Sarkofag, en. [sɐrkoˈfa^?ɋ] († Sarkofagus. vAph.(1772).III). flt. -er. (fra gr. sarkophágos, kødædende, jf.: vilde sarkophagiske (dvs.: kødelige, sanselige) Passioner. Ew. (1914).IV.296; af gr. sárx, kød (jf. Sarkasme), og phageîn, æde (jf. Bøg)) egl. om stenart, der, anvendt i ligkister, hurtigt fortærede kødet (vAph.(1772).III. Meyer.⁸); ligkiste af saadan sten; nu især: større, monumental ligkiste af sten ell. (nu ogs.) af træ ell. andet materiale.Primon.Lexicon.(1807). I Kirkens Gang . . syntes hver Billedstøtte paa de rige Sarcophager at have faaet Liv. HCAnd.(1919).I.281. JVJens.FS.7. jf.: *Dô- men dêr (dvs.: i Roskilde) os mægtigt drager, | med dens Konge-Sarkofager. Rich. VL.42. Steensarkophager. HCAnd.Breve. I.160. IsakDin.FF.164.