HovedHoved, no. 1) i nuv. bet., flt. ufor.; tac fæm clofløcx houæth. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 54.4; Lucid. 47; Brandt. 67.22; biceps, som hauer twennæ hoed. Vocab. 1514; it dyur, som haffde siwff hoffuit. åb. 13.1 (1524, Chr. Pedersen, 1550; 1607: hoffueder); Chr. Pedersen. IV. 186.30; P. Eliesen. 343; Pallad., Visitatsb. 5.25; hueden er sliig rauelse oc twyll kommen i the tydtzsche hoffuet. Er. Roterod, En chr. Foren. e 3; it diur met mange hoffuit. Herm. Weigere. 40; Ranch. 51; – att de siden som howede oc herrer skulde bestille all tingeste. Tavsen, Post. vinterd. 94v; deris hoffuide vaare beslagne met sølff. 2. Msb. 38.17 (1550, 1607: hoffueder); Ez. 2.4; de andre, som vaare hoffuede oc aarsage dertil, bleffue straffede. Hvitf. VIII. 141. – i h. og hale ɔ: rundt om, her og der (i stort og småt?); han er ey saa stoor i werdhen till, ath han ey skall stundhum toolæ harm i howit oc halæ. Brandt. 302.7-9. – (ikke) have h. o. hale ɔ: (ikke) du noget; skulle ieg set Dansken effter den Latine, da hagde der ingen forstondet hende, hun hagde och huercken hafft hoffuit eller hale. Chr. Pedersen. IV. 154.8-10. Smlgn. Grimm, Wb.: kopf. II. B 5. – over h. ɔ: til tvang (skade) for; wij kunde haffue foeth stoer skade, for medelsth thette sloth, som oss war bugdt offuer hoffuith (1535). Malmøb. LIV. Smlgn. nuv. voxe over h. 2) top; jæk skal staa j bierghens høffwet. Gl. D. Bib. 2. Msb. 17.9; Moyses ok Aaron opforæ pa biergens høffwet. sst. 17.10 (Vulgata: in vertice (super verticem) collis). 3) næs, halvø; drog ind vdi it ness eller hoffuet hos Colding, heder Eldenes. Hvitf. II. 170; Moth. Denne bet. er endnu bevaret i mange egennavne: Fyns-, Jungs-, Knudshoved m. fl., ligesom den genfindes i mangfoldige sprog, jvfr. isl. höfdi; t. haupt; it. capo. 4) hoveddel; hvilket tædæn skyfftes i fyre haffwet. Gl. D. Bib. 1. Msb. 2.10. Vel egenlig kun en ordret gengivelse af Vulgatas: capita. 5) et slags stor høvl til bødkerbrug. Moth. Smlgn. V. S. O.: hoved 9).Hoved, no. 1) (isl höfuƀ); – din hoffuit. CS 66, 65 (ovf. IV. 15 a6), 67; hoffuedet. sst. 65-67. Gennemgående ik. i Nord og T, jf GrimmG III. 398-9. – flt.; – PlSv c 2 (ovf. I. 546 b11); Festskr t Wimmer 173; PG 178. – til 274 b4; PL nr 131 (ovf. II. 136 b35). – uden h. og hale ɔ: uden begyndelse el. slutning; disse texter sættis afbrudte frem uden hoved og hale. Altb fort d 4v. – o. hals og h., se ovf. V. 403 b1. – hænge over h. ɔ: true, forestå; VdS 147 (ovf. u. forsmå 2)). – tage sig vand o. h. ɔ: påtage sig mere end man evner; som mig synes, da haffuer hand tagen sig vandet offuer hoffuedet. VdV I. nr 2 indl. – byde h. ɔ: gøre modstand; der fienden tør hovedet byde. SortH h 1. Jf GrimmW: kopf II. A 3 b. – stikke h. sammen ɔ: lægge råd op; S oc A sticke hoffuit sammen, de mene det vden al gammen. Heg 53. Jf GrimmW: kopf II. A 2 f. – efter sit h. ɔ: efter eget tykke; VdV II. nr 8 indl (ovf. u. befatte 3)); – i saa betydelig en sag vilde sejle sin egen sø og gaa efter sit eget hoved (1745). KhS4 III. 761. – slå for h. ɔ: gøre uret; sidhen slas the for hoffuedhet oc forwijsis. PE 163. Jf GrimmW: kopf II. A 3 f. – holde på h. ɔ: øve utugt med; PSO II. 124 (ovf. III. 323 b53). – tage ved h. ɔ: gribe, anholde; ChrIV* IV. 373 (ovf. V. 470 a11). Jf sv taka för hufvudet, t beim kopfe nehmen. 2) – søjlehoved; Etym 1113 (ovf. III. 461 b50). – øxehoved; Holst IV. 7 (ovf. V. 413 a51). 3); Etym 775 (u. promontorium). 6) mål; 24 houit stenkul (1561, Fr Jessen). Jf GrimmW: haupt B II. 9; SchuL VI. 162 a5? 7) begyndelse? de ingenlunde nu wnder winters hoed kunde eventyre thil Christiania (17/11 1677, Fr Jessen). Jf abe-, almisse-, asen(s)-, bag-, bjælke-, bukke-, bul-, dogger-, dummer-, død-, døding-, folke-, for-, fæ(s)-, grille-, gåse-, hunde-, Jude-, jætte-, kabus-, kalve-, klammer-, klep-, klop-, knub-, krop-, krympel-, kvigs-, kvinde-, kål-, leone-, minde- (III. 92 b7), munke-, opper-, oxe-, pæle-, plogs-, rende-, senge-, skabelke(n)-, slange-, slubber-, spids-, spil-, spøgelse-, stor-, tjur-, tre-, trolde-, træ-, valmuge-, åleh. Hovedadre, no. hovedåre; houæth athræ lat j nonas aprilis. Arnemagn. Hdskr. nr. 187, 91.1; thæn athræ, cephalica hetær, thæt ær houæth athræ a Danskæ. sst. 82.28; hvo som som er offver 60 aar, lade sig icke hofved aderen. N. M. Aalborg, Lægeb. 56. Smlgn. ådre ndf.Hovedadre, no. (fsv hovudhadhra); – CS 99 (ovf. III. 875 a23).Høvedager, no. tværager, forpløjning; hvo som vender paa høved - ager i vintermark, skal vende før St. Valborg dag (1635). Hist. Tdskr. V. 549. Moth, der har formen hovedager, forklarer ordet: en tværager ved enden af de andre til at vende på. Smlgn. hodumsager ovf. og høvde ndf.Hovedartikel, no. flt.: h-artikle; tolff stycke eller hoffuitartickle. Tidemand, Sjæl. Urtegd. d 3v; vor christelige trois hoffuit artickle. Hvitf. IX. fort. 1v. Smlgn. artikel ovf.Hovedbannere, no. 1) hovedfane; Angulando bleff wndher howet - bannereth. Romant. Digtn. III. 93.8 = hoffuitbanneren. Chr. Pedersen. V. 64.1; befoll en Lumbard sin hoffuit banere, ath han skulle føre hannem. sst. V. 146.31-32; ieg talte femten fluende hoffuit banere, vnder hver banere vaar hundrede faner. Vedel, Saxo. 102; hand vdtog den at vere sin hoffuitbannere. Lyschand. 