træt-agtig, adj. (ogs. trætte-. jf. Moth.T170. – dial. træd(e)-. Cit.1743. (Vider.II.371). Feilb.). (ænyd. træt(te)actig olgn., jf. glda. trætakteligh; til I. Trætte; nu næppe br.) 1) tilbøjelig til trætte (I); trættekær; kivagtig. Som kul høre til at optænde gløder, og træer til at giøre ild; saa kommer en tretagtig (1871: trættekjær) mand til at optænde kiv. Ords.26.21 (Chr.VI).   hertil: Viin, som drikkes for meget, er sielens bitterhed, med tretagtighed. Sir.31.34 (Chr.VI). 2) om forhold olgn.: som der strides, trættes om. tretagtige sager (1871: Retstrætte). 5Mos.17.8 (Chr.VI).