Tunge | Kalkars Ordbog

TungeTunge, no. (fsv þ;unga) byrde, pålæg, afgift; ath de hagde for swar twnge aff daglig vmage. CP I. 88; – leggæ thøm ydermer nokor scat eller gengiærdh eller thungæ til (1403). SvD I. 248; swar skat oc twnge. CP I. 145; ere nogle fra skat oc gemeene tunge frii. ComD § 620. Jf tynge.se i sammenhæng

Rapportér et problem

TungeTunge, no. hunk (∾ isl tunga) i nuv. bet.; wore myn tunghæ giort aff stoll ok hun hadhæ mall. Psd I. xiiia; PL** I. nr 741; HM 122; hand stille syn tungge, at hun inthet ondt taal. 1 Pet 310 (1524, CP, 1550); huadt kan een falske twnge giøre teg eller huadt kan hwn frambringe? Ps 1203 (FV, 1550); TSd 49v (ovf. IV. 49 b21); hand skar oc tungen aff N oc befalede at hugge hende i stycke. 2 Makk 1533; PlV 1196 (ovf. u. firefold); 12310; tungen hun er slet vden al ben. HWR 100v; tungen bliffuer lam, huilcket her aff kommer, at de aarer, som hende røre, ere skrøbelige. SmdLb I. 49v, 160v; tungen skal ej tale, før hun haver lov dertil. PSO I. 434; – hwat som twng kan seyie af thin priis. HS 11711-12 (jf ovf. III. 718 a23). J form, jf Thors 42; Jensen, Vendelbomål § 380 j. – udskæring (udrivning) af tungen som straf for gudsbespottelse; hvo som overbevisis at have lastet Gud, hannem skal tungen levendis af hans mund udskæris. DL 6-1-7; en deel, førend de monne blifve henrettede, udskæris dem tungen udaf munden. ComO 389; hand, formedelst at hand haver lastet Gud, er dømt, at hannom tungen levendes af munden skal udrives (1708). KD VIII. 27. – have på t. ɔ: tale om; Heg 242 (ovf. II. 517 b49). – have under sin t. ɔ: have (hemmelig) i sinde; han haffde alt andet vnder sin tunge. HWR 14v. – lægge t. på axlene (for) bøje sig (for), føje; som icke saa lige er dem tilmaade med at legge tungen paa axlene for dem eller at falde paa knæ oc tilbede dennem. HiørP dedik b 3. Jf ovf. III. 658 b7 ff. – sætte på t. ɔ: give sig til at tale (ilde) om; naar de laste den utuct, de unge haffue giort, da sette de dem paa tunge. Psd I. 82 b. – tage t. af munden på en ɔ: få en til at sige noget urimeligt; dw lader hannem tage twngen aff munden paa dig met hans forredelige ord. CP V. 16617. – tærske med t. ɔ: bruge listige ord; Rch 76 i r. (ovf. IV. 214 b7); som saa met sin tunge tersker oc bær andre om by. KP i 5. Jf tungetærsker. – som fiskenavn om en flynderart. Hex 193 (ovf. III. 757 a29); Steph I. 125 a (u. solea). Navnet af formen og derfor alm. i fl sprog, jf Krøyer II. 469; Nemn II. 1012. – tunge på en vægtskål; verden er faar dig som den lille tunge paa vecten. Visd 1123 (1550, 1647); examen, tunge paa skalvect. Etym 70; Steph I. 236 a. – Jf bjæffe- (IV. 402 b30), edder-, klo(v)-, lispe- (II. 879 b), nøde-, odder-, oxe-, silke-, skjaldre-, skænds-, sladder-, sort hunde- (IV. 221 b), stent; slikke-, stak-, stakket-, svar-, tvetunget. Tungeblad, no. plantenavn. M (= hypoglossum). Vist ruscus hypoglossum, t zungenblatt. Jf vAph I. 726 c.Tungefisk, no. = tunge; Etym 667 (u. lingulaca); Steph I. dd 4v.Tungeflod, no. ordstrøm; naar tunge-floden da sit skum og skam udskyder. Naur aa 2.Tungeflod, no.; Naur k 3 (ovf. V. 124 b14).Tungeforvaring, no. tungegemme; Etym 607 (u. linguarium), her forkl: theca et repositorium lingvarum; rettere: bøde for tungen.Tungeknytte, go. danne med tungen; de løgne-snorer og fletter og tunge-knytter svart til ham at pidske. KPs 438.Tungelam, to. lam på tungen; ey nogen er saa slet, saa dum, saa tunge-lam. Naur y 2, ii 1 (ovf. IV. 73 a10).Tungeløs, to. (isl tungulauss) manglende tunge; Etym 668 (u. elinguis); NL 768.Tungeløs, to.; TkH 199 (ovf. V. 933 b2). Tungemål, no. (fsv tungo mal) sprog, udtale; haffde all verden it tungemaal oc tale. 1 Msb 111 (1550, 1647); til huert folck effter sit tungemaal. Est 122 (sst.); Etym 666 (u. lingua); – thin tungmoil lyder ligesso. Mark 1470 (1524); huer aff thennom taalit met syn tungemool. ApG 26 (1524). Jf ovf III. 167 b51 ff. Tungepil, no. hvast ord; saa hart ey tunge-piil i navn og ære treffer. Naur aa 1v; bønnen giør dend skarpist' tunge-piil saa brodde-løs. sst. aa 2. Jf Ps 644 (CP: vdskiude hwasse ord som pile, jf ovf. III. 50 a10).Tungerasp, no. hvas tunge; naar tunge - raspen vil dit navn i stycker file. Naur aa 2.Tungeskræp, no. smæk med tungen. M. Jf skræp.Tungeslag, bittert ord; Jes Sir 2819 (1607, 1647, ovf. IV. 224 b9; 1550: ond mund; gr πληγὴ δὲ γλώσσης). Se også u. tungestrud.Tungesluffe, no. bagtalerisk tunge; KS 177 (ovf. IV. 21 b8). Jf sluffe 1).Tungespan, no. (fsv tungo spini, sv tungspän) drøbel; qverckebylden, som antender mandelen oc tunge-spannet. ComD § 301 (= l uvulam). Jf bemærkn ovf. II. 484 a41 ff; spene 2) ovf.Tungestabel, no. tungeben. M. Tungestrud, no. tungespids (sårende ord)? dend tungestrud oc slag (1 Tim 64; 2 Tim 216) er meget gemeen. M Hvid, Guds Ord a 7.Tungetærsker, no. (t zungendrescher) ordgyder, optrækker; denne tunge tærsker spurde den fattige bonde ad. KP i 1 (= baguasker. sst. i 1v); naar en tunge tersker eller baguasker haffuer skualdret. KP i 5; vAph I. 726 c. Jf tærske med tungen, se d. o.

Rapportér et problem

TungeTunge (tjunge, tynge), go. (isl þ;unga, þ;yngja) tynge, betynge; han ickæ willæ twngæ almwghen wdj the mottæ (1504). GhA IV. 314; ingen bønder schulle thungis eller threngis med noger lang echt. Rsv* IV. 50; thes mere tiungdes hand aff søffnen. ApG 209 (1524); – kloster eller kirckens personer skulde ey tyngis at føde hunde eller heste. Hvf IV. 7 (= l graventur. GhA II. 22); tyngis med store ecter. Dict; som kongen sad retten, tyngdis hand oc bleff halff soffuende. SkP 268. – om ien qwinnæ ær thwmdh mz barnæ. GkS 1613 93v. Til overgangen ng = m jf jomfru, memme (III. 74 a3). – Jf fort.Tunge, go.; æy vort thw drøffd eller twngd i thin søns fødelsæ. T 553 (4°) 94, 49v; – 2 Sam 1426 (ÆB, ovf. V. 1022 a39). Jf bet.se i sammenhæng

Rapportér et problem

TungeTunge, no. – til s. 488 a14 jf Suhm* III. 300. – bære på t. = have på t.; som pleye deris næste paa tungen at bære. Heg 17. – tand for t., se ovf. IV. 310 a17 f. – sprog; VdP 201v (ovf. IV. 433 b21).
2) landtunge. M; – tunge ud i havet. NL 767. – 3) jærnpig i et skaft. M.
4) træ under slutteskeden (se ovf.) på en væv. M. Jf engle-, folke- (V. 680 b6), fugle-, fåre-, gede-, gåse-, hjorte-, hunde-, lære-, orme-, piske-, slanget., svarttunget.Tungeamme, no. barnepige, der lærer barnet et fremmed sprog; Falster 2 (ovf. IV. 387 b7).Tungeben, no. (sv tungben) i nuv. bet. (os hyoides). M. Tungebuldretromme, no. råbende t.; alle tunge - buldre - trommer siger: see en konge kommer. KPs 480. Tungebånd, no. (fsv tungoband) i nuv. bet.; en raffn, som bleff en gang skaaren paa tunge-baandet. Deb 125; saa løsnes mit tunge-baand. Psd I. 370 b; som tunge-baand gjør dumme. LTh 127.Tungedraget, to. udtalt med t. KPs 440 (t. s. ɔ: bittert ord); aff tunge-draget sværd.Tungelarm, no. højrøstet tale; holder de ham varm med spot-fuld tunge-larm. Naur h 3v.Tungeljud, no. (sv tungljud) lyd fra t. (tale); med saa gemene ord og bare tunge-liud. Naur f 3v. Jf l(j)ud.Tungeprøve, no. dadlende omtale; hvor falt mig tungt den første tunge-prøve. Thrane 32. Tungeskarn, no. onde ord; Naur ii 3v (ovf. IV. 589 b35). Jf skarn 3). Tungeskum, no. = frgd. o.; til at skylle ind paa ham ald dend tungeskum og skam. KPs 480.Tungesluse, no. frit talende mund; Naur y 2 (ovf. III. 408 b40).Tungesnærtet, tm. ilde omtalt; jeg tunge-snertet blev. Thrane 32.Tungestok, no. – kniple på t. ɔ: bruge sin mund; saa sniddig kunde hun paa tungestocke kniple. Naur f 1v. Jf knippelstok (V. 580 a49).Tungestød, no. stik med t.; hvad skytter jeg da om hugormens tunge-stød. Naur indl d 4. Jf slangebrod.Tungetro, no. tro med munden; Lasius, Klenod d 1v (ovf. V. 456 b10).Tungetærskere, no.; saadanne tunge tærskere oc onde calumnianter. Ciegler dedik c 1v.Tunget, se hveg-, tvet. Tungig, se tvet.

Rapportér et problem

Ordnet

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

I andre ordbøger

I andre opslag