225. 2) en hærs hovedafdeling; sagde sigh at haffue drabeth meth finnen fore spissen aff hoffuit-bannereth (1470). D. Mag. I. 267. Smlgn. banner ovf.Hovedbindsel, no. hovedbånd (som pynt). Moth. Smlgn. bindsel ovf. (se I. till. 34). Hovedbol, no. en god bondegård. Moth. Smlgn. æ. n. höfuƀbol, se Fritzner. Det er vel tvivlsomt, om Moth har kendt ordet i brug.Hovedbrev, no. grundskrift, originaldokument (særlig skøde); som thet howetbref wduiser, som Jep Clawsen giwit ær pa forschrefne gordh (1462). Kbhvns. Dipl. II. 114; I. 157; IV. 93; om the vor plictuge atth løsse samme godz epther then vidisse aff samme panthebreff, udhen hoffuitbreffuit vor tilstede (1546). Rosenv., Gl. D. I. 89; II. 99; (1573). sst. III. 191; IV. 15; same hodhebreff er stadfeste med riighens cancellers breff (1480). Dueholms Dipl. 111; de Danske icke fordrit met noget hoffuetbreff, men met en vidisse. Hvitf. V. 114; sende de til erckebispen en copie aff deris hyldingsbreff, hoffuitbreffuit aff hyldingen forsende de til herr Claus Bilde. sst. IX. n 3; effter det beseglede hofvetbreff skulde igiennemskiæris, lod kongen det udcopiere. P. Resen. 256. Smlgn. Sch. u. L.: hovetbref; Grimm, Wb.: hauptbrief.Hovedbræk, no. hovedbrud; det vise mend met stor wmag oc hoffuit brecke haffuer wdspuort. Ranch. 7. – jvfr.: i taar ey saa eders houede brecke. sst. 64. Smlgn. sv. hufvudbråk.Hovedbræk, no.; med mindre hoffuitbræck oc wmage. Heg 209, 181; hvilcke der giøre dem hofvetbreck oc sorg. Hors* (1685) 320. 2) hovedpine; mod hoffved breck. AlbL* 240 (overskr., i texten: hoffvedverck).Hoveddjune, se hoveddyne. Hoveddom, no. dom på livet; hwosomhelzt noghen ioncfru eller qwinne faar thaget ok them woldh giort, han skal underligge hoffwetdom. Rosenv., Gl. L. V. 173–75 (= l. capitali subiacebit sentencie).Hoveddrægt, no. hovedtøj, hovedbeklædning; giffuer sin mandat om skøgers hoffuetdrect. Hvitf. VI. rr 4v (jvfr.: skiøger skullde bære paa deris hoffuet en hue. sst. VI. 119). Smlgn. drægt 3) ovf. u. drage.Hoveddræ(g)t, no.; – (1555). RdKl I. 466 (ovf. V. 420 b38).Hoveddug, no. hovedklæde; plagula, hoffuetdug, hoffuethengel, sløyer. Colding, Etymol. 941; tænia, hoffuet dug, linhat. sst. 1281. Smlgn. isl. höfuƀdúkr.Hoveddyne no., hovedpude; myt beste siengklæthe ok ii gothe laghen oc en howeduyne (ɔ: howedyune) oc howetputhe met (1464). N. D. Mag. V. 152; en lydhen hodhe dønne ok xii sænghdønner (1486). D. Mag. 4. R. II. 3; Dipl. Chr. I. 74; culcitra, hot dyne. Vocab. 1514; (1530). Kbhvns. Dipl. I. 376; cervicale, hoffuit diune. M. Pors, De nomencl. 77; Colding, Etymol. 209; Steph., Nomencl. I. 214; Nucleus latinit. 137; v hoffuid dynner (1578). D. Saml. 2. R. VI. 180; j gamlle hoffuidt dyn (1611). Progr. f. Herlufsh. 1880. 27; hoffuit diøner. sst. 37; hofvetdynen er fyldet med stacket uld. Comenius, Opladne Dør. § 572; hofvet - pude. sst. § 571. Smlgn. djøne ovf.Hoveddynevår, no. et vår til en hovedpude; i blott weffuet hoeedt dynæ wor (1526). D. Mag. 4. R. II. 5; ett hoffvid dyne voer. V. Simonsen, Dske. Ruder. I. 100. Hoveddåre, no. en stor dåre; mæg tøcker thik weræ jen howetdoræ, thu kanth thith eghet liiff ey sparæ. Romant. Digtn. I. 300.Hoveddåre, no.; reetz for mangh een howith daaræ. Dyrerim 9. Hovedfastdag, no. askeonsdag? mandag næst for hofvidfastdag (1539). Secher, Rettertings D. 568. Af udg. er ordet antaget for at være = t. groszfassnacht ɔ: første søndag i faste (jvfr. Frisch, Wb. I. 251 a), men den fremsatte forklaring er vistnok sandsynligere, da askeonsdag på L. kaldes jejunii caput, se Geh. Ark. årsb. I. till. 10 og Du Cange: caput jejunii.Hovedfastdag, no., rettere onsdag e. første søndag i faste, jf Sdw: hovudhfastodagher. Hovedfisk, no. fisknavn. capito Ausonii. Moth. Mulig = cyprinus dobula, da capito hos Avsonius skal bruges om denne, jvfr. Arnesen, Lat. Ordb., men navnet er måske kun en oversætt., da det efter Krøyer, Dmrks. Fiske. III. 466 er tvivlsomt, om fisken findes i Dmrk.Hovedfisk, no., rettere: multe (mugil capito); Hex 187 (ovf. IV. 648 b45) i r.: mugil, capito. Jf Krøyer I. 300. Hovedflod, no. flod fra hovedet; distillatio, hoffuet flod. Colding, Etymol. 1241; Nucleus latinit. 1758; snue er hofvedflodetz neddrybelse. Comenius, Opladne Dør. § 300 (= t. abkrieffung eines hauptflusses). Smlgn. flod 3) ovf. Hovedfordrag, no. en afgørende overenskomst; dog den rette hoffuetfordrag oc fred at skulle bliffue i sit esse oc værdighed. Hvitf. IV. 411. Smlgn. fordrag 1) ovf.Hovedgal, to. 1) forstyrret; øllet gør hovedgal. Moth. 2) berusende; hovedgalt øl. Nysted, Talekunst. 