BindikeBindike, no. bind el. bånd (til prydelse); crepitulum, bynnick. Vocab. 1514; haffuer du prydet dit hoffuit meth seppel, binnicke, krantz. Chr. Pedersen. I. 271; D. Mag. IV. 317; skall her effther icke giøris till gode quinner andre perle smycke, bøgle och bennicke, kransse och perle høffuer (1528). sst. V. 76; bere et sticket bendicke paa hoffuedit (1558). Rosenv., Gl. L. IV. 271; en pige haffuer en smuck bindick eller perle lad. Tidemand, Post. III. 57v; redimiculum, bendicke. Colding, Etymol. 51. 2) særlig den jomfruelige bruds hovedsmykke; Michell Thomsss sønss høstru, for hun gick mz biindicke till kirke hendes brøllups daghe och fødde eth barn xiiij daghe ther epter (bødede) xv marck (1555). Hübertz, Aktstk. om Bornholm. 214; hans dotter gick mz biindicke och var dog siugliigh (bødede) i tne torsk. sst. Smlgn. sst. s. 500 anm. Se også hovedsølv og udslaget ndf.Bindike, no. Jf flo(v)els-, løv-, perle-, silkeb.se i sammenhæng Vis mere +