skrinke, v. [ˈsgreɳgə] -ede. vbs. jf. Skrink. (muligvis en sideform til skringle ell. en (med tilknytning hertil dannet) sideform til II. skrikke; især dial.) skrige (II.1.1-2); skrikke. (især om gæs, ænder olgn., ogs. om (arrigt) barn). Rask.FynskeBS.51. Hübertz.Ærø.(1834).251. Når én gås skriger, skrinker de alle. Krist.Ordspr.nr.2760. i samme Nu saa han Carmela fyge som et Uvejr hen over Marken . . skrinkende som en forskrækket Paafugl. EmilRasm. Mafia.(1906).263. CReimer.NB.633. En enlig hvid Kylling baskede skrinkende forbi dem ud over Stentrappen. AHenningsen.KA.19.