Skildrer, en. (tidligere ogs. (i bet. 1) Skilder. Moth.S302. især i best. f. skilderen: Holb.MFbl.239. sa.Ep.IV.376. Biehl.(Skuesp. IV.395). Skildere. Kom Grønneg.III.122. Graah.PT.I.93. Skilderer. Holb.Heltind.II.5. se ogs. u. Kunstskildrer). flt. -e. (ænyd. skil(d)rer, ty. schilderer; af II. skildre) 1) (“Nu sielden.” MO.; nu foræld., jf. Levin.) til II. skildre 1(2): person (kunstner, haandværker), der fremstiller billeder, maler (ell. tegner) portrætter, prospekter olgn.; (kunst)-maler. *En Skildrers Pensel er ret som Poetens Tunge. Helt.Poet.92. dette Portrait . . er giort af Monsr. Reenkaalavet, den største Skildrer i Miniature udi Frankrig. Holb. Jean.III.2. Skildrer Cramer døer. Luxd.Dagb. I.358. En skikkelig Mands Søn, 14 Aar gammel, søger Tieneste hos en Skildrer eller Mahler. Adr.¹¹/₁1762.sp.16. *“Hvor har Du kiøbt det Billed?” . . | “I Florens af en høist fortræflig Skildrer.” Oehl.EA.(1820).32. jf. II. skildre 1.3: ti “Skildrere” (ved silkefabrikken i Lyngby i 1750'erne). Nystrøm. NØ.283.   hertil ssgr. som Skildrer-kunst (Holb.Skiemt.)(8^r. ChrFlensb.DM.I.27. jf. Skilder-, Skildrekunst), -svend (LTid.1731. 550) ofl. 2) (især ) til II. skildre 2: person (forfatter), der skildrer (ogs. spec.: med dygtighed, paa fremragende maade). mig kunde først Aar, og Erfaring, og Lidelser afkiøle til Skildrer. Ew.(1914).III.240. En heldig Skildrer af menneskelige Charakterer. VSO. han, den dannede Mand, en Afstandsbetragter af det Onde og Hæslige i Livet – Beundrer af de moderne Skildrere af Sligt. Schand.BS.439. (Holbergs) Hensigt var ikke den blot at more som Skildrer. Brandes.I. 168. den i sin Tid bekendte Skildrer af sjællandske Bønder Anton Nielsen. Galsch.SR. 121. jf. Levnedsskildrer: hans (dvs.: Baggesens) Skildrer. Blaum.Sk.37.