GældeGælde, go. skrige, give lyd; siællen gæller hwndh af beens hwgh. P. Lolle. nr. 914; aff twang och nød, som thu scalt lidhæ, for sandt thu scalt tha geldhæ widhæ. Hr. Michael. 147; ieg hørde, dy høgge dy gieldde. Grundtv., Folkev. I. 26 b; saa høyt raabte høyen Bermerjss, oc hand tog til at gielde. sst. I. 168 a; de hugge i den haarde hald, saa stenen gield der ved. sst. II. 224 b; III. 223 b; mine unger gielder, kræffver oc skielder. Ranch. 373. Efter Moth: gø; jvfr. først anf. prøvested. Smlgn. isl. gella og gjalla.Gældre, go. = gælde; scal folcket giældre oc øbe. De 15 Tegn f. Dommed. a 3v (the gielle sst.). Smlgn. sv. gallra. Vis mere +
GældeGælde, go. gilde; tac thæn buc, thær æy ær geldethær. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 54.16; then knijff scal wære hwass, hoorkarl scal gielles medh. P. Lolle. nr. 841 (= gildes. P. Syv. I. 194); castro, gælder, skær ud. Colding, Etymol. 181, 1131; Steph., Nomencl. II. 183. Nucleus latinit. 114: gilder. Smlgn. isl. gelda.se i sammenhæng Vis mere +
GældeGælde, go. – cantherius, gildet hest. SmdL 284.Gildere, no. en, som gilder; en gilders [søn]. GFK 30. Jf heste-, myggeg.Gælding, no. Jf heste-, tjureg. Vis mere +