16; Moth. Smlgn. Aasen: hovudgalen og hjærnegal(en) ovf.Hovedgal, to. 2); da blifver det (ɔ: øllet) saa megit dis sterckere oc meere hofvetgalt. FD 43 E.Hovedgjald (-gæld), no. selve hovedsummen i en gæld; hwat han oc hans arwingæ byggæ j the forde gotz, thet scal them gialdes met howitgialden, nar thet gotz løses (1408). Molb. o. Peters. 376; affgifft oc skyld regæns (!) i howet gialdh (1420). Dueholms Dipl. 55; mæle vi hannem lowligen for den sag til hofved - gield deelt at være. A. Berntsen. III. 359. Smlgn. Schlyter: hovudgæld; Rydqvist. VI. 193; gjald 2) ovf. og hovedpenninge ndf.Hovedgrus, bio. lodret; under middags linne mood iorden hofved - gruus de soolestriimer skinne. Hexaem. 148. Smlgn. gru(v) ovf. og nuv. næsegrus, der også findes i æ. Dsk., se ndf.Hovedguld, no. guldsmykke (til at bære på hovedet); et hoffuet gwll, en kædhe, et halssbond. D. Mag. IV. 316; etthers hustrue haffuer ett hoffuittguld (1537). sst. V. 4; der staar tho møer och børster hindis haar, tho andre de setter hinder hoffuidtgullaae. Grundtv. Folkev. III. 46 a; hun slog ud sit fauffre haar, saa herlig en hoffuedguld satte hun paa. sst. V. 227 a (= itt h. sst. V. 225 b); II. 281 a. Smlgn. isl. höfuƀgull og guld ovf. Hovedgærd, no. hovedgærde; hagde noger stene vnder sit hoffuit for sin hoffuitgerd. Chr. Pedersen. I. 40; myn hoetgerd skall offuerflyde met myne øgne thaare. sst. II. 361; I. 271; neyde Israel sig paa sengen til hoffuet gærden. 1. Msb. 47.31 (1550, 1647); hans spiud vaar slaget i iorden hoss hans hoffuitgær. 1. Sam. 26.7; 1. Kg. 19.6 (1607, 1647); pluteus, hovedgiærd af sengen. Nucleus latinit. 1289.Hovedhamp, no. hanhamp. Moth.Hovedharnsk, no. dækning for hovedet, hjælm; skulle the føre harniske, røg kreffuer, glaffuen och hoffuit harnsk (1538). D. Mag. V. 5; skamtecksel, hoffuit harnsk oc helmelit. Herm. Weigere. 257v. Smlgn. t. hauptharnisch og harnsk ovf.Hovedhvingel, no. svimmelhed. Moth. Smlgn. hvingel ndf.Hovedhvir(v)el, no. hvirvelen på issen; vertex, hoffuithueril, hoffuitkrune. Colding, Etymol. 1417; Nucleus latinit. 2031. Smlgn. t. hauptwirbel og hvirrel ndf. Hovedhængel, no. slør; rica, quinde hoffuet hengel, hoffuet sløyer. Colding, Etymol. 1063; Nucleus latinit. 1487. Se også u. hoveddug ovf. Smlgn. hængel ovf. II. 161.Hovedhøs, no. hjærneskal – ved pars pro toto: hoved, mand; tijl meg tog ieg hwer howz høss, ieg fondh om landhen swærmæ. Rimkr. e 2v; ieg slo ther so manghen howz høøs. sst. g 3v; trehundrede holkæ hade ieg tijl søøs, ther tijl saa manghen howz høøs. sst. h 6v. Smlgn. høs ndf.Hovedkarl, no. en dygtig karl. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: hauptkerl og l. capitalis.Hovedklæde, no. 1) et klæde til at tage over hovedet; i hoffuit klede tiill mielckedegen (1537). D. Mag. 3. R. I. 72. Se også u. hoveddug. Smlgn. sv. hufvudkläde. I denne bet. endnu brugeligt. 2) slør; vecterne paa muren toge mit hoffuit klæde fra mig. Højs. 5.7 (Luther: schleyer); peplum, hoffuitklæde. M. Pors, De nomencl. 58; qvindfolckes klæder ere ... sommerkiortel, hofvet - klæde, sørge - sløyer. Comenius, Opladne Dør. § 513 (= t. der schleyer).Hovedklæde, no. 1); – krantz, hoetklede, bonit eller hat. CP I. 271; (1556). JS II. 145 (ovf. III. 857 a49).Hovedklædekone, no. en kone, der laver hovedklæder; Anne hoffuedkledekone (1645). Kbhvns. Dipl. VI. 313.Hovedkrone, no. = hovedhvir(v)el; vertex, hoffuitkrune. M. Pors, De nomencl. 26; hovetkrone, isse. Steph., Nomencl. I. 100. Se også u. hovedhvir(v)el. Smlgn. krone ndf.Hovedkrone, no. 2) krone (til at bære på hovedet); der henger vores krands, vor kirckes hoved-krone. Naur t 4.Hovedkuld, bio. hovedkulds; hand skal henriffue dem maalløse hoffuit kuld. Visd. 4.19; præceps, som falder næsegruiss eller paa hoffuedet, hoffuet kuld. Colding, Etymol. 174; exturbo, støder en hoffuid kuld vd. sst. 1371 (Nucleus latinit. 108, 1960, Steph., Nomencl. II. 191: hovedkulds); kaste sig selff mandelige hoffuitkuld ned iblant folcket. 2. Makk. 14.43 (1607; 1647: hofvetkulds); sig ret hovitkuld til iorden lader slippe. E. Naur. i 4v. – ind til de skiudis ned houitkolds til heluede. Bib. 1550. fort.; Pallad. Visitatsb. 88.5; hofvetkulds. B. Tott. I. 127. – af hastig og hofvidtzkuldtz forskreckelse. Comenius, Opladne Dør. § 883. Hovedkuld, bio. – som to.; Dict (= præceps); hovedkulds gierning og hovedkulds skade. PSO I. 342. Jf kol.Hovedkød, no., sælge h. ɔ: vise sig; hun skal ej fyge om by eller selge hovedkjød i vinduer og dørre. P. Syv. II. 136; Moth.Hovedlag, no. hovedtøj (til heste); capistrum, grime, hoffuitlag, hoffuettstoell. Colding, Etymol. 173, 103; Steph., Nomencl. I. 284; naar mand i hofvet-lag oc griimen den vil stinge. Hexaem. 128. Smlgn. sv. hufvudlag; Aasen: hovudlag 2). Ordet er endnu i brug rundt om på landet, men det er usikkert, om Molb. i Diall. med rette betragter hovedlad som den rette form.Hovedlag, no.; (1460). KD II. 111 (ovf. I. 488 a4).Hovedlejr, no. ik.; huor hofuitleirit vaar. Jersin, Om Mirakler. f 4. Smlgn. lejr ndf.Hovedlig, to. formet som et hoved; capitatus, hoffuitlig, knoppet. Colding, Etymol. 173.Hovedlin, no. et klæde til at tage på el. over hovedet; houet lin, sudarium. Småstykker. 