tilbage-trænge, v. [1] [-ˌtr̥ɐ̤ɳ'ə] vbs. -else (Brandes.XII.256) ell. -ning (Bl&T.). (især i perf. part.) med kraft, magt tvinge til at gaa, rykke tilbage ell. hindre i at bryde frem; trænge tilbage. tilbagetrænge Mængden. VSO.    navnlig overf., især m. h. t. (udslag af) følelseslivet: holde nede; undertrykke; ogs.: fortrænge. undvige enhver Yttring, hvorved Kongens tilbagetrængte Vrede mod Bispen kunde udbryde. Ing.KE. II.180. tilbagetrængt Aandedræt, spændt Forventning! VKorfitsen.TO.II.8. ved deres Indblanding har (russerne) opnaaet at skade, tilbagetrænge eller fuldkommen ødelægge den selvstændige Arbejderbevægelse. Frisch. PE.100. (hendes) Øjne . . er blanke af tilbagetrængte Taarer. BechNygaard.GØ.260. overf. Freuds Hysterilære, som i Korthed gaar ud paa, at Hysterien skyldes tilbagetrængte sexuelle affektbetonede Komplexer. HISchou.SjæleligeKonflikter.(1931).28.