u-bøjelig, adj. [uˈbωi'əli] (ænyd. wbøj(e)lig, -bøgelig, -bøugelig, glda. wbøghelig (Kempis.9), oldn. úbeygiligr) 1) (især fagl.) i egl. bet.: som ikke lader sig bøje. Moth.B450. rette de stive Lemmer, der ved Ugens Arbeide vare blevne ubøielige. Weinwich.Stevns.²(1798).20. Ofte vare disse Støvler saa haarde og ubøielige, som om de vare af Træ. Kloppenborg.Er. 214. en hvidskaftet ubøjelig Kniv. PolitiE. ²/₆1922.3. 2)  som ikke lader sig bevæge, ombestemme ell. kue.    2.1) som ikke lader sig bevæge til noget, formilde; ubønhørlig. Moth. B450. *Kun dem, som tyede til min (dvs.: Jesu) Barm, | Dem, Dommer, dem skal ei din Harm, | Ubøielig fordømme. Ew.(1914). III.222. hun kunde hverken med det Gode eller det Onde formaae noget hos sin ubøielige Fader. Engelst.Qvindekj.114. Du er streng, Astrid! streng som den ubøielige Skjæbne, der spotter vore Ønsker. Kofoed-Hansen.KA. I.440. Der var et Udtryk i hendes Øjne saa ubøjelig besluttet, at Skaaningen opgav al Modstand. GyrLemche.S.I.195. denne fornedrede . . Tilværelse, hvortil hans Ubøjelighed havde fordømt hende. RSchmidt.HT. 395.   † i forb. m. til: som ikke lader sig bevæge, overtale til noget; vistnok ogs.: utilbøjelig til. *(dit) Hjerte . . ubøieligt til Svig. FGuldb.II.80. Bondens Ubøielighed til at antage nye Forslag. Junge.70.    2.2) som ikke lader sig svække ell. kue, ikke gaar paa akkord; ukuelig; ufravigelig. med hvor ubøieligt et Heltemod de alle gik i Døden. Molb. DH.I.341. Konsekvenser. De fulgte med ubøjelig Logik efter hverandre. Schand.TF. II.362. Hjem for en Ungdom, der vilde være gaaet nedenom og hjem, hvis ikke en ubøjelig Energi . . havde skabt disse Hjem. BerlTid.²⁸/₇1919.Aft.5.sp.3. jeg har lært ikke at stole altfor meget paa min Viljes Ubøjelighed. HomoS.GL.344. 3) (jf. uforanderlig 2; gram.) om ord: som ikke kan bøjes (III.4). Rask.FS.61. Bindeord og Udraabsord (er) ubøjelige. Mikkels.SproglS.38.   Ubøjelighed. Wiwel.177.