31.5 (jvfr. sst. 53); syer mik nw aff messæcledhernæ, huat the merkæ oc først aff houidlyneth; houith lineth thet merker thet cledhæ, ther iøderhnæ bundhæ for Jhesus Christus øuen. Lucid. 11; iij messe hagle met serke, hoffwit lym oc alterklædhe (1526). D. Mag. 4. R. II. 7. – også = hoveddug; ieg haffuer icke linn uden hoffuedlinn. Grundtv., Folkev. III. 100 a. Smlgn. isl. höfudlín; Rydqvist. VI. 193 og lin ndf.Hovedljus, no. et stort lys; dog priesis allermeest udi den fackelskare tu stoore hofved-lius. Hexaem. 141v; maa disse hofved-lius (ɔ: solen og månen) sit liuse straale skin til iorderig nedsende. sst. 142. Smlgn. ljus ndf.Hovedlod, no. 1) den en tilfaldende del i et bo; nullus habeat potestatem exigendi porcionem summe, que dicitur howæthloth, parentibus viuentibus (1294). Kbhvns. Dipl. I. 57. 2) hele ens ejendom; han myste syn hals, oc hans houetlodh vdi konningens wære (1443). Kbhvns. Dipl. I. 171; misdæders hovedlod, som forbrydis, følger hans husbond. Chr. V. D. L. 1–24–7; boeslod eller hovedlod. sst. 1–24–10. Smlgn. Lund.Hovedlod, no. 1); (1443). KD I. 172 (ovf. III. 74 a27); SR II. 15 (ovf. IV. 360 b5).Hovedlok, no. flt.: h-lokke; dersom du flette mine siu hoffuit locke met it flettebaand. Dom. 16.13 (1550, 1647); hans hoffuidlocke de siu rag dennem aff. Ranch. 208. Smlgn. lok ndf.Hovedlyver, no. hovedmanden for en løgn; en hovedlyver oc to falske vidne komme falske domme af sted. P. Syv. II. 42. Smlgn. lyvere ndf.Hovedlæder, no. hovedtøj (i et ridetøj); bodhe bidzel och ther til howet leder skiende som solen. Romant. Digtn. I. 304 (= tøijæ ledher. sst. II. 305). Smlgn. isl. höfuƀleƀr.Hovedløs, to. 1) i nuv. bet.; illæ stridher hoffwetløss hærr. P. Lolle. nr. 596. 2) gældende livet; capitalis, hoet løss sag. Vocab. 1514. 3) modløs; det er under, at en ædru helgen (ɔ: Peter) bliver saa hofvedløs, fordi en pige hannem driver. E. Naur. 1700. 79. 4) tåbelig, dårlig; om nogen gildbroder setter sig paa qvindebenck der ad sidde och vreffle medt hoffuitløss snack. Bendz, Rønninge o. Rolfsted. 105. Smlgn. sv. hufvudløs; Grimm, Wb.: kopflos 2).Hovedløs, to. 1); en hoffuitløss gaas den kæger ey mere. Heg 232, 191; – da hovet-løse stubb ey green paa ny opskyder. Raun 42. 3); DS2 III. 260 (ovf. I. 155 b19).Hovedmand, no. den egenlige skyldner (ved en gæld, for hvilken der er kavtionister); forlover haver magt til at søge hovedmanden, som hand er forlover for, for gielden. Chr. V. D. L. 1–23–15. Smlgn. Sch. u. L.: hovetman 2).Hovedmand, no. 2) i nuv. bet.; JG er den rette hoffuedtmand (1598). RdU IV. 449; (1621). AA I. 259 (ovf. IV. 589 a51). 3) fører, høvding; Etym 296 (u. decurio); Naur t 1 (ovf. II. 187 a48).Hovednøgel, no. hovednøgle; huilcken dør m. Anders skall beslaa och lassen dertiill gøre tiill den lange hoffuidnøggell. Chr. IV. Breve. (1632-35). 274; du skalt med denne hoffuettnøgell locke mit smycke kammer op. sst. (1636-40). 194. Smlgn. nøgel ndf.Hovednøgel, no.; vil mig hofved-nøgel faa til Guds hierte ind at gaa. KPs 390.Hovedpande, no. hjærneskal; sommæ hafue dødæ mentz houit panner, thøm kommæ te til at talæ. Mandev. Rejse. 127.5; calua, hoed panne. Vocab. 1514; hoffuet pande. Turson, Vocab. 22; hoffuit pande, hierneskald. M. Pors, De Nomencl. 27; hierneskaale, hoffuet pande. Colding, Etymol. 256; Steph., Nomencl. I. 101; Nucleus latinit. 90; P. Eliesen. 185; Khist. Saml. VI. 431; Vedel, Saxo. 169; da findes mange store hoved - pander og brede tænder og lange been. Vedel, Svend Tiuvesk. 196; lod aff hans hofuidpande giøre sig en stob. Lyschand. 278; Grundtv., Folkev. III. 317; at hofved-pand' oc haar skuld' hiernen fuctig-bløde. Hexaem. 259; årb. f. nord. Oldkh. 1874. 418. – Golgatha, huilket er hoffuit pandner sted. Matth. 27.33 (1524); hoffuit pande sted. (Chr. Pedersen, 1550, 1647). Smlgn. ags. heafodpanne; æ. eng. headpan; holl. hoofdpan; Grimm, Wb.: kopfpfanne og børnepande ovf. I. 108.Hovedpenninge, no. = hovedgjald; skulæ hwor ar opbære frwct och langilde reknadis j howeth pænnængæ (1405). Molb. o. Peters. 196, 339; skall jach giffwe othe lødige mark til landgilde aff forde gotz, ok enkte skall affregnes i howepenningene therfore (1440). Jur. Tdskr. XXV. 325; vden aff slag i hoffuit penningene (1462). Fynske Aktstk. 103; skall skyld følge hodepenningh oc ey affregness i hodepenninghe (1483). N. D. Mag. VI. 78. Smlgn. penning ndf. Hovedpunkt, no. senit; naar den (ɔ: solen) opstiger til vor hofved-punct, da giør den vaard, oc igien nedstigendis høsten. Comenius, Opladne Dør. § 37 (= l. zenith; t. hauptpunckt).Hovedpurgats, no. et rensende middel (for hovedet); hofvet - purgatz. Comenius, Opladne Dør. § 792 (= l. errhina, t. nasenzäpfflein). Smlgn. purgats ndf.Hovedrad, no. = hovedpande; calvaria, hoffuedtrad. Colding, Etymol. 149; sammes Dict. Herlov.: hoffuitraad. Moth.Hovedsag, no. hovedgrund; dette kand bevisis aff de fire hoffuit sager. Pallad., S. Ped. Skib. b 2v; denne er aleniste hoffuitsagen til al fryct oc forferdelse faar Gud. Tidemand, Post. I. 28 (= t. die hauptursache).Hovedsag, no. (sv hufvudsak) 1) – hovedskyld; HKv 1727 (ovf. IV. 320 a4). 