Stal-broder, en. se Staldbroder.

Stal(d)-broder, en. (nu kun dial. Stold-. Holb.Ul.IV.3.6.11. Ew.(1914).IV.241. jf. Flemløse.102). (glda. stal-, stol-, staalbrodher (PLaale.nr.619), sv. stallbroder (fsv. stalbrodhir), no. stallbror, jf. oldn. stallbrœðralag, fostbrødrelag; vistnok laant fra mnt. stalbroder (til stal, se I. Stald), der synes at gengive mlat. constabularius (se Konstabel); sml. Staldsøster; nu uden for dial. (se Feilb. Flemløse.102) især højtid., arkais. ell. spøg., jf.: “nu kun i Talespr.” Levin.) person, der deltager i en virksomhed sammen med en ell. flere andre i nært samarbejde (og venskab); fælle; kammerat; spec.: vaabenbroder; krigskammerat; ogs. i al alm. om person, der staar i nært venskabsforhold til en anden; ven; kammerat. Jeg maa . . strax hen, og overlegge den Sag med mine troe Staldbrødre. Holb.Ul.IV.1. *I Livet og i Døden er vi Venner! | Staldbrødre, Riddere fra Christi Grav. Oehl. Hugo von Rheinberg. (1813).91. Kirk.D.145. de smaa Børn, som sidde paa Torvene, og raabe til deres Stalbrødre (1907: raabe til de andre), og sige: Vi fløitede for Eder, og I vilde ikke dandse. Matth.11.16. Ach! min erlige Ven og troe Stalbroder! jeg er ferdig at daane af Glæde at see dig her. Holb. Arab.1sc. Stalbroder i Lidelser . .! ogsaa dig har hiint afskyelige Huus ødelagt. Hauch.III.297. de vinkede ad deres Stalbrødre (1819: Medbrødre) i det andet Skib, at de skulde komme og hjælpe dem. Luc.5.7 (1907).   billedl., om forhold, der forekommer sammen med et andet. Misundelse er jo altid Dydens Staldbroder. Holb.Ul.I.5. (han viste) med sit Exempel, at Hofmod og Frygt, Tyrannie og Banghed ere bestandige Stalbrødre. PvHaven.RR.239. Grundtv.Udv.V.47.