tilbage-bringe, v. [-ˌbreɳ'ə] vbs. -else (LTid. 1725.219. Brandes.IV.379) ell. (l. br.) -ning (jf. Tilbagebringningsfjeder. Bl&T.). 1) [1] (sj.) bringe med sig hjem; hjembringe. (disse rejsende) tilbagebringe den Forestilling, at Belgien er et væsentligen fransk Land. Schiern.HS.I.261. 2) [2] (vel dannet efter -lægge 3; sj.) tilbringe (3). Da de nu vare komne ind i Hiertet af de sorte Klipper, syntes Sancho, at de ikke allene kunde tilbagebringe (Lieb.DQ.I.182: tilbringe) Natten der. Biehl.DQ.II.20. 3) [3] bringe noget til det sted, hvor det hører hjemme; føre tilbage; i videre anv., m. h. t. tilstand: genoprette. Tilbagebringe det Staalne. vAph. (1764). *Rolighed tilbagebringes skal, | Hvad Offer det end koster. Ing.M.102. JOlr. (DGL.I.479).   m. h. t. person. JBaden. DaL. *Ei Taarer ham (dvs.: den døde) tilbagebringe. FGuldb.II.285. overf.: Tilbagebringe fra Vildfarelse. vAph.(1759).