I. Snøffel, en. († Snyffel. Moth.S586. Tychon.Vers.316 (  Büffel)). flt. snøfler. (ænyd. snøffel i bet. 2 (Kalk.V.964. Kingo. (NkS2°355.III.160)), sv. (nu dial.) snöffel, snyffel; vel sa. ord som nt., fris. snüffel, snude, næse, person, der snuser i andres sager (ogs. som alm. skældsord), og sideform til Snabel, Snæbel, Snøbel; jf. snøfle samt jy. snøffelsk (sneffelsk), snusende, snedig) 1) †  jagthund; støver. Moth.S586. 2) (nu kun dial.) nedsæt. personbetegnelse ell. skældsord; vistnok kun om (til) mænd (jf. dog øgenavnet Sneffelkatrine. Feilb.IV.344). *For Heltens hiurde Kiep og staf | din Snøffel maatte dantze. Cit.ca.1700.(Thott.4°1524.27). “Hvem er da de gierige Gidshalse?” – “Det er nogle Snøfler og Skarn, forbandede Asener.” Kom Grønneg.I.52. Rask.FynskeBS.55. KSkytte. Før og nu.(1885).129. Esp.482. Feilb.