↓Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog
Gå til forsiden af Ordnet
Gå til forsiden af Ordnet
Gå til forsiden af Ordnet
Gå til forsiden af Ordnet
Mente du:
6 resultater
ElgElg[v], no. (æn elgr) elsdyr? de store elffue sløcke der deris tørst. Ps 10411 (CP, jf ovf. III. 807 b14-5).Elgshud, no. (æn elgshúƀ) elsdyrhud; mand kand ej tage et lamskind og gjøre en elgs hud af. PSO II. 193. Jf elendsh.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V
ElvElv, no.; Grønlund 133 (ovf. IV. 667 b38).Elverdans, no. (sv elfvardans) dans, der sagdes at skrive sig fra ellefolk; at stemme en elver dantz. Hept proleg c 3. Jf Rietz: ellaredans; ovf. I. 456 a5.Ellefolk, no. elve; Etym 591 (ovf. IV. 657 b18); PSO II. y 1. Jf FeilbO.Ellefrue, no., se u. elv; PSO II. y 1.Elvemand, no. = elv; Lauritz 107 (ovf. V. 193 b15).Elvertræ, no. fortryllet træstykke; hand slog hinder met elffuertre. DgF II. 41 a.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V
ElvElv, no. alf, ellefolk; ieg haffuer werit i biergit baade iblant elue och duerge. Grundtv., Folkev. II. 32 b; ieg will tig førre saa langtt aff ledtt, thu skalltt vel for ellfue bliffue. sst. II. 107 b; (y elluer er ieg født och bornn. sst. II. 104 b, synes at indeholde en forvanskning); ellen, elven holdtes for en skov- elder bierge-gud. P. Syv, Cimbr. Sprog. 86; elven, ellen, alf. P. Syv. II. x 8v; ellefrue og ellekone kaldes den, som bedrager mandfolk, og ellen eller elven, som bedrager kvindfolk. P. Syv, Udv. Viser. IV. nr. 87. Smlgn. isl. álfr.; Aasen: alv og elv; sv. elfv; Rietz: ellen.Elvebog, no. tryllebog, spåbog; ellebog ɔ: troldomsbog. P. Syv, Cimbr. Sprog. 86; elle-bog, hvoraf de kunde spaa. P. Syv. II. y 1; man taler og om elvebøger, som de (ɔ: elverne) gave bort til dem, hvilke de elskede, hvoraf de kunde spaa om tilkommende ting. P. Syv, Udv. Viser. IV. nr. 87.El(ve)bog, no.; der var en bog i kirken, de kallede elbog oc læste offuer folck met a diabolo obsessos. Jak. Madsen, Visitatsb. 180. Her altså nærmest en bog til at læse over elvevilde i.Elvebog, no.; se I.* 55 b.Elvedreng, no. ung elv; da haffde ieg kommit y biergit ind thill di elffue drenge. Grundtv., Folkev. II. 108 b.Elverfærd, no. færd af elver; dy dandtzitt udt, dy dandtzitt ind alt y den elffuer-ferdt. Grundtv., Folkev. II. 108 b.Elverhjem, no. elvernes bolig; her Bøsmer vd for striden strøm, och saa saam hand till eluerhiem. Grundtv., Folkev. II. 104 a.Elve(r)høj, no. en af elver bebot høj; ieg lagde mitt hoffuett thill elffue-høy. Grundtv., Folkev. II. 107 a = elffuerhøy. sst. II. 108 b.Ellekone, no.; den ellekuone buode seg vdde wed aa. Grundtv., Folkev. II. 103, 115 a.El(le)kone, no.; Jes 3414 i r. (1607, 1647); Etym 624 (u. lamiæ); Stolpe II. 81 (ovf. IV. 920 b35); se også u. elv.Elverkonge, no. ellekonge; denn elffuer konnge haffuer lockett meg. Grundtv., Folkev. II. 42 a = duerig-konge. sst. II. 40 b; eller - kongens daatter rekker haanden frem. sst. II. 114 a.Elverkonge, no.; i Stevnsherret: ellekongen. PSO II. y 1.Elvekvinde, no. ellekvinde; thett er saa ledtt i biergit att werre alt hoss thi ellffue-quinnde. Grundtv., Folkev. II. 107 b; dend frue hun udi bierget war lugt alt hos de elffuequinde. sst. II. 126 a. Smlgn. kvinde.Elvekvinde, no.; vel nescimus, qvid vulgo credantur elleqvinder, it. hyldeqvinder, unde morbus dictus lingva nostra elvildelse. Mundelstrup, Specimen gentilismi. b 2v.Elvekvinde, no.; Lauritz 107 (ovf. V. 193 b14); se I.* 55 b.Elvermø, no. ellepige; denn elluer møø gaar hanom igenn. Grundtv., Folkev. II. 104 a.Elverpind, no.
