Sarkasme, en. [sɐrˈkasmə] († Sarkasmus. Primon.Lexicon.(1807). JBaden. FrO.). flt. -r. (fra fr. sarcasme ell. lat. sarcasmus, af sen. gr. sarkasmós, til gr. sarkázein, sønderrive kød, skære tænder, af gr. sárx, kød; jf. Sarkofag) bitter, haanende bemærkning; spydighed; bidende vittighed. PAHeib.E.67. Jeg har tiet længe nok og været en Skive for Herr Inspecteurens Sarcasmer. Hrz.X.69. med de mest bidende Sarkasmer angreb (Hørup) den militære Agitation. Bransager.Regering ogRigsdag.(1901).67.   i videre anv., om (væsen, miner, der vidner om ell. udtrykker) haan, spot. hans Vid og Sarkasme . . svigtede ham (ikke). Brandes.IX. 497. hendes Blik glimtede af Sarkasme. Aa Dons.S.270.