2) hovedretssag; saa at mand slipper hoved-sagen og for et ord skyld, som kand falde udi rettergang, tiltaler den ene den anden (1579). DM VI. 221; (1590). Rsv IV. 241 (ovf. IV. 681 b8). 3) i nuv. bet.; wj wilde gaa till hoffuitt sagen ij sig selff (1601). NkS 351d (4°) l 6v (= l ad rem propius accedamus. udg 1594 100); Cold e 4v (ovf. V. 374 b47); Etym 443 (= firmamentum causæ).Hovedskalk, no. en stor niding; atspurde den hoffuitskalck dem. 2. Makk. 15.3 (1550; 1607: den arrigste skelm); din skeuel oc hoffuitskalck saa kod. Hegelund, Svsanna. 51; en merckelig hofuetskalck vocte sig for daarspil. Helvad, Prognost. 1633. 3v. Smlgn. Grimm, Wb.: hauptschalk samt skalk og hovedskælm ndf.Hovedskalkestykke, no. en ond list; er thet och edt hoffuetskalckestycke til ath føræ oss i affgiønst. Tavsen. 183.Hovedskarring, no. søm på hjærneskallen. Moth. Smlgn. skarve ndf.Hovedskat, no. en skat på hver person (kopskat); at stenderne wilde indgaa en hoffuitskat, saa at hver professor for sig, sin hustru oc børn vilde erlegge (1645). N. D. Mag. VI. 207; exis af øl og viin og spiisning af er sat og der imod igien paabøden hoved-skat. Bording. II. 182. Smlgn. t. kopfschatz. Hovedskenk, no. hovedgave; i hannom haffue wij faaet de thoo howedskiencke, de, Gud hadde loffuet oss. Tavsen, Post. vinterd. 7. Smlgn. skenk ndf.Hovedskælm, no. = hovedskalk. Moth. Smlgn. skælm ndf. Hovedskælmsstykke, no. = hovedskalkestykke. Moth.Hovedslagtning, no. hovedkamp, hovedslag; førde krig imod de Vngerer oc affslog dennem tuende hoffuitslactninger. Lyschand. 419; antegnis at haffue leueret sine fiender 12 hoffuid slactninger oc vdi alde dennem beholden marcken oc seyeren. sst. 545; Moth. Smlgn. slagtning ndf. Hovedsløjer, no. = hovedhængel. Sed. o. Smlgn. sløjer ndf.Hovedsmug, no. halsåbning (på et klædningsstykke); orificium, hoed smw. Vocab. 1514; som dyrebar smørie paa hoffuijt, ther nederflyder att kledernis hoffuijtsmwg. Ps. 132.2 (Fr. Wormords.). Smlgn. sv. hufvudsmog, se Ihre, Gloss. I. 921; sl. smoga; halssmuhe ovf. og hovedsmåt ndf.Hovedsmu(g)kåbe, no. en kåbe med halsåbning; er oc nock, att effter itt fornembligt liig aff borgerne ganger iij par sorgeqwinder oc the samme att skulle drage theris hoffuidtzmue kober oc jcke anditt (1578). Kbhvns. Dipl. I. 471; haffuer the (ɔ: skrædderne) beuillgett att giørre en kraffue kaabe for iij marc, i hoffuidttzmu kaabe j marc. sst. II. 441. Forskriften på først anf. st. hænger uden tvivl sammen med skikken ved begravelser at bære kåben over hovedet, jvfr. N. D. Mag. II. 276; Khist. Saml. VI. 458; O. Nielsen, Kbhvns. Hist. IV. 43 anm. 2; T. Lund, Dmrks. Hist. I. 4. 250–51 og kåbe ndf. Smlgn. Schlyter: ismugs klæþ;e.Hovedsmåt, no. = hovedsmug; tw skalt gøre axælkledhens kiortel, j hwes midie owentil skal wordhe howetsmoth. Gl. D. Bib. 2. Msb. 28.32; the giordhe paa axeligh kiortell ok howitsmoth j øwermere deel. sst. 39.21 (1550: begge steder: hul; sv. overs.: halssmog, hufwudsmog). Smlgn. isl. höfuƀsmátt; Aasen: hovudsmotta; Rietz: hovusmuttä. Dette ord er afledt af, men ikke, som i Molb. Gloss. antaget, en urigtig skrivform for hovedsmug.Hovedsmåtskåbe, no. = hovedsmugkåbe; schow- oc schreeder-lønn ... for en hoffwitzmodt-kaabe viii schill. (1540). Rosenv., Gl. L. IV. 207.Hovedsnak, no. tåbelig snak; thette ær hoffuet snack. Romant. Digtn. III. 149.16; 151.9 = høffuisk snack. Chr. Pedersen. V. 101.35; 103.4.Hovedsogn, no. fk.; saa at det skeer paa den ene søndag udi hoffuitsognen oc den anden udi annexen (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 355. Smlgn. sogn ndf.Hovedsogn, no.; – (1591). Rsv IV. 264 (ovf. u. franskilje 1); kdo. hunk. hsf., jf sogn). – ik.; den lange vej, som de havde til hovedsognet. SR II. 460.Hovedspan, no. spænde el. smykke til at bære på hovedet; de haffde gyldene hoffuitspan. Dom. 8.24 (1550; 1607: hengende gyldenespan; Luther: stirnbänder). Smlgn. span ndf.Hovedspir, no. septer; jeg vuerdige bar kongl. may hoffuitspir, som hand har giffvet vniuersitet til frihed. Suhm, Saml. II. 3. 1. Smlgn. spir ndf.Hovedsprog, no. flt.: h-sproge; de fire evropiske hofvedsproge. P. Syv, Cimbr. Sprog. 2. Smlgn. sprog ndf.Hovedstok, no. fodstykket af en seng. Moth. Smlgn. sengestok ndf.Hovedstol, no. 1) = hovedlag; iij flouells henngelltøg oc hoffuidstoll der tiill (1578). D. Saml. 2. R. VI. 182; aureæ, hoffuitlag, hoffuetstycke, hoffuetstoell til hest. Colding, Etymol. 103, 173; stieleder, stiebøyell, stenger och hoffued stoell (1643). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 109. Ordet er endnu i brug i Sæland. Smlgn. Sch. u. L. VI: hovetstol? 2) i nuv. bet. sum; (1476). Fynske Aktstk. 34; (1557). Rosenv., Gl. L. IV. 251; Kortvending. v. 2607, 2636; (1622). D. Saml. VI. 20; Matzen, Panteret. 309; caput, hoffuitstoel, hoffuitsum. Colding, Etymol. 