AffaldAffald, no. fk. 1) frafald; denne stad haffuer giort oprør oc affald. Esr. 4.19. (1550, 1647; Luth.: abfall); huilcken affald de Norske først vndskyldede for offuer mact skyld at vere sked. Hvitf. VIII. 362. 2) svækkelse; ville wi ingen forpante rigens slot vden at riget saadan affald finge, at det behoff giordis. Hvitf. V. 10, = anfald. Dipl. Chr. I. 1. 3) død, ophør; klager offuer dette liffs kaarthed, wstadighed oc hastig affald. Vedel, Ps. 90. 1592. b3; occasus, affald, død. Colding, Etymol. 134.Affald, no. 2) thet euangelische leffnett finge nogett breck oc affald oc begynte att komme ij glemme oc forsømmilse. P. Eliesen. 464.Affald, no. 2) se I.* 4 a. 4) afsondring, udskud; saadane offverflødige vedskers affskum eller affald skeer af fire aarsager. ålbL* 192.Affaldsvejr, no. uvejr; storm oc awfalswæer. Huberinus, Om Guds Straff v. P. Tidem. (1543). 90v; affaldsvær, cælum immite ac turbidum. Moth.Affaldsvejrlig, no. d. s.; begynder det at snee udigien eller lade sig til ont affalds veirlig anse. J. Lauritzøn Wolff, Diarium. II. 39; som et slags høns med deres galen forkynder affalds vejrlig. P. Syv. II. 247; smlgn. aflægsvejr.Affalde, go. 1) falde af; bladene skulle affalde. Jer. 8.13; de hoffuithaar mine ere talde, ingen af dem kand affalde. Psalmedigtn. I. 226 a; – dat. flt.: for huilcket try affulde. Dan. 7.20. 2) falde fra; lad oss icke awfalde aff then rette tro. Psalmebb. I. 31; denne stad er oprørisk oc kommer oc andre til at affalde. Esr. 4.15. (1550, 1647); Suerrige vaar affalden. Hvitf. VIII. 20; om ej du vilt slætt affalde. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. II. 77. – de affulde til vrang gudsdyrckelse. Vedel, Saxo. 9; affulde Berengarius oc Alanus fra den huldskab. Hvitf. I. Nn 3. 3) dø; then som endrachtelig waldher worder aff rigens raad, nar herre oc konning aff falder (1483). Gehejmeark. årsber. II. 50. 4) høre op; da torde de kaste ryggen til huerandre, men siden er det affalden. Vedel, Hundrede Viser. II. nr. 27.Affalde, go. 4) aftage; mand skal udbrede maltet tyndt paa lofftet og lade det fryse, indtil kulden affalder. J. Holst, Oeconomia. I. 41. – tm. fordærvet (om vin); vappa, lang vin, affalden, sur og forderffuet vin. M. Pors, De nomencl. 71; Steph., Nomencl. I. 140. Smlgn. Grimm, Wb.: abfallen.Affalde, go. 3) fremmede præster, som ved døden affalder. Hvf IV. 396. 4), se I.* 4 a; ver præceps, afffaldende vaaer. Etym 174. 5) gå fra, afgå; lod her S noget aff forne jord, hand kunne ellers hafft rett till, affalde (1532). HT6 II. 347; faa igen udi sin effterleffuerske, huad hannom her wdi aff falder (1539). RdKl I. 103. Jf fraf.Affæld, no. en rammemedskurer i, som vindvisskuddene kand gåe op og ned i. Moth.Affælde, go. skære løs; om schibbaaden vorder huggen fra skibet eller affelder. N. D. Mag. VI. 102; – særlig om vævet tøj: affælde en væf, skære lerret af væven. Moth; smlgn. fælde.Affælde, se u. affald.Affælde, go.; den findis paa affelde eegestumper. FD 109 E.Affældig, to. 1) forfalden; destructibilis, nederbrydeligt, affeldigt. Colding, Etymol. 252. 2) frafalden, utro; stod Judas op oc giorde meget folck affeldigt efter sig. Ap. G. 5.37, (Luth.: abfällig); Vedel, Saxo. 249; det gantske rige bleff hannem affeldigt oc grammere. Hvitf. VI. a 4v; tuingede de affeldige oc oprørske Gether. Lyschand. 49; Ranch. 55; Sverrigis rige er et affeldigt rige fra kronen aff Danmarck. Gerner, Ilias. b 1; Kingo, Sæbygd. Kokl. 14v; smlgn. Sch. u. L.: afvellig.Affældig, