VejreVej[g]re, go. 1) (mnt weigeren, sv vägra) nægte; schall hannom saadant schudzmaall ey veygris. Rsv* IV. 24; the aldrig hagde veyritt forne IT beschreffuit, huad ther vor gangen inden thinge (1553). Rsv I. 231; Bendz 108 (ovf. III. 589 b25, 28); huilcked hand oc icke kunde kongen veyre eller affsla. Lysch præfat 15; hafde forholdet ham den tilbørlige skat, ja gandske veigret den at udgifve. RFII 31. 2) tilbagevise, ikke ville tage mod; den, som vegrer tuct, hand foracter sin siæl. Ordspr 1532 (1607, 1647). 3) tilbagevirk. a) fragå, sige sig løs fra; Rsv* V. 502 (ovf. I. 516 a u. fæste 4). – b) fralægge sig; swerge med theris eed paa nogen sag oc weigre thenom therfore (1562). Rsv* V. 41. – c) vægre sig; hertug F veirede sig der vdi. Hvf VIII. 8; hvor udi jeg haver vejred mig. VdSv fort b 1v; kong M vejrede sig noget at føre kriig. sst. 173; sig derudi en huer vel veigre kand. TkA II. 31; dersom dend veyrer sig at giøre dette. ComO 446; hvilket erkebispen veirede sig for at føye dem udi. Holb, Dmhist I. 239; vegrede. sst. 234. Jf forv., uvejrende.Vejrelse, no. vægring; - komme dennom til hielp, trøst vden all veigrelse. Hvf VII. 258.Vejring, no. = vejrelse; met korn oc anden nødtørfft oss vden all veyring forstrecke. Hvf VII. 251. Vis mere +
VejreVejre, go. bevæge; - weyrethe eller rørdhe stiærthen. GkS 105. Jf veg[j]e 6) (IV. 785 a8). Vis mere +
VejreVejre, go. 1); lade biughalmen ligge paa aggerne att vedris (1601). NkS 351d (4°) 119, 116v; weyris. sst. 97, 119v; weyritt. sst. 125 (ovf. V. 385 a9), 118. se i sammenhæng Vis mere +
VejreVejre, go. (sv vädra) 1) tørre i luften. M. Jf luftvejret. 2) snuse, lugte; Heg 218 (ovf. IV. 16 a11); M. Jf undv.se i sammenhæng Vis mere +