Hjem-stavn, en ell. † et (Rahb.E.II. 323). [I] († Hjemme-. Bull.(Rahb.LB.I.563)). flt. (l. br.) -e. (ænyd. hiemmestavn, no. hjemstavn; i rigsspr. nu især højtid.) sted, egn, hvor man hører hjemme, har sit hjem, ell. hvor man er født, hvor ens slægt bor olgn. (jf. Fødestavn); ogs. (poet.) om fædrelandet. Moth.S748. Forfatterens rette Navn, Titel og Hiemstavn skrives. LTid.1761.64. *lad os her i Paris | Paa fædrelandsk Viis | I Foreening begynde vor Hiemstavns Priis. Bagges.V.1. *Er Dagen klar og skyfri, | Fra Eders Jomfruland (dvs.: Møen) | Min Hjemstavns (dvs.: Rügens) hvide Klipper | Heel grant man øine kan. Winth.HF.83. i min Hjemstavn (Chr.VI: egn) i Israels Land. Tob.1.4. Feilb. Vort udelte Rige ejer et Mangefold af nationale Enere: Øer, Sogne, Herreder. Hjemstavne kalder vi det. Gravl.(NatTid.²¹/₈1925.Aft.1.sp.2).   om himmerige. *Her skal vi boe . . | Indtil os Herrens Engel vinker bort | Hiinsides Graven til en bedre Hjemstavn. Hauch.SK.55.   om sted, hvor et dyr ell. en plante er hjemmehørende. ForstO.