173; Steph., Nomencl. I. 231; Nucleus latinit. 106. Smlgn. Sch. u. L.: hovetstol; Grimm, Wb.: hauptstuhl.Hovedstraf, no. flt.: h-straffer; Gud hafver sendt over mennisken try hofved straffer. P. Syv, Cimbr. Sprog. 1. Smlgn. straf ndf.Hovedstykke, no. 1) i nuv. bet. flt. ufor.; her optegnis de aller største oc ypperste hoed stycke. Rob. Etienne, Sum påd. h. Skrift. a 2; troen haffuer tre store hoffuitstycke. Tidemand, Sjæl. Urtegd. q 6. 2) et stykke svært skyts; fire ny kopperslanger, item tolff gamble hoffwiidh-stycker vdaff iern smaa och store, til samme hoffwidh-stycker fiorthen kammere (1509). D. Mag. II. 148; 14 skerbenthin, 2 stenbysser, 1 hoffuet stycke. N. D. Mag. VI. 290; elloffue gammel skiermmebrecker oc howidstøckeer aff iern (1530). D. Mag. 4. R. II. 8. De her nævnte ere mulig de samme som på først anf. st., da de alle findes i inventarier fra Visborg. 3) = hovedstol 1). Se d. o. Også: et smykke på hovedtøjet; frontale, hoved-stykke. Steph., Nomencl. I. 284. Smlgn. Grimm, Wb.: hauptstück.Hovedstykke, no. 1) – flt.; TSd 263 (ovf. V. 180 b5); deelede det i fire hoffuetstycker. Cold ppp 2. – noget fortrinligt; hønse græsis oes er it hoffuet stycke for andre oser. SmdLb VI. 50. – = hovedbræt, se d. o.; NL 1289. 2). Jf skærmbrækkerh.Hovedsvimelse, no. svimmelhed; brystverck, hoffuetsvimmelse. Hushold. Kal. f 5; hofuet-svimelse, banghed om hiertet. Wolff, Diarium. II. 128. Smlgn. svimelse ndf. og hovedsvimlet. Den stundesløse. A. 1, S. 9; Hexeri o. bl. Alarm. A. 2, S. 3; Don Ranudo. A. 3. S. 7; Gert. Vestf. A. 1, S. 3.Hovedsvingel, no. = hovedsvimmel; vertigo, hoffuitsuingell. Colding, Etymol. 1418; Nucleus latinit. 2032. Smlgn. svingle ndf.Hovedsvingel, no.; maa legge sig ned udi baaden formedelst hofvet-svingel. Deb 48-9.Hovedsvær, no. hovedhud; forbandhet skwl the wære i hoor, i howudswere, i hyndhe, i howedskall. Khist. Saml. VI. 464; Moth. Smlgn. isl. höfuƀsvörƀr og svær(d) ndf.Hovedsyge, no. sygdom i hovedet. Moth. Smlgn. sjuge ndf. Hovedsølv, no. et sølvhovedsmykke (særlig som prydelse for jomfruer); hwn sidder met hoffwed sølff som andre pighere (1517). D. Mag. IV. 279. (jvfr. om nævnte kvinde: Hans Schriffuers bole, som holder seg for møø. sst.). Smlgn. Schlyter: hovosilver; Aasen: hovudsylv.Hovedtang, no. et slags tang; smedde reskaber, som fyndes vdi smidien ... i hoffedtt tange (1554). Suhm, N. Saml. III. 310. Ordet er vist læst el. skrevet fejl for: hovtang, jvfr.: hoffwetangh (1486). D. Mag. 4. R. II. 3 og V. S. O.; sv. hoftång; t. hufzange. Hovedtoft, no. grund, byggeplads; forscrefne jord, som hører tiil prestæ boret i Tiereby, hauer sin rættæ howet tofft oc byggested i Tyffstofftæ (1498). S. R. D. IV. 389. Smlgn. toft ndf.Hovedtop, no. det øverste af hovedet, hårene på issen; blef hun hunde-ædt fra hofved-top til food. E. Naur. 1700. 161; tog Herrens engelen fat paa hans hoffuit top oc bar hannem ved hans hoffuet haar. Dan. 14.35 (1607, 1647; 1550: toppen). – om planter; hver vissen urt, som need med hofved-toppen helder. E. Naur. 1700. 295.Hovedtop, no. – hovedprydelse; bort spragled hovet-top. Naur d 4. Jf ovf. IV. 419 b21.Hovedtyv, no. en udlært tyv. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: hauptdieb.Hovedtyv, no.; fuldkommen oc hoffuettyv. Dict. Hovedurt, no. plantenavn; verbena, iern-vrt, hofuit-vrt. S. Paulli, Flora Dan. 371 A (om oprindelsen til navnet se sst. 317 D flgd.); Kylling, Viridarium. 166; Buchwald, Specimen medico-practico-bot. (t. overs.). 527 (jvfr. sst. 494). Smlgn. Jenssen-Tusch, Nord. Planten. 260.Hovedve, no. hovedpine; grauedo, hoffuit ve. Turson, Vocab. 77; paa det, at du kunde formilde hoffvetvee, da hafver du ladet løbe af dit blod. B. Tott. III. 145; fra de andre kunde maaske en dags hovedvæe, en snue, hoste og andet ondt giøre mig undskyldet, Gram i Suhm, N. Saml. IV. 1. 138; Nucleus latinit. gggg 2. Smlgn. t. hauptweh og ve ndf.Hovedvejr, no. hovedvind; hofvetvæjren ere østen-væjr, synden-væjr, vesten-væjr, norden-væjr. Comenius, Opladne Dør. § 56. Smlgn. væder ndf.Hovedvilde, no. noget, der forstyrrer hovedet; tobak er penge - spilde, hoved - vilde. P. Syv. II. 136.Hovedværk, no. = hovedve; thæt taker houæth wærk bort. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 1.11; Hr. Michael. 173; cephalea, hoffuit verck. Turson, Vocab. 76; Steph., Nomencl. I. 243; om atskillig hoffuetuerck oc siugdomme. H. Smid, Lægeb. I. 1 (overskr. i texten: hoffuedens pine oc verck); faa de ret aldrig it hoffuit verck, men ere fri for sorg oc vaande. H. Thomissøn, Psalmeb. 220v; nu er ieg icke ret fuldelig sterck oc føler en suimelse met hofuituerck. Hegelund, Svsanna. 13; der aff fick hand stor lettelse i sin suare hoffuitwerck oc døffuelse. Hvitf., Jens Grand. 7; hoffvedverck aff melancholi. N. M. Aalborg. 112, 270; hofvet - verck, besynderlig om den er indgrodt, da foraarsager den enten besvimelse eller vanvittighed. Comenius, Opladne Dør. § 297; Bording. II. 414; P. Resen. 328; en hierte-sorg og hoffvedverk kand mig dog snart nedbøye. Kingo, Psalmeb. 