nørkle, v. [ˈnør̥glə] (ogs. nørgle. Tietgen.(1895).56. – dial. nørle. Esp.244. OrdbS.(Loll.-Falster)). -ede. (afl. af nørke; jf. ty. (dial.) nörgeln (nergeln, norklen ofl.); især dial.) d. s. s. nørke. Det er ikke enhver, der slipper saa naadigt fra at nørkle forkert med 220 Volt. DagNyh.¹²/₁1927.7. sp.6. (han) læser Aviser, døser, nørkler med sine Frimærker, glor i sine Regnskaber, trækker sit Ur op. NatTid.¹³/₃1927. Sønd.5.sp.3. Manden laa paa Knæ og syslede med sin Havekunst . . og han pustede og snakkede, mens han nørklede og gravede. DagNyh.⁸/₆1930.Sønd.4.sp.2. Det hele (: alt i livet) er gennemprøvet og erfaret i bøger og på film, og det, man sådan selv kan gå og nørkle sammen, er noget slemt bras. Panduro.RT.47.