hjem-hente, v. [-ˌhæn'- də] (ænyd. hiemhente; nu næppe br.) hente hjem (se hente 4.4). da Kongen havde i Sinde reent at afbryde dette Anlæg, da skulde alt det hiemhentes, som var bragt derop (dvs.: til Grønland).Mall.SgH.268. vAph. (1764). VSO. D&H.    i videre anv. (jf. u. -bringe, -føre). Ei heller have vi forladt Koner, Børn og Boliger for at blive vore Fiender til Spot, og hiemhente Skiændsel for vore Sønner. Mall.SgH.63. I Troende Siæle! opvækker .. den Længsel efter Jesu Tilkommelse og eders Hiemhentelse (jf. Hjemgang 2). ALGiese.Dommens-Dag.(1754).85. han skal snart .. ved en salig Død hiemhente os. smst.86.