snøfle, v. [ˈsnøflə] (tidligere undertiden (ved sammenblanding m. I. snøvle) skrevet snøvle. vAph.(1759). jf. sa.(1764). – om formen snufle se oversnufle). -ede. (ænyd. snyfle, (op)snufle, sv. dial. snuffla, eng. snuffle, nt. fris. holl. snüffeln, snuffeln (alle i bet. 1; i sv. dial., eng. ogs. m. bet. “snøvle” (1)); vist til I. Snøffel ell. afl. af et verbum m. bet. “snuse” (jf. holl. snuffen og snuiven, eng. snuff, sml. III. snuppe) og rimeligvis sideform til I. snøvle; jf. snøfte, snøvse samt nøfle; nu næsten kun dial.) 1) snuse; snage; især overf., om nysgerrig snagen (i uvedkommende sager) (jf. ogs. opsnøfle). Moth.S587. allerede det Væmmelige at Penge-Manden skal snøfle i Prædikenen og bedømme den lucrativt er afskyeligt nok. Kierk.P.VII,1.31. Feilb. jf.: den, der uden at gjennemsnøfle Enten, og at bladre i Eller, blot læser Fortalen (til Enten – Eller). Kierk.P.IV.202. 2) (jf. snøfte 2; sj.) fnyse, pruste (af vrede olgn.). snøvle af Vrede. vAph.(1759).   m. overgang til bet. 3 (jf. snøfte 2 slutn.). snøvle ad Folk (dvs.: overfuse dem). vAph.(1759). 3) udskælde; overfuse. bilder I Jer ind, jeg vil lade mig snøfle af en Skovriderflab. Etlar.Pintsefest iTibirke. (1884).43.   især i forb. snøfle en over (jf. oversnøfle 2) ell. † af (vAph.(1759)). Rostgaard.Lex.S200c. vAph.(1764). De kan sagtens snøfle mig over . . for jeg er ikke Student. Schand.TF.II.41. KSaxild.Herman Pommer.(1902).121. Feilb.