Skikkelse, en. [ˈsgigəlsə, gldgs. ˈsgegəlsə] Høysg.AG.25. flt. -r. (glda. d. s. og skikkilse (SjT.75), fsv. skikkilse; egl. vbs. til skikke; til dels omdannelse af mnt. schickenisse i sa. bet.) 1) den maade, hvorpaa nogen ell. noget fremtræder, viser sig ell. er beskaffen(t) (i ydre henseende).    1.1) om tings, forholds beskaffenhed ell. (navnlig) fremtrædelsesform; udseende; ydre; især m. h. t. afgrænsning i forhold til omgivelserne: form; façon. (nu navnlig efter præp. i og ofte i forb. som i skikkelse af, under en vis skikkelse). om Himmelens Skikkelse (1907: Udseende) vide I at dømme. Matth.16.3. en muuret Pyramid af denne skabeluun og skickelsze. JJuel.406. det bløde Vox, der kan tage sig utallige Skikkelser. JSneed.IX.237. Ved chemiske Forsøg . . har man faaet Metallet i en pulveragtig Skikkelse. Ørst.II.33. Efter Ildebranden blev Slottet . . opbygget i dets nuværende Skikkelse. VKorfitsen.F.89. Kravet om at føre den interessante Kirke (dvs.: Bjernede) tilbage til dens oprindelige Skikkelse. Trap.⁴III.112. (der) dannes nu Perler i Skikkelse af Økser og Køller. JohsBrøndst. DO.I.185.   † façon (2) paa klædedragt. De Franske Skræddere . . bekymre sig aldeles ikke om Dragtens Ziirlighed eller Beqvemhed, saasom de af Erfarenhed ere forvissede om, at . . enten Knapperne sidde for eller bag . . Skikkelsen dog vil synes baade ziirlig og beqvem. Holb.Ep.V².143.   † om forbindelse af linier olgn.: figur. (han) beskrev først paa Jorden tvende firkantede Skikkelser. Suhm.Hist.I.149.   (jf. bet. 1.2) i forb. m. sammenligningsled olgn. Grunden er i Skikkelse . . som et Hjærte. JensSør.II.92. Lønnen for hans arbejdsomme Liv laa for ham ikke som foranderlige Værdipapirer . . men i en fastere Skikkelse som et stort sjællandsk Gods. VilhAnd.Holberg paaTersløsegaard.(1904).13. Handelsmandens Fordbil, der efter Behov antog Skikkelse af Lastvogn og Personvogn. Madelung.GM.71.   (især ) uegl., om (særlig) maade, hvorpaa noget, spec.: tankeindhold, ytringer, handlinger, (led i) et system olgn. (er ordnet og) fremtræder for erkendelsen; særlig (ydre) beskaffenhed ell. tilstand; fremtrædelsesmaade; form. Under (Ludvig XIV) fik Frankrige en særdeles Skikkelse. Holb.Ep.V².146. I mange Skikkelser bestaaer Christi Kirke paa Jorden. Mynst.Ref.59. Skyer det Onde under alle Skikkelser (Chr.VI: alt ont skin). 1Thes.5.22. (Luthers) oprindelig helt aandelige Kirkebegreb . . tager synlig Skikkelse som den evangeliske, lutherske Kirke. OFriis. Litt.257. der vanker en liden Tilgift (til straffen) i Skikkelse af en 24 Timer i Bøien. VKorfitsen.TO.I.15. (i) fortyndet skikkelse, se u. fortynde 3.   (jf. skikke 1.2; nu dial.) i udtr., der betegner, at noget bringes i god orden, passende tilstand. han gjorde en god skikkelse paa det (dvs.: bragte det i god orden). Feilb. † sætte skikkelse paa, bringe i orden; sætte skik paa (se u. Skik 2.3). Verket heder kun et Forsøg; og til at sætte ræt Skikkelse derpaa behøves en Philosoph. Høysg.S.a4^v. der sættes saadan en Form og Skikkelse paa Talen, at den . . kan give Sammenhænget tilkjende. smst.Z2^r.    1.2) den maade, hvorpaa et levende væsen (især: en person) fremtræder, er beskaffen(t) i ydre henseende; ydre; udseende; især m. h. t. vedkommende væsens omrids, ydre form: legemsform; undertiden spec. om selve kroppens form: figur. Joseph var smuk af Skikkelse og smuk af Udseende. 