I. Dimmelim, en. [deməˈlem] (fordrejet form af Delirium, under paavirkning af III. dimle 3, jf. bimmelim, bummelum olgn. ord; spøg.) delirium ell. (især) rus. “Giv ham en Sodavand; det er det, han trænger til!” . . “Det er den rene Dimmelim.”CMøll.PF.203. Han som til at begynde med ikke kunde faa stærke Drikke ned, skulde helst gaa i en Dimmelim altid.AndNx.DM.III.35. Sommerfuglene, der har kigget for dybt i Blomsterkalkene, vakler med en mild Dimmelim gennem Luften, snart til højre og snart til venstre. KnudPouls.B.107. Feilb.IV.97. ældre: blandt Murerne skal Delirium være hyppig .. (men som brolægger) kan man drikke saameget som man lyster uden at faa Dimmelim. Hr.Sørensen.14/3 1861.8. jeg ku'nte komme længer end til Aargangen 47 (: af vin) , saa havde jeg Dimmelim. Punch.24/5 1876.   

II. dimmelim, adj. [deməˈlem] (af I. Dimmelim; spøg.) paavirket af drik; beruset; overf.: forstyrret; rundtosset. Hun er dimmelim.Budde.Historier.(1892).132. Gadeordb.² han var ganske dimmelim af al den sprut ┆  at hun kan gøre det! hun maa jo være dimmelim ┆