VragVra[æ]g, no. 1) (isl reki, fsv vrak) vrag, drivende el. opdrevne genstande; pro rebus naufragij, que wlgariter dicuntur wrag (1275). KD I. 24; (1396). DoB 58 (ovf. I. 280 a u. bryde 4)); giøre gode reede fore ald wragh, som faller i samme herritt (1547). DM4 IV. 332; paafinder en skipper noget vrag vdi søen. FII § 49; Hvf III. 602 (ovf. IV. 662 a31); hand flød paa vragit midt iblant bølgerne. Hvasz, Sjæl Rosengård fort a 7v; Etym 580 (ovf. II. 175 b49). – særlig hvaler og (større) fisk, der drive på land. M. Vel kun efter de gl. love, jf HT7 VI. 116. 2) ruin; nu kand ingen herre gieste i dets (ɔ: slottets) affaldne vrag. Wielandt III. 166. – noget ubrugeligt; vræg. M. Jf wrec RO 148 i bet. 1); svd vrak. 3) (n rek, se Ross) skumpelskud, udskud; the vordhe hwer manz vragh. HS 701 (= l peripsema. udg 1724 124); PE 75 (ovf. u. afskum 2)); the forsmas i blant manne oc the vordhe hwer manz vragh. Heg 70; ham, som de Satans lemmer skielder som det verste vrag. KPs 479. 4) (sv vrak) udueligt menneske el. dyr; M; for et lidet vrag (ɔ: en hest) jeg siger ingen tak. SortS 77. Jf Rietz: vrak 2). 5) udskydelse, forkastelse; vocte os, ad vi icke giøre spytteblaar af noget Guds ord oc vrag oc udskud iblant hans befalinger. HenrOK 97; ej en dryp der af fortjæner vrag og last. Thura, Poet Sag 122. – gøre v. ɔ: kaste op; som tager Gudz laann mer tiill seg, ennd hannd kannd fordrage och giør wraeg ther aff (1559). GhA III. till 42. Jf isl hráki ɔ: spyt. – til v. ɔ: for at gøre udvalg? thet wox, som i til wragh haffdhe annamet vpa wore wegne (1475). Suhm* III. 348. Jf nuv. kaste (slå) v. på. 6) skade; det tordenslag, paa egene som giorde vrag. Buc (1680) a 4; et vrid, en kiep i hiul, et hastig svøbe-slag kand giøre paa vor liv og ald vor sundhed vrag. DV IX. 667. Jf narre-, strand-, tag-, udv.Vragbord, no. vragbræt (udskudsb.). M. Jf bord 1).Vragbræt, no. (sv vrakbräde) = frgd. o. M. Endnu brugeligt. Vragdæle, no. = vragbord. M. Jf dæle.Vragfjæl, no. = vragbord. M.Vraggods, no. (sv vrakgods) slet (uantagelig) vare; findes der nogen brøst paa, da tage de dett (ɔ: smørret) till slottet for wraggoedtz (1555). HübB 252; M. Endnu brugeligt, jf MbO og VSO.Vraggods, no. 2) gods fra v. (bet. 1)); fordrister sig nogen til at befatte sig med noget af samme vrag .... og bliver befunden at have slig vrag godz udi være (1557). ChrIII Hist II. 159.Vragekiste, no. kiste til skrab (affald)? (1534). DM4 II. 14 (ovf. III. 518 a36).Vra[æ]gmad, no. mellemmad. M. Jf MbD: vrægm. Jf vrage?Vragstegn, no. mærke på forkastede varer; huis vragerne iche befinde gott ad vere, skulle de sette halff cirkell eller vragstegen paa (1626). GhA III. 95. Jf vragermærke. Vrægvejr, no. skyfuldt vejr. M.Vræg, to. knarvorn, vanskelig. M. Sst. også = tåbelig, vist kun uret opfattelse af l stolidus, jf vrægvorn.Vra[æ]ge, go. (isl reka, æsv vra[æ]ka) 1) drive, jage; thæt wrakær sten af blæthræ. HH 118; gør skæræ øghn oc wrækær burt etær. HH 136; HS 18518 (ovf. III. 734 b11); – tm.; kastet på land, strandet; huorledis de tømde s. Peders skib vdi Rom, der det bleff vraget der hoss dem. PlSk l 6. – stoppe; guld, som hand monne før ned i sig vrage. Lyndsay 82v - 83. 2) vrage, forskyde; leffwendi stheen, som war wregheth aff menneske, mæn vtwaldh aff Gudh. GkS 23-24; hvo vræger det uhrgamle ordsprog. Nysted 3; – regnes the ødmiwgh vraghen oc forsmæligh. HS 1720 (jf isl rekinn); dersom nogen befindis at vrage den mynt, som kongen haver ladit mynte. DL 5 - 3 - 39; Fdg 5/5 1683 (ovf. IV. 91 b47). – v. bort i samme bet.; HS 105 (ovf. IV. 663 b21 = l ne abjicias. udg 1724 16). 