1Mos. 39.6. da denne gode Dame . . saae mig (dvs.: efter en lang rejse i aaben baad), græd hund hiertelig over min Skikkelse (dvs.: forfatning), som sandelig var heel bedrøvelig at see. Æreboe.203. Vi henlægge Din jordiske Skikkelse blandt de Døde. Mynst.Sørgetaler o. Chr.VIII.(1848).29. (den grimme ælling) har ligget for længe i Ægget, og derfor har han ikke faaet den rette Skikkelse! HCAnd.(1919). II.58. ved Synet af Generalens . . mandige Skikkelse, følte (hun) et dybt Gnav i Hjertet. PalM.IL.I.162. (han var) tynd og knoglet af Skikkelse. Søiberg.KK.I.98. ridder af den bedrøvelige skikkelse, se bedrøvelig 3.   (jf. bet. 2.1) spec. om legemsform, figur, som iagttages paa afstand, i mørke olgn., saaledes at kun omridsene ses. der stod for mig som en mands skikkelse (1871: stod En for mig af Udseende som en Mand). Dan.8. 15(Chr.VI). han saae Intet uden sin Ledsagerindes hvide Skikkelse, der stod midt i Mørket. Goldschm.NSM.IV.200. han (kunde) ikke tydeligt skelne hendes Ansigtstræk; men rent som Skikkelse betragtet fandt han hende meget indtagende. Pont.LP.VII. 30.   m. nærmere bestemmelse af fremtrædelsesmaaden; spec. om ydre beskaffenhed (form, udseende osv.), som et menneske, en guddom olgn. paatager sig (for en (kortere) tid), tillægges olgn.; navnlig i forb. som i skikkelse af. I havde jo nyeligen Skikkelse af Doctor, men nu seer I atter ud som et Menniske. Holb.Hex.I.8. der er saa godt, som ingen Forskiel enten man tilbeder Gud under en Tyrs Skikkelse, eller under et andet Guld-Billede. Overs. afHolbLevned.171. man fremstiller Døden i Skikkelse af en grinende Beenrad. Goldschm.NSM.II.51. Under hvad Skikkelse viser De Dem (dvs.: ved maskeraden)? VKorfitsen.F.131. kongen kalder på Bjarke, der da antager skikkelse af en hvidbjørn. AOlr.DH.I.36. jf.: Han antager alle Slags Skikkelser (dvs.: er ustadig). Leth.(1800). ofte i forb. som paatage sig ens skikkelse olgn., forholde sig (opføre sig, handle osv.) som vedkommende. St. Birgitte, som havde paataget sig en Staaders Skikkelse. Holb.Bars.II.8. Jeg har vanæret min høie Byrd ved . . at paatage en Træls Skikkelse. Suhm.I.154. Det er baade Lægen og den socialt interesserede Oplysningsmand, der her har paataget sig en Kritikers Skikkelse. Schyberg.DT.99. spec. i forb. tage sig en tjeners skikkelse paa olgn. Phil.2.7. Holb.DR.I.2. (han) paatog sig en Tjeners Skikkelse og gik for Borde. Blich.(1920).XIII.144. jf. Arlaud.35.   (jf. bet. 2.3; sj.) om kunstnerisk fremstilling. et Capel, hvor vor Herres Christi Brystbillede staaer i alle de Skickelser, som hver Land i all Verden afmaler ham, heel rart at see, thj der er over 50 Forandringer. Æreboe.161. et udskaaret Billede, en Skikkelse (Chr.VI: lignelse) af noget Billede (1931: en Stenstøtte i en eller anden Skikkelse), en Lignelse af Mand eller Kvinde. 