1) en fortryllet pind, stang; ther siider for en elluer-pind, ther kommer ingen iomfruer indt. Grundtv., Folkev. IV. 84 b. (= slaaen. sst. v. 11).
2) (ellepind) en tyk jærnnagle. Moth. P. Syv har til det u. 1) anf. sted forklaringen: paxillus robustus, se Udv. Viser. c 2.Elverrod, no. en fortryllet rod; hand slog hende met elffuerrod. Grundtv., Folkev. II. 41 a.Elleskudt, to. ramt af sygdom fra elverne; elleskudt er en sygdom af ellen. P. Syv. II. 257; denne herr Oluf er her ilde medhandlet og elleskudt. P. Syv, Udv. Viser. IV. nr. 87. Smlgn. Junge, Den nordsjæll. Landalmue. 376; Aasen: alvskot og alvskoten. = Elversten, no. ædelsten? hans øgen dy gloffued som elluersteen. Grundtv., Folkev. I. 415 b. Smlgn. n. dvergstein, krystal.Elvevild, to. forstyrret, rasende; phanaticus, elluff vild. H. Smith, Lib. voc. lat. 64; ellevild. Colding, Etymol. 397, lunaticus, maanetsyg, ellevild. sst. 696; der af forskreckelse ere forstyrede i hovedet; hertil i r.: lymphatici, eller som vi paa Dansk kalde ellevilde. B. Tott. III. 24; saa ellevild og vred. E. Naur. h 2; saa ellevild og barsk. sst. e 3. Smlgn. Molb. Diall. 98.Elvvildelse, no. det at være elvevild (se ovf.). Se frgd. ord. Elvvildelse, no., se I.* 55 b.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind I
ElvElv, no. – flt.; Bernts I. 308 (ovf. u. blege). – som egennavn: Elben; Rkr n 2v (ovf. IV. 200 a3, jf Rkr* 185); Hvf II. 66 (ovf. V. 137 b12).Elvemund, no. elvemunding; Hex 209 (ovf. u. dæld). Jf mund 3).
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V
ElvElv, se elg.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V
ElvElv, no. hunk.; will ieg kommæ eluen till, ath hon skall løbæ in pa slotthet. Romant. Digtn. III. 150.9 = Chr. Pedersen. V. 102.17; i Tyberim, det er en elff, som løber i gennem Rom. Chr. Pedersen. I. 65. – flt.; i Norrigs land er elfver nok at finde. Hexaem. 108; saa lenge strøm og elver har deris gang i Vester og udi Øster hafuet (1685). D. Saml. 2. R. VI. 214; ieg skickede mine brefve bort over store elver (1707). D. Saml. III. 267. Ordet er også hunk. i N. og Sv.Elveritse, no. elritse (phoxinus Agass.); rør, elfveritser, malle. Hexaem. 194. Ordet er vist ikke andet end et slags forklarende omskrivning af fiskens sædvanlige navn, skønt Grimm, se Wb.: elderze, er tilbøjelig til at ville udlede ordet af elv. I hvert fald er den sædv. form tidlig den alm., jvfr.: minutulus, elrisken. Turson, Vocab. 165: elriitz (1578). Jydske Saml. VI. 3; elritzer. (flt.) Holst, Fiskebog. 33; A. Berntsen. I. 98, 127; elridtze. Comenius, Opladne Dør. § 166; Steph., Nomencl. I. 124; Pontopp. D. Atlas. I. 654. Det er også tvivlsomt, om elveritse, som Grimm anf. st. antager, er norsk, i det mindste findes det hverken hos Aasen el. Hallager. Weigand udleder ordet af eller = erle ɔ: elletræ, se Wb.: elritze.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind I

I andre ordbøger

I andre opslag