II. skrikke, v. [ˈsgregə] (ogs. (skrevet) skrigge. Junge.). -ede ell. (nu næppe br.) -te (jf. Moth.S355). (ænyd. d. s., no. dial. skrikka; afl. af II. skrige; jf. skrinke og III. skrække; dial.) skrige; især (svarende til II. skrige 1.(1-)2) om (mennesker ell.) dyr (navnlig visse fugle; if. Amberg. om raadyr). Moth. S355. *Ugle, Krage, Hund i Flok! | Lad dem tude, lad dem stime, | Skrikke, hyle, vildt i Sky. Grundtv.PS.III.434. MDL.499. 694. “Hvad var det?” – “Det var bare en Ugle!” . . “Hun skrikker til Sorrig (dvs.: varsler sorg, ulykke)”, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen paa ny skreg op. Wied.S. 294. En Skade flyver skrikkende hen over hans Hovede – det betyder “næsvise Fremmede”. sa.TK.210 (jf. NordsjællF.III.87 samt Skade sp. 128⁵⁴). Ungerne skrikker himmelhøjt . . en vældig stribet Tiger (springer) ud af Græsset. JVJens.TL.67. FrGrundtv. LK.105.161. jf. Esp. 303.   (jf. Skrikkelatter) le højt (støjende, skrattende); skoggerle olgn. Moth.S355. Junge.