Maurer, en. [ˈmωu'rər, ˈmau'rər] (nu næppe br. Maur. LTid.1726.675. 1728.262). flt. -e ell. (nu l. br.) d. s. (Pflug.DP.1005. LTid.1725.603. HCAnd.IX.309. Sal.²XVI. 783). (ligesom ty. maure fra lat. maurus, gr. maûros; jf. Mor, Morian; formen Maurer er vistnok opr. flt. ell. dannet efter lign. folkenavne paa -er som Araber, Tyrker osv.; især hist.) 1) egl. om indbygger af det nordvestlige Afrika (Mauritanien). Pflug.DP. 1005. RudBay.EP.II.9. HCAnd.IX.309.   spec. om det muhamedanske folk af berbiskarabisk race, der i middelalderen fra Nordafrika trængte ind i Spanien og satte sig fast der. (bogen) er 1603 skreven i Spaniske Vers af en omvendt Maurer. LTid.1724. 601. FolkHist.III.549. 2) (nu sj.) om muhamedaner ell. araber i al alm. Maurerne eller Mahometanerne i Mogol ere store elskere af Jagten. LTid.1726.368. *Alkærlighedens Rosenhæk . . udbreder . . | Den samme Duft til Christen som til Maurer. HCAnd.SS.X.38. Sal.²XVI.784.

Maurer-, i ssgr. († Maure-. Maure Heste. Heste L.(1703).A3^r). til Maurer (1), fx.: Maurer-folk (i best. f.: HCAnd.SS.X.14), -hal (smst.22), -hest (HesteL.(1703).A3^r; jf. Araber 2), -konge, -pige ofl.