TrangTrang (trång), no. (isl þ;röng) 1) i nuv. bet. nød, tryk, savn; skal eders offuerflødighed tiene deris trang. 2 Kor 814 (1550, 1647); førend wi komme vdi nogen nød oc trang. VdS 460; KP 16 (ovf. IV. 97 a32); Etym 59 (u. angustia); KS 78 (ovf. IV. 316 b17); du veed min tarv og trang. KPs 484; der er anden trang end brød-trang. PSO I. 300; – allæ hwilke som ware skikkedhe j trongh. ÆB 1 Sam 222. 2) trængsel, sammenstimling; hwn motthe eij komme til hannum for jødhæ trangh. Mc 19; – den store trong som vor i stredet. CP I. 357. Jf ind-, mad-, ølt. samt trænge.Trang, no. Jf brød-, foder- (V. 262 b23), gifte- (II. 46 b17), karle-, klæder-, korn-, nødt. (V. 759 a28).se i sammenhæng Vis mere +
TrangTra[å]ng, to. (isl þ;röng) 1) snæver, trang; the portæ vare bodæ smoa oc trange. RD II. 153 (= tronge. RD I. 24); thend puort er snæffuer, oc thend weyg er trang. Matt 714 (1524 og flgd. overs.); Etym 59 (u. angustus); herredøren er viid ind og trang ud. PSO I. 192, 357; – skall icke vegn bliffue dig snæwer eller trong. CP I. 207; naar vlyck giør os veyenn trong. Rch 199. – beklemt; mit bryst er mig saa trong. Rch 167. Jf trangbrystet. 2) kraftesløs - (uvillig?); siælæn ær till redæ, æn kiøteth ær tranct. HKv 1411 (= Matt 2641).Trång, se trang.Trangbrystet, to. (fsv thrangbrystadher) kortåndet, åndende med vanskelighed; suspiriosus, trangbrystet, trang aandet. Etym 1213; NL 1732; røgen aff samme klyner giør mennisken trangbrøstet (1638). DS2 IV. 36; der hør styrke til at drage om reeb med sin overmand, heldst om mand er trangbrysted. PSO I. 415.Trangbrystig, to. = trangbrystet; fæet, som trangbrystigt er oc hoste haffuer. SmdLb VI. 69; om børn hicke oc ere trangbrystige. ålbL* 313; er dennem gafnlig, som ere trangbrystige. FD 171 G; trang-brystig og slet hoste-fuld. AB II. 468 b.Trangbrystighed, no. (sv trångbrystighet) kortåndethed, åndenød; Lyndsay 105 (ovf. III. 692 b25-26); asperitas animæ, trangbrystighed. Etym 92, 1213 (u. suspirium); Steph I. 245 b (= asthma); ålbL* 51; trangbrystighed er aande-fangens besverlighed. ComD § 300. Jf sukt.Trangmodig, to. trykket, sorgfuld. M. Jf modig 2).Trangmodighed, no. sørgmodighed. M.Trangåndet, to. = trangbrystet, se d. o.Trang (trång), no. (isl þ;röng) 1) i nuv. bet. nød, tryk, savn; skal eders offuerflødighed tiene deris trang. 2 Kor 814 (1550, 1647); førend wi komme vdi nogen nød oc trang. VdS 460; KP 16 (ovf. IV. 97 a32); Etym 59 (u. angustia); KS 78 (ovf. IV. 316 b17); du veed min tarv og trang. KPs 484; der er anden trang end brød-trang. PSO I. 300; – allæ hwilke som ware skikkedhe j trongh. ÆB 1 Sam 222. 2) trængsel, sammenstimling; hwn motthe eij komme til hannum for jødhæ trangh. Mc 19; – den store trong som vor i stredet. CP I. 357. Jf ind-, mad-, ølt. samt trænge.Trang, no. Jf brød-, foder- (V. 262 b23), gifte- (II. 46 b17), karle-, klæder-, korn-, nødt. (V. 759 a28).Trangbekymret, to. trykket af savn (el. nød); vær frisk og glad min trangbekymret aand. KPs 484.Trang(e)bod, no. hjælpitrang; subsidium, vndsetning, trangbod. Etym 1140; fik trange-bod og redning. AB II. 470 a; klage, hvor mand faar ingen trangebood. PSO I. 229; hver en supplicant ... naar hans sag er good ... at nyde trange-bood. Thura, Poet. Sag 16. Trangløs, to. (æ sv þ;rang- (a)lös) unødvendig; trang-løs bande bider sin egen pande. PSO I. 79.Trangstædt, to. værende i trang (i tryk); ære brøthræ thrangstæddhe pwa iern (1496). DS IV. 342; – de ere bekumrede oc trangstedde oc frycte for Guds vrede. VT 164; en arm, bekumret oc trangstedt samuittighed. Tdm I. 126. Jf stæde med smsætn.Tra[å]nghed, no. 1) = trang 1); seændhe hans siæls trongheet ællær nøth. 1 Msb 4221 (ÆB; Vulg: angustiam). 2) = trang 2); hans folk maatte rømme bag masten og hindrede sig selv for tranghed, at de neppeligen kunde komme til at værge sig. VdSv 148.Trænge (trynge), no. (isl þ;röng) 1) (fsv thränge) snævring; mællom too steenwegghæ ællær mwredhe wegges trænghæ. ÆB 4 Msb 2224 (Vulg.: in angustiis maceriarum). 2) = trang 1); ihiæl slo mik, forthy trænge holdær mik. 2 Sam 19 (ÆB; Vulg: angustiæ); han sa Israels trænghe, for thy Syries konnyngh hafthe knwsæth them. 2 Kg 134 (ÆB; 1550: iammer; 1607: trengsel; Vulg: angustiam); nu er ieg fangen i stoer trænge. TkA II. 109; naar mand vil fange ham, i trænge sin mage føler hand ved sine finder hænge. TkH 232; kand aflads-breve frelse dem af denne trænge? Bondepraktika 18. 3) undertrykkelse, tvang; vold og trænge har ingen gænge. PSO I. 490. 4) = trang 2); hun bleff vdi dette trenge omkuld støt. Hvf VI. 36 (jf t d[t]reng, ik., se GrimmWb); hvad trænge, tilløb og for færd mon der vel skulde blive? AB I. 6; – blant folcket Lea staar udi den store trænge. TkJ b 3v; hvor der er nu saadan trænge, at den ene maae træde den anden ihiel. BT III. 243; trænge, pressura. PG 146 (fk.); (1677). DS2 I. 84; ald den gandske stad med trænge løber til. Helt 53; – af hvilcken hand udi en trynge blifver traad paa. BT I. 133; udi en stoer trynge, naar folcket trænger hin anden hart. BT II. 141; paa slotsplatsen, hvor der vaar saadan en trynge, at hans majestæt neppeligen kunde komme igiennem dennem (1676). Stolpe II. 219.Trænge, go. (isl þ;röngva) 1) trykke, tvinge; om thu hauer thæn ficum (jf figenbyld ovf.), at han thrænger thit bryst. AM 187 663; SSR 256 (ovf. II. 711 b28); hafuer keysæren offtæ haft stor striidh omod tettæ rigæ och villæ hafuæ trænkteth vnner sich. MR 998; haffde hindis moder-brødre trengdt hinde i R kloster (1576). Rsv III. 296; de loukøne tit oss trenge mod al billighed at være strenge. Heg 96; KP l 6 (ovf. IV. 97 a31). – kyntte sammen; tw skalt trængæ ællær bindhæ kiortelen meth blialt. 2 Msb 2839 (ÆB; Vulg: stringes),28 (ovf. IV. 382 b39). – t. af ɔ: aftvinge; den lydelse, andre skall gøre hannem, och han trenger dem aff. Laur m 3; Hvf VII. 213 (ovf. IV. 152 b6-7). 2) (fsv þ;rängia) være i trang; ladæ bloth, om man thrænger tel. AM 187 9021; dend trænger lidt, som trænger kun engang. PSO I. 301. Endnu brugeligt. – upersonl. være trang (også i Fsv); lagde det i kircketieners oc, naar det trenger, i alle christnis mund. Tdm II. 15v; – hielpe oss, naar oss trenger, oc wi haffue behoff. Tdm II. 93v; – fly til hannom, naar oss trenger. TSd 55; oss threnger nu saa reth megedt till thennom (1576). RdAH till. 34. – l tm. a) trængende; maa den fattig holde sig