2 (ovf. III. 694 a18-19); paa Sicilien det i vejskaalen staaer. AB II. 452; velfart paa den ene side, oc skade oc forderfvelse paa den anden laa nu udi veyskaalene. RFII 136. – om sammenligning; legge saadanne gode ting paa veyskaalen mod dette elendige legemis bevægelser. BT II. 144; den kand icke udi lige vey-skaal med denne optages. Wallensbek 4; – naar begge vores forstand bliver lagt i vejeskaal. Holb, Jean de France A 2, S 3; naar begges bedrifter legges paa veyeskaale, vægten kan nogenledes blive lige. Holb, Heltindehist (1745) I. 112. Jf skål(e). Vegskåle, no. – til s. 785 a42 jf: min siell hun var nu y veye skall. TK 38; ovf. V. 716 a51. – stjærnebilledet: vægten; naar som maanen er i veyskaal, i skytte. SmdLb III. 31.Vejestång, no. (sv vägstång) vægtstang. M.Vejetavl, no. tov til at hejse i. M. Jf tagl.Vejelig, to. i stand til at vejes. M. Jf uoverv.Veg[j]ere, no. (sv vägare) = vejmestere; gick hand ind i staden til en vegeris. CP V. 32030; – libripens, veyere. CPV; TV 223 (u. librator); thend thønne salt, som weieren tager af fremmede (1580). KD II. 400; om veyere. Fdg 5/5 1683 overskr, i texten: de vahre ... skal med stads-vægten veyis.Vejerhus, no. vejerbod; byens weygerhus (1580). KD II. 396; weigerhused med derudi wærende acciszeboe aff brantmuur opført (1586). KD I. 486; paa veyerhuuset skal findis fuldkommen vægt. Fdg 5/5 1683 § 2.Vejerlod, no. pundslod. M.Vejermester, no. = vejmestere; dend nu idtzige weyermester (1678). KD VI. 692; veyermesteren skal paa vægten hafve god act. Fdg 5/5 1683 § 4.Vejerepenninge, no. (sv vägarpenningar) betaling for vejning; weigere pendinge (1553). KD II. 300; vejerpenge. M. Jf pen(nin)ge.Vejerseddel, no. skriftligt vidnesbyrd om vægt; Fdg 26/7 1690 (ovf. III. 166 b23); M. vAph I. 779 c.

Rapportér et problem

VegeVeg[j]e, go.
1); Schlyter IX. 463 (ovf. III. 161 a33); mand veger en ting lige med vredskaaller. Berg l 2. – til s. 784 a36 jf FeilbO III. 1025 a45 f. – v. op ɔ: gøre fyldest for (erstatte); antugh at gøræ thæt, konung thæm biuthær, ællær oc wæghæ up theræ hafnæ (1284). GhA V. 28; jf ovf. III. 781 a51; LTh 113 (ovf. III. 125 a51). – til s. 784 a47; 71 weigen marck (1518). Suhm* I. 296.
5); Wiel IV. 12 (ovf. V. 115 b17). Jf op-, tilv.Vegel, se uv.Vejerbod, no. i nuv. bet.; norden fraa veyerboden (1514). KD I. 297.

Rapportér et problem

VegeVeg[j]e, go. (fsv vekia)
1) blødgøre; thu skaltt henne (ɔ: jorden) weege mett regn. Ps 6510 (FV); hand weger tijt hierte. PE 47; the haardiste hierter maa weegis aff thet hellige naffn. PE 162.
2) søge at vinde, bevæge, bestikke; the (ɔ: dragerne) vægthæ hannum. HKv 1028 (= l adorabant recedentes. Vita Marie. ed Vögtlin 78), 6417 (ovf. II. 18 b15); Lysch 84 (ovf. III. 695 a1); – thw scalt weyæ then, ther wællæ haffwer. PL** I. nr 1201 (= l xenia presentes, Heg 62 tilføjes: ey spare paa hannem skenck oc gaffuer). Jf sst. II. 426; ee ær hwer weydher bædræ. PL** I. nr 1133 (= wædher. sst. nr 885, l qui placatur = muded, begavet. PSO I. 140). Jf sst. II. 343; der locker oc wæyer han oss til. TSd 138v; hun bleff icke alenneste lockitt oc weyitt ... bode weyde oc truede henne (1540). DM3 I. 174; weygede hand hende till att skylde enn anden karll ther fore (1561). KhS VIII. 387. I VSO henført til veje (ndf. u. vejd), men både i Isl og Æsv er vægja uvirk. Jf til-, underv. se i sammenhæng

Rapportér et problem

VejeVeje, se vi(g)e.

