Birke-ret, en. (glda. biærkeræt i bet. 1(Lund.Ordb.15) og 2(Kalk.I.212), fsv. biärköa rätter, oldn. bjarkeyjarréttr; første del er Biärkö (“Birkeø”, latiniseret Birca), opr. snarest Biärkö (nu: Björkön) i Mälaren, en vigtig handelsplads; Birkeret betyder da vistnok opr.: stadsret, byret (dvs.: handelsret); derefter: ret, der indtager en særstilling; heraf er da sandsynligvis ordet II. Birk dannet; jur.; foræld.) 1) retsbestemmelser gældende i et birk; spec. (om middelalderlige forhold): stadsret. KofodA.LovHist.II.352. PJJørg.R.122. 2) ret til at have birk paa sit gods og beskikke birkebetjentene; birkefrihed; birkerettighed. Min Skr.²³/₁₀1851. 3) domstolen i et birk. Moth. B183. Holb.DNB.521. henlegge (jordegods) under Bidstrup Birkeret.Stampe.I.14. At stævnes til Birkeretten.VSO.