5Mos.4.16. 2) hvad der har en vis skikkelse (1); især (jf. bet. 1.2):    2.1) (m. overgang til bet. 1.2) om menneske m. henblik paa dets udseende, ydre fremtræden; person; individ; især: person, hvis ydre beskaffenhed man (ikke kan se tydeligt og derfor) ikke kan beskrive nærmere. Giennem Biergkløfterne stak underlige Skikkelser deres Ansigter frem. Oehl. XXV.53. Halvfierdsindstyve Aar ere dragne over den Skikkelse, som her slumrer. Mynst.Tale.(1830).6. Denne mærkværdige Skikkelse gik os forbi med lange Skridt. Blich.(1920).XX.94. *Det (dvs.: godstoget) kommer langsomt ind – med knuste Sider . . paa Tenderen mellem Kullene | ligger fire stille Skikkelser | dækket af blodvaade Frakker. JVJens.Di.70.    2.2)  om menneske som (særpræget) enkeltvæsen, individualitet; personlighed. paa det græske Sprogs Grund (er) Skikkelser . . fremtraadte, som aldrig ville blegne. Mynst.Tale.(1839). 204. Oldtidens ædleste Skikkelser, Mænd af Marcus Aurelius's Art. Brandes.IX.549. Bismarcks Skikkelse er for Historikeren uendelig fængslende. AFriis.B.5. (afdøde) var en anset Skikkelse inden for Kvindebevægelsen. Pol.¹²/₁₀1937.12.sp.6.    2.3)  person i et digterværk, spec. i et skuespil; figur (2.2). Marsken er Digtets Helt, saaledes som Omkvædet gennem hele Visen fastholder hans Skikkelse. OFriis.Litt.105. Publikum forveksler let Skuespillerne med de Skikkelser, de fremstiller. Pol.²⁵/₁₀1938.3.sp.3. 3) (jf. skikke 1.2-3) om bestemmelse, fastsættelse.    3.1) (nu næppe br.) om guds, forsynets bestemmelser, tilskikkelser; ogs.: skæbne, lod, som tilfalder en. Moth. S300. Guds Bistand og Skikkelse. Slange. ChrIV.1367. Jeg har ved en guddommelig Skikkelse en Aand hos mig. JSneed.VIII.51. Ved en besynderlig Skikkelse var netop . . Landskabsmaler S. . . kommen derop. Hjort. (Museum.1894.I.93).    3.2) (jf. skikke 1.3; foræld.) en myndigheds anordning, bestemmelse; ogs. om den skriftlige udformning af bestemmelsen: lov(bestemmelse), forordning olgn. Moth.S300. Kongens nye Forordning, som hedder Skraa og Skikkelse for Guldsmedene i Danmark. CBernh.III.360. Adelen begærede . . at der maatte gøres en Skikkelse paa, hvilke Len der burde ligge til Fadeburet. KrErsl.KL.33. 4) (til skikke 3) det at sende; sendelse. Moth.S301. jf. Budskikkelse.   nu kun (dial.) konkr., om hvad der sendes et sted hen; fx. om barselmad: OrdbS.(Ærø).

Skikkelse(s)-, i ssgr. især () af Skikkelse 2.3; fx.: Goethes Fortællekunst staar ikke i Højde . . med hans Evne til Skikkelsedannelse. Brandes.Goe.II.64. (Gustav Wied havde) en massiv skikkelsesdannende Evne. TomKrist.(Pol.⁶/₃1938.9.sp.5). Martials Epigram . . er langt tydeligere skikkelsedannende end den juvenaliske Satire. BilleskovJ.H.I.170. Madonnabilledets “Morfologi”, som det hedder, dets Skikkelseshistorie. VilhAnd.AD.193. Foruden disse blide og stille Bøger har Brødrene (Goncourt) ogsaa skrevet andre mere bevægede og skikkelserige Romaner. Brandes.VII.119.