295. Smlgn. isl. höfuƀverkr og værk ndf.Hovedværk, no. tagværk; houd werchet med wnderslaget offuen paa de øffuerste huus biellcker at sammen binde (1632). DS V. 192. – hovedled (i et vandværk); det gamle ferske vands hofvedverck er befunden forfalden (1691). BlT* 17/3 1894 sp 11.Hovedværken, no. = hovedværk; det hielper for hoffuit vercken. Chr. Pedersen, Lægeb. 5.Hovedværn, no. hovedforsvar; de volde vare med sex sneese stycker klædde ... de vare lagde der at giøre hoffved-værn. Gerner, Ilias. 21.Hovedadmiral, no. øverste admiral; DV VIII. 622 (ovf. V. 329 b42).Hovedager, no.; – (1539). KhS4 II. 282; hvormed de ved vending og hestes nedtrædning giør skade paa de saaede hydagre. Øconom Journal 1757 772. Jf e headland, skotsk headrigg.Hovedar, no. ar i hovedet; to hoved ar aff huggen saar. DM V. 93.Hovedbrand, no. den brand (V. 133 a10), ved hvilken et bål er tændt; primitius torris, den første eller hoffuitbrandt. Etym 981 (p. læsemåde Ovid, Metam XII272 for prunit.).Hovedbru[y]d, no. (sv hufvudbry) i nuv. bet.; der hører megit hoffuitbrud til. JDV y 10; hovet-brud er en mand hinderlig i hans roo. HenrW III. 165; Reenb II. 128 (ovf. V. 229 a18); – kand med ringe hovedbryd bortkastis. BrunsmK 53; Holb Ep (v Bruun) V. 330 b.Hovedbryder, no. noget, der volder hovedbrud; min bog, min lystig hofved-bryder. Hex 213.Hovedbrækkend(e), no. hovedbrud; gav det hovedbrekkend at forlige saadan u-enighed. VdSv fort b 8.Hovedbræt, no. (t hauptbret) endestykket i en seng ved hovedenden; pluteus, hoffuetbrett eller hoffuetstycke i seng. Etym 956.Hovedby, no. i nuv. bet.; Wiel V. 102 (ovf. V. 168 a33); der ryctedes her hid til rigens hoffved-bye. Bornemann, Ligpr o C Schøller 351; til Mejland hoved-bye hand veyen finder. DP 35.Hovedbøjet, to. havende bøjet h.; hoved-bøyed krøb vaad-øyed faderen til fod. SSO (1685) 87.Hovedbørste, no. hårbørste; Etym 912 (u. peniculus).Hov(de)del, no. = hovedager; then lidhen hoffdel ... item en andhen hoffde deel (1503). Tvd 1035-36, 40, 111.Hoveddrøj, to. havende stort hoved; SortS 68 (ovf. II. 569 b27).Hovedfane, no. (t hauptfahne) den ypperste afdeling i en hær; Etym 171 (= principia). Jf fane 2). Hovedfejl, no. (t hauptfehler) i nuv. bet.; hand hafde en hofved-feyl. Slange 1372.Hovedfjende, no. (t hauptfeind) i nuv. bet.; den christen kirckes hoffuetfiender. Hasenm k 1, k 2v (ovf. V. 20 a26); Etym 341 (u. perduellis).Hovedgalen, to. = hovedgal 1); FD 361 Ss (ovf. IV. 290 b15). Jf gale, tm. a).Hovedgård, no. (fsv hovudhgardher) i nuv. bet.; (1397). DoB 61 (ovf. u. bol 2)); (1591). Rsv IV. 270 (ovf. I. 696 a2); Bernts I. 44 (ovf. II. 274 a5); Fdg 11/12 1688 § 5 (ovf. V. 122 b28).Hovedhat, no. hat (til hoveddække); Didr, Fridrb a 2 (ovf. II. 877 a25).Hovedhue, no. hue (til hoveddække); tit drypper balsam af mit kronet hovet-hue. OR II. 76.Hovedhyrne, no. tinding? DM3 II. 174 (ovf. IV. 988 b18).Hovedhår, no. (fsv hovudhhar) i nuv. bet.; ocsso ethers hoffuitzhaar ere alle talde. Matt 1030 (1524; CP: hoffuit haar, jf Psd I. 226 a (u. affalde 1))); Dan 1435 (1607, ovf. II. 280 a38); Naur d 2v (ovf. III. 825 a49).Hovedhøgtid, no. (isl höfuƀhátiƀ) stor højtid; (1539). RdKl I. 57 (ovf. III. 701 b39).Hovedkantor, no. hovedkontor; skal ved hoffuit cantorit antages en forstandig bogholder (1655). KD III. 446. Jf kantor 2).Hovedkirke, no. (isl höfuƀkirkja) i nuv. bet.; vdi deris hoffuid-kircker holde de Zachariæ legome vdi stor ære. Bunt* II. 137.Hovedkrans, no. = bærekrans, se d. o. (V. 161 a39).Hovedkvarter, no. (sv hufvudqvarter) i nuv. bet.; (1685). DS2 VI. 294 (ovf. u. forerskjutsdragon).Hovedlad, no. hovedbånd; 1 forgilt hofvitlad met 3 par maliiere (1510). DM5 IV. 70. Jf lad (II. 714 a20). Hovedland, no. i nuv. bet.; her vaar det hovet-land, som kronen skulde bære. KC* b 3v.Hovedlast, no. (isl höfuƀlöstr) stor last; PE 456 (ovf. IV. 636 b8); en hoffuet last for alle andre. Lasius, Gyldene Klenod v Rerav fort a 2v.Hovedlærdom, no. i nuv. bet.; denne maa være en summa oc hoffuitlærdom. Hegelund, Liff oc Død 18.Hovedmagt, no. (t hauptmacht) hovedstyrke; med hoved-magten har sit øjemerk paa noget andet sært. AB II. 232.Hovedmening, no.; Etym 1233 (u. status); summen oc hoffuedmeeningen offuer forjettelserne. Melanchthon, Loci v ålborg 164-5.Hovedmundering, no. ydermundering; Fdg 30/4 1692 § 36 (ovf. V. 42 b30).Hovedoffiser, no. højere offiser; naar een hovetofficer lader skyde een eller fleere gange. ChrVS § 123.Hovedpandebjærg, no. Golgata; Naur t 1 (ovf. II. 187 a48). Jf ovf. II. 278 a23 f.Hovedpille, no. (t hauptpille) pille mod hovedpine; soldte hovet-piller for øm samvittighed og synde-griller. Thrane 22.Hovedpude, no. i nuv. bet.; (1464). NdM V. 152; ComD § 571 (ovf. II. 275 b15, 30); – den lede ørckeløshed er Satans hoffvedpude. Bugge c 2; PSO I. 246. Jf hvilep. ndf.; Wander, Sprichwl: müssiggang 28.Hovedpunkt, no. fk. 2) i nuv. bet.; er den rette hofuitpunct slet forbigangen (1640). KhS3 VI. 640; – KP fort b 6v (ovf. V. 15 b41); saavidt hovedpunkterne angaar (1631). KhS3 II. 96. Jf punkt.Hovedrende, no. i nuv. bet.; at hoffvetrenderne igiennem de principal gader føris. Fdg 10/1 1668; (1680). KD VI. 761; VII. 317 (ovf. V. 99 b33, 34).Hovedrendevand, no. vand, der tilføres gennem en hovedrende; aff deris hoffvetrende-vand til andre at selge. Fdg 10/1 1668 § 7.Hovedrest, no. i nuv. bet.; den anden hovedrest de vilde bølgers veje ej længre nu vil gaa. AB II. 14.Hovedrig, to. meget rig; hvad de haffde sig forhverffved til at bliffve hoffved-rjg'. GH 45.Hovedrund(e), no. (t hauptrunde) øverste runde; huilcke alle actis for hoffuid runden (1644). KD V. 268; – v Aph I 296 a. Jf rund(e) 3).Hovedråd, no. en af rigsrådets øverste (rigsembedsmand); WD III. 606 (ovf. V. 269 b52). Jf råd 8).Hovedrørelse, no. bevægelse af hovedet; HS 155 (ovf. I. 493 b15).Hovedsir, no. hovedprydelse; du Jyllands hoved - ziir (ɔ: Ribe). M Rostock i Reenb I. 117 not.Hovedskal(e), no. (fsv hovudhskal(le)) hjærneskal; haffuer de giort drickekar aff deris hoffuetskaller. Bunt* I. 350; pericranium, huden, som er paa hovetskallen. Steph I. 101 a; KC* d 1 (ovf. III. 7 b10). Hovedskib, no. (mnt hovetschip) stort skib (i en flåde); thendt fettallj well icke møgett mer forslaa endt tiill ett aff hoffuedskiibene (1555, Fr Jessen).Hovedskjul, no. hovedbedækning; sætter noget andet tungt oc besuerligt hoffuetskiul paa hende. Husf n 5. Jf ovf. II. 306 b30, 858 b13, V. 61 b13.Hovedslot, no. (t hauptschlosz) i nuv. bet.; hand saae det hoved slot. DP 35. Hovedslutning, no. hovedafgørelse; udi deris hovedslutning dertil formane. BrunsmK 184, 183. Hovedsmykke, no. i nuv. bet.; zierlige kroner og kongelige hovedsmycker. HenrW II. 35, 60 (ovf. V. 353 b10).Hovedstad, no. (isl höfuƀstaƀr) i nuv. bet.; Ony haffuer været en hoffuidstad. Bunt* I. 99; DV IX. 609 (ovf. V. 190 b35); Palermo hoved-stad. DP 34.Hovedsten, no. sten, der står som hovedmærke i et skæl; staar en hofvidsten i forne bek, hvilken bek som skil D og S ege ad. SR II. 114. – hovedgrundsten; Etym 981 (= primarius lapis).Hovedstorm, no. (sv hufvudstorm) i nuv. bet.; AB II. 83 (ovf. II. 252 a25). Hovedstrøm, no. hovedvandløb; alle hoffvet-strømmene, som tilforn ere opregnede. Deb 43. Hovedstupe, bio. (fsv hovudhstupo) hovedkulds; jeg skall mannigh hedningh howet stwpæ nedh till iordhen wysæ. RD III. 6312. Jf isl höfuƀsteypa; stube ovf. IV. 176 a5. Hovedstærk, to. berusende; blifuer det øel saa hofuitsterckt oc betager menniskens hierne saa. ClN 23.Hovedsum, no. (æn höfuƀsumma) i eg. bet.; (1432). KD IV. 31 (ovf. V. 10 b1); (1477). DM II. 22 (ovf. I.* 7 a18); Etym 173 (ovf. II. 279 b18). – hovedindhold; lad oss høre al lærdommens hoffuitsum. Hegelund, Liff oc Død 19v.Hovedsvindelse, no. = hovedsvimelse; det er god for hoffuidtsuindelse. CS 67. Jf svindelse. Hovedsynd, no. (isl höfuƀsynd) særlig stor synd; afflat for allæ hoffuet synder. T 553 123v; the hoffuit-synder, som mest nagger. DM V. 268; – AM 420 (8°) 103v (ovf. IV. 7 a16). Hovedsår, no. (æn höfuƀsár) sår i hovedet; heler al houæth sar. AM 187 713; den blifver commenderit til hofvitsaar, saa som om det kunde være hugget oc kløfftet. FD 178 G.Hovedsæde, no. (isl höfuƀsæti) hovedstad; Wallands hovedsæde, det under-værdig Rom. DP 35.Hovedsæt, no. hovedtøj; hoffuitset til quinder, calyptra. Dict; naar mit hovet-sæt er strøget til een side. Helt 51. Jf sæt 3).Hovedtag, no. hoveddække; for hannem skulle alle afftage sit hoffuedtag. Hasenm f6v-7.Hovedtal, no. tal, fra hvilket der tælles; hoffuit tall, huor fra mand regner nogen tiid, æra. Dict.Hovedtraktat, no. i nuv. bet.; (1692). GhA VI. 271 (ovf. IV. 430 a29).Hovedtræ, no. stort træ; at hoffvid-træerne oc i sær de, som tienlig til skibs-bygning befindis, vorder forskaanit. Fdg 20/10 1670 § 30. Jf t hauptbaum.Hovedtrøst, no. i nuv. bet.; den ypperste hoffuittrøst. VdG a 2v, c 8.Hovedtøj, no. i nuv. bet.; det hofvedtøy, qvinderne nu bruge, med store hofvedvalcke (1679). KhS5 V. 410; – v Aph I. 296 b.Hovedvagt, no. (t hauptwache) i nuv. bet.; (1644). KD V. 268 (ovf. V. 318 b2); hovet vagten skal pligtig vere dennem ald muelig bistand at giøre til de skyldiges paagribelse (1691). KD VII. 357.Hovedvalk, no. lille pølse (pude) til at sætte i håret; (1679). KhS5 V. 410 (ovf. l13). Jf nakkev.Hovedvand, no. (t kopfwasser) vellugtende vædske; Jm 120 (ovf. II. 240 b13).Hovedvelsignelse, no. den største velsignelse; denne er ecteskabs hoffuit velsignelse. StH g 3.Hovedvisdomskilde, no. hovedkilde til visdom; Hex 13 (ovf. u. botn).Hovedvædder, no. den vædder, der leder hjorden; som hofved - vederen sine faar fremleder. TkH 86.Hovedårsag(e), no. (t hauptursache) hovedårsag; disse ere de tuende hoffuit aarsage til Guds vræde. VdPs g 7. Jf årsage.Hoved(et), se bar-, blot-, bommer-, dum-, hard-, hvingel-, klep-, klop-, krus-, lang-, lud-, mange-, pir-, stak-, stor-, svimmel-, svingel-, sær-, tre-, tve- (IV. 496 b36), vild-, vringel-, åben-, ør-, øxenh. (III. 441 b11). Vis mere +