til-hugge, v. vbs. -ning (i bet. 2: EPont.Atlas.III.173. Soph Müll.VO.35. ForstO.). (ænyd. d. s. (i bet. 2), mnt. tohouwen) 1) † hugge pludseligt og med kraft; hugge til. vAph.(1759). 2) hugge (noget) i (rette, passende) form. Du seer heraf . . at man i vor Tiid vel kand . . tilhugge Tømmer og oprette Stillager til et almindeligt Monarchie, men at Bygningen neppe vil komme til nogen Fuldkommenhed. Holb.Ep. I.30. en tilhuggen Kampesten. GyrLemche.S. III.145. Tilhug (1871: udhug) dig to Stentavler. 2Mos.31.1(1931). overf.: han havde sit Væsen imod sig, han var for fremfusende, for raat tilhugget. JørgenNiels.DH.55.

  Til-hugger, en. person, der tilhugger (2) noget. Amberg. jf.: naturlig afrundede Stene . . med kjendelige Slagmærker i begge Ender; at de have været anvendte som Tilhuggerstene eller Slagstene, er . . sandsynligt. SophMüll.VO.164. i ssgr. (arkæol., jf. sp.1295,45ff.). Tilhugger-plads (på tilhuggerpladserne er næsten alt flintaffald fladehuggede spåner. Da.oldsager.II.(1952).64), -værksted (de store Tilhuggerværksteder paa Anholt. Sal.III.470).