Søger, en. [ˈsø·ɋər] ((†) Søgere. se u. Natursøger). flt. -e. (ænyd. søger(e), æda. i ssg. saksøkiare (se u. Sagsøger)) 1) om person; især i flg. anv.:    1.1) (l. br. i alm. spr.) til søge 1: person, der søger, leder efter noget; ogs. (jf. Sandhedssøger) om person, der søger at efterforske noget, finde en løsning, forklaring olgn. Moth.S1027. Skattegravere eller Søgere, som i Haab om at finde noget, foretog en . . Eftergravning. Cit.1838.(Wors.OE.178). *giennem Hækker og Skuur sig sneg den speidende Søger. Oehl.HD.106. Ranke selv var en flittig og opfindsom Søger i Arkiver. JohsSteenstr.HN. 9. de største Søgere og Tænkere. Egeberg.M. 145.    1.2) (jf. Medsøger; sj.) til søge 6: ansøger. Søgeren . . havde i hver Henseende været Manden dertil (dvs.: til at opnaa embedet). Rahb.E.V.340. Amberg. 2) (til søge 1(1)) om dyr.    2.1) (jf. Høj-, Lavsøger; jæg.) (jagt)hund, der søger efter vildtet. JBaden.DaL.627. VigMøll.HJ.149.    2.2) (fagl.) høne, betragtet m. henblik paa dens evne til at søge sin føde. (denne høne) er ikke nogen flittig “Søger”. MøllH.III.227. 3) om forsk. redskaber olgn., hvormed man søger (1) efter ell. undersøger (jf. søge 8) noget; fx. i flg. anv. (jf. ogs. fx. Grube-, Vandmærkesøger):    3.1) (nu ikke i rigsspr.) jærnkrog olgn., hvormed noget eftersøges (og trækkes op). HDahl.AM.94. jf.: og søges derefter (dvs.: ved fiskeri paa is), i hver bivâge med en kroged kep som en nødkròg, som kaldes søger. Moth.F196.    3.2) (fagl.) jærnredskab, som man stikker ind i noget for at undersøge indholdet.   (jf. Smørsøger slutn.; foræld.) lang, spids jærnstang olgn., hvormed accisebetjenten undersøgte indholdet af et læs. Schandrup.R1^v (se u. overspøge). Jochum Toldbetjent . . med sin Søger i Haanden, i Form af en moderniseret Mercuriusstav. Ing.EF.III.3. Toldbetjentene skulde med deres “Søgere”, lange, spidse Jernstænger, ransage Køretøjernes Indhold. AJeppesen. Fra det gl.Kbh.(1935).16.   (jf. Jordsøger) om forsk. lange og tynde, ofte rende- ell. rørformede (hule) redskaber, som (kan) stikkes ind ell. ned i noget for at undersøge dets beskaffenhed. Den udvendige Side af Gravene (paa Riberhus) mod N. V. og S. V. har, saa vidt jeg har eftersporet med Søger, endnu sin Beklædning af Kampestene. Cit.1835.(Ribe Amt.1940-43.508). Recke.BD.33 Feilb. om ostesøger: VareL.²587. om smørsøger: VSO. Nordsjælland.²³/₅1907.2.sp.2. Feilb.    3.3) (med.) om lægeinstrumenter.   (jf. Kugle-, Saar-, Stensøger; nu sj.) om forsk. lange og tynde, ofte rørformede instrumenter, der kan indføres i saar ell. i legemets hulheder for at undersøge noget ell. for at skaffe passage; sonde. Mesnard.Jordemoder-Skole.(overs.1749). 250. Cit.1850.(Rigmor Bendix. Carlo Dalgas. (1901).118).   instrument, v. hj. af hvilket man kan konstatere metalsplinter i det menneskelige legeme. IngBygn.1943.141.sp.2.    3.4) indretning til indstilling af et apparat.   (fot.) en lille, paa fotografiapparatet anbragt indretning, v. hj. af hvilken man kan se, hvor meget af motivet der kommer med paa negativet. Stochholm.Foto.16. Erik ledte efter dem i Søgeren (dvs.: paa fotografiapparatet). JacPaludan.TS.132.   (jf. Bane-, Kometsøger; astr.) lille kikkert, der er anbragt paa siden af en stor kikkert, parallelt med dennes akse, og v. hj. af hvilken den store kikkert kan indstilles. AWHauch.(1799).353. LuplauJ.S.89.    3.5) (nu næppe br.) “Et Redskab, hvormed man maaler et Skibs Kiølbrydning, naar det skal ind i Dokken.” VSO.    3.6) ⚙ konisk midtspids paa et lokstempel. Hannover.Tekn. 201.    3.7) (telef.) del af automatisk telefonanlæg, der fører opkaldet hen til en ledig telefonistinde. NatTid.⁹/₁1923.M.3.sp.1. 4) (l. br.) om forhold, hvorved man søger frem til erkendelse af noget. Fantasien . . er en Søger, hvormed man føler sig frem i det, man ikke ret kender. CKoch.JL.270. jf. u. Føler 2: smaa underfundige Antydninger . . Søgere, der var beregnet paa at fremkalde et eller andet Livstegn i Ord eller Miner fra Frederikke. Nathans.MP.156.