Rydning, en. [ˈryðneɳ] (sj. Rydding [ˈryðeɳ] jf. Moth.R146. VSO. se ogs. bet. 2.1 slutn. – nu sj. Rødning. OecMag.I.100. se ogs. bet. 2.3. Røding. se bet. 2.3). flt. -er. (ænyd. rydning, rødning; vbs. til I. rydde; jf. I. Ryd) 1) den handling at rydde, især til I. rydde 1, m. h. t. jordstykke, vej, skov olgn. Efter (resolutionen) om Vandværkerne (vil man) begynde Søernes Rydning. Cit.1705.(KbhDipl. V.797). (kongens) Foranstaltning til Landets (dvs.: Norges) videre Rødning og Peuplering (dvs.: begyggelse). OecMag.I.100. Baden.JurO. Skovenes Rydning og Landets Opdyrkning. Molb.DH.I.471. ForstO. al Rydning (dvs.: bortfjernelse af sne fra jærnbanespor) var umulig. Rambusch.JE.145. billedl.: Reformationen (fremstilles) som den store Rydning af en aaben Plads til Udviklingen af vore højeste Anlæg. Brandes.III.488. 2) konkr.    2.1) (jf. I. Ryd, Rydde-jord, -land) ryddet (skov)-omraade; ryddet plads (i skov). Det var ikke fornuftigt at ville ønske, at alle . . Rydninger, hvor nu voxer Korn, bleve igien forvandlede til Skov. Fleischer.S.528. de (havde) siddet midt paa den aabne Rydning (i skoven).Gjel.T.69. AOlr.NA.19. Bergstedt.A.35. Rydding: NatTid.¹⁶/₁₁1922.Aft.3.sp.4.    2.2) (især dial.) det, som fjernes ved rydning (1), fx. ved oprensning af en grøft olgn. Feilb. jf. (til Grob 1): Grob-Rydning. Krist. (DanmGalsch.I.419).    2.3) (jf. Rømning 3; , foræld.) værk, gammelt, opplukket tovværk olgn., som stoppedes i fænghullet paa en ladt kanon for at hindre urenlighed ell. fugtighed i at trænge ned til ladningen (og som maatte ryddes bort, rømmes, naar der skulde fyres; jf. bet. 2.2). Vice-Commandeuren tager Plat-Loddet (paa kanonen) af, lægger det for ved Fæng-Hullet, og tager tillige Rødingen ud. SøkrigsA.(1752).§805.stk.5. Sø Lex.(1808).121. Funch.MarO.II.113. Rødning: Harboe.MarO. Rydning: Fisker. SøO.106. Ryd(d)ing: Scheller.MarO.73.329.

Rydnings-, i ssgr. (især ) af Rydning 1; foruden de ndf. anførte fx. Rydnings-arbejder, -ret, -tid, -tog (til snerydning paa jærnbane), -værk ofl. (se VSO.).