til dem, for hand er trengt til dem. Thms 221v; saa hand icke skulde vere sine naaboer mere trengd vdi dette stycke. VdS 259; fordi hun vaar trengd til penge, oc hendis herre haffde lat hende en stor gield effter. Hvf IV. 171; at de vendiske stæder skulde bliffue trengt for salt oc anden tilfør. Hvf VI. 280; cacaturio, er trængd at giøre mit behov. Steph II. 166, 888 (u. micturio). Endnu brugeligt i sidste forb. – t. på ɔ: være vanskeligt for; trænger forneffnte raademestere paa, at the ey swodanne skatt kunde redelige udfange (1495). Rsv* V. 213. 3) t. sig ɔ: være nødvendigt; den taar end nu vel holde en brag, om det sig trengde paa denne dag. Rch 99. 4) lf. ɔ: a) (fsv þ;rängias) strides; skal ey forvrætte eller threnges meth wore tiæner (1458). DM VI. 84; Hogen Jerl trengdis om kongedomet met Harald Graafelder. VdS 406. – b) stimle sammen; turba stipat se, stimler, trengis. Etym 1228. – b) t. på ɔ: sagsøges; om nogen landsbyemand af nogen trenges paa for gield og bliver arresteret (1668). Rsv* V. 267. Jf af-, be-, for-, fram-, fra(n)-, igennem-, ind- (II. 431 a17), op-, på-, tilhobe-, til-, ud-, under-, bortt., høj- (II. 353 a33), nød-, sjæletrængende, høj-, pisse-, utrængt.Trænge, go. 1) – t. fra ɔ: a) aftvinge; (1558). Rsv II. 195 (ovf. II. 642 b16). – b) frakende; HS 3816 (ovf. V. 310 a24, jf ovf. I. 502 b3). 2) – med gst.; ther som ethers kong maitt trengde enn almindelig skatt (1564, Fr Jessen); – en mand, som trenger for ett paar høuder till sin ploug (1635). GhA VI. till 25; – foreldrene trenger icke saa hart til børnene. Hors b 2v. – naar børnene trenger, da holder de sig til forældrene. Hors k 3-3v. – tm.; T 553 131v (ovf. V. 477 a44). 3) – b) bane sig vej; Rkr k 1 (ovf. V. 500 b19); RFII 79 (ovf. II. 227 a21); DP 46 (ovf. V. 303 b52). – c) samle sig; Luk 1129 (1524, ovf. V. 264 a32). – 4 b); VdS 28 (ovf. II. 143 b13 = l in Scotos incident. Sax 78). 5) uvirk. gå; insto, trænger hart ind eller paa. Steph II. 770; det trænger ind til siæl. TkH 218; Helt 72; SortS 68 (ovf. V. 554 a53, 249 b7). – t. på ɔ: trænge ind på (med bøn); trengde de dis haardere paa hannem. Ciegler 143. Jf efter-, neder-, tilhobet., hjarte-, åndetrængende, gifte- (II. 46 b20), skidetrængt, uigennemtrængelig.Trængere, no. (t dränger) forfølger, undertrykker; mijne forfølgere oc trengere ere mange. Ps 119157 (FV); Mb 12 a (ovf. III. 484 a25); haffue dog fangerne fred oc høre icke trengerens røst. Job 318 (1550, 1647; Luther: des drängers). Jf af-, fort. Trængere, no. Jf indt.Trængsel, no. (isl þ;röngsl) tryk, plage; DM V. 263 (ovf. III. 438 a45); frelste hannem aff alle trengseler. ApG 710 (1607, 1647); trengsel oc angist skal være offuer huer menniskes siel. Rom 29 (sst.); trængsel, pressura. PG 146. Endnu brugeligt. Jf fort.Trængsel, no.; WE 383 (ovf. IV. 488 b38). Jf ind-, undert.Trængsig, to. trængende; - dend, som du dømmer mindst nødtørfftig, hand er allermest trengsig. GHD II. 530.Trængsle, go. plage; - du fængsles, trængsles ynkelig. KPs 86.Trængelse, no. (isl þ;röngsla) trængsel; sodan angest oc rædheligh dødhens trængels. HS 1827 (= pressuras. udg. 1861 27); 18426 (II. 33 a44). Jf ind-, undert. Vis mere +