Rapportér et problem

VigeVi(g)e [veje], go. (isl vígja) vie, indvie; - scal bygges eet altaræ oc wighes thet helghe kors til (1393). DoB 28; the skullæ wigæs ællær hellighgøres mik. 2 Msb 291 (ÆB; 1550: bliffue viede; T: weye); lade wige seg till konningh. RD III. 33, 64 (= CP V. 417, 71); Rsv* IV. 41; wiigde till thet hellige embede. PE 395, 402 (ovf. IV. 714 a30); wiigde oc consecrerede kar. Gensv b 1; – mand maa vidhæ eth huss ther met som met wiit vatn. Br 2886; CP I. 291 (ovf. I. 152 a9); (1572). Rsv III. 171 (ovf. II. 44 b44); – wit watn. AM 187 4715, jf sst. 188; han skal wiæs meth sodan sidh. ÆB 2 Msb 297; PlSk m 6v (ovf. IV. 195 a45); WE 226 (ovf. IV. 195 b2); – T word veyd til erkebiscop. NdM V. 192; weydt wand. T 9; haffuer han giffuet oss det samme sit sacrament icke til at weije wand eller land med. TH 32v; Aaron med sine sønner wil ieg weye meg til prester. 2 Msb 2944, 33, 37 (T; 1550: vie); skal der icke weyes sacramentet. KkO c 7, c 6 (= wiies. RdKl I. 59, 58); wye. sst. c 6; (1539). RdKl I. 90 (ovf. IV. 678 a1); der er ingenn thilsammen veyett, udenn muncken och hans kappe. DgF III. 521 a (jf 524 b; samen wyitt. sst. 517 b); prestenn veyet her S thil sin brudt. DgF V. 1. 313 b. – v. ved ɔ: vie til (ægtefælle); handt hagde ladett seg giffue oc vige vedtt hende (1537). Rsv II. 63; havde en ægtemand og var bode tagen og vyet ved (1537). DM VI. 144; (1555). HübB 216; lod sig høytidelige vighe vid hende. Lysch 353. Jf svd vigas vid. – Jf af-, be-, ind-, kloster-, præste-, sammen-, tilv., uvigt.Viebisp, no. (mnt wi(g)elbischop, ht weihbischof) hjælpebiskop, biskopsvikar; T aff Othense hand haffde en vnderbisp, som mand kallet viebisp. Hvf IV. 94; hannom giorde bisp JR til sin suffragan eller wiebisp. Hvf VIII. 189; de (ɔ: bisperne) haffue huldet viebisper, som skulde induie kircker, altere, kircke gaarde. HvfB fort 2v; burde huer bisp sin vijebisp at haffue. Lyndsay 99; bispens vicarius eller viebisp. Cold dd 3v, v 2v, eee 1. Jf Herzog, Realencyclop2 XVI. 685: weihbischoff.Viehellig, to. hellig ved indvielse. M.Viekost, no. (mnt wigelquast) = stænkekost. M.Viepalme, no. indviet palme (som tryllemiddel); hent oss aff den wie palme en gren, at wi kunde brende oc saa fordriffue dieffuelsens føg. Dial 35, jf sst. 47.Viering, no. trolovelsesring; videre en to ringe, wjeringen med beregnet. Fdg 20/2 1621 (frgd. o. ovf. IV. 447 a52); (1643). Rsv* IV. 456; DM3 IV. 129. Jf sv vigselring; GrimmR1 177-8, 432; trolovelsesr. ovf.Viesøn, no. svigersøn. M.Vigd, no. indvielse; wigdens ællær hellighgørelsæs wedher. ÆB 2 Msb 2922. Jf fsv vigdevatn.Vi(g)else [vejelse], no. (isl vigsla, fsv vighilse) = vigd; wigelses ællær helliggørelses wether. ÆB 2 Msb 2931; – prestenes helligørelsæ ællær wiælsæ. ÆB 3 Msb 822; Rsv* IV. 4 (ovf. IV. 801 a7, jf sst. 512; Wetzer u. Welte, Kirchenlex2 IX. 1033: ordines minores); – att de giøre Aaron klæder til sijn weyelse. 2 Msb 283 (T; 1550: vielse). Jf be-, brude-, kirke-, mad-, ringev.Vielsepenning, no. betaling for vielse; haffde gyffuet wielspenning eller och iordeferdt anderstedts end til B kijrcke (1508). SRD VIII. 98. Jf samv.

Rapportér et problem

VejeVeje, se veg[j]e ovf. IV. 784 a26.

Rapportér et problem

VejeVeje, go. (sv väga) bane vej. M. Jf uvejet.se i sammenhæng

Rapportér et problem

VejeVeje, go. (isl vægja) give efter for; - weye the wedh herrerne och trwe euangelisterne. T 168 (jf isl v. viƀ); CP V. 40327 (ovf. u. fire 3)); mand vejer (ɔ: føjer, giver efter) saa længe skarnet, at det sidder en paa hovedet. PSO I. 447.se i sammenhæng

Rapportér et problem

Ordnet

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

I andre ordbøger

I andre opslag