Herre-bud, et. (arkais. ell. dial.) bud, befaling fra en herre (1), især en konge (jf. Hofbud). Moth.H170. *Vi er Jarl Hakons Trælle, vi er sendte | At melde eder Herrebud. Oehl.III.67. Grev Albrecht (udstedte) allerede Herrebud til Bryllupsfærden. Ing.EF.I.177. *Han, som Svend, maa holde Bøilen, | Naar hans Drot vil drage ud . . | Han maa ride Herrebud. Winth.IV.35. Recke.KL.3.   talem. herrebøn er herrebud, se Herrebøn. højt er herrebud (men højere er guds bud), en herres befaling maa følges (men dog vige for hensynet til gud). Mau.3577. Hersl.Præd.45. Grundtv.Saxo.III.248. Ing. VS.I.14. sml. Feilb. samt (iron., nu næppe br.): Man siger og af Spot: høit er Herrebud, naar een vil med Myndighed befale noget, som man ikke er pligtig til at adlyde. VSO.