3) dadle, skælde ud, forekaste; gik han til P oc vræctæ henne oc sagde, at hun var cristen. HKv 7022; GkS 71 (ovf. III. 868 b19); hand vrægede ham, at hand var en verdslig, ustuderet. DV II. 133; – vråge. M. Jf isl hrekja. 4) undersøge - (hvorvidt noget er antageligt (ufordærvet)); suorne mend, som skulle vrage alt saltid kiød (1615). Rsv* IV. 318; forbudet deris wragere ej at motte wrage, huis goeds K's borgere eiede (1655). KD I. 679; naar nogen af fornefnte vahre er ankommen at selgis, skal de, saa snart de ere udskibede, føris paa vragerbroen der at vragis. Fdg 5/5 1683 om vragere § 2. 5) uv. drive, flyde; som her komer wragenn for land. DgF I. 354 a; – hun kaam der wragend for land. DgF IV. 265 a; Hex 103 (ovf. I. 808 a u. fur). Jf bortv.; efter-, for-, uvragen.Vragefiskere, no. fisker (der fisker ved at lade garnet drive for strømmen); Schlyter IX. 477 (ovf. III. 617 a16). Jf vragere 1).Vragled, no. (æsv vragled) strømmen - (strømstedet) i et vand; hwar fiskeman, ther sin garn setther i vatnet eller i søen i vragleden. Schlyter IX. 463. Jf led (II. 762 a37).Vragledes, bio. med strømmen; the, som driwe wele wragledis, skwlle driwæ, som gamill sedwane hawer wærith (1521). DM III. 302; Rsv* IV. 100. Jf ovf. II. 762 b22.Vragere, no. 1) = vragefiskere; Schlyter IX. 464 (ovf. IV. 275 b34); der som for de fiskere, som kaldis vragere, almindeligt drifft er. FII § 64. Jf Rietz 820 b: vrak 2). 2) (sv vräkare, mnt wraker) tilsynsmand, der skal vrage (bet. 4)); censores annonæ, vragere. Etym 199; (1655). KD I. 679 (ovf. sp a l22); wrageren skal vrage alle slags saltet fisk (1689). KD VII. 254. Jf OW* 853. Endnu nylig i brug. Jf humle-, mad-, sildev.Vragere, no. Jf ølv.Vragerbro, no. bro, på hvilken til søs komne varer førtes op for at vrages - (bet. 4)); Fdg 5/5 1683 § 2 (ovf. sp a l27); (1689). KD VII. 254 (ovf. IV. 715 b11); M.Vragermærke, no. mærke på de vragede varer efter deres godhed. M. Udførlige bestemmelser med afbildn. Fdg 5/5 1683 u. vragere § 6. Jf stadssirkel. Vragerpen(nin)ge, no. betaling til vrageren; vrageræ penninghe (1494). Hans Geschichtsquell IV. 110; – vragerpenge. M; v Aph I. 789 b.Vragertegn, no. tegn på, at varer ere vragede - (bet. 4)); vrager teghn aff bürwær i F (1494). Hans Geschichtsquell IV. 110, 114.Vragling, no. (svd vräkling) stort søm; lægtesøm, vragling og skiffersøm (1583). DS V. 153; kalk, tagsten, vraglinge, kalkballer (1585). JS3 II. 353.Vrå[æ]gsom, to. = vræg. M.Vrægvorn, to. = vræg; Etym 1244 (u. stolidus og stomachosus). Jf MbD.Vrakke, go. kaste lod. M. Vist kun efter flgd. o. Vrakkelod, no. den ved lodkastning tilfaldne del i et skifte. M. Vist kun efter SL I. 49. Vrække, go. (svd vräka) = vrage 3); (1488). GkS 71 (ovf. III. 868 b19); veed hans hustrue det, oc er der hos, oc vrecker der icke aabenbarlig paa. ChrIVL odelsb. kap. 6 (her nærmest: påtale); – der vrecket oc lastede alt det, hand saae for sine øyen. SkH a 2; haffver Momus altid at vrecke. HiørP fort t læser b 4v; hvad himlen vil, det jorden ej kand vrekke. AB I. 70, 191 a; II. 92; lieutenant og samptlige lafs - brødre ingen vrækker dragt. Randrop 14. Jf uvrækket. Vis mere +
VrægVræg, to. knarvorn, vanskelig. M. Sst. også = tåbelig, vist kun uret opfattelse af l stolidus, jf vrægvorn.se i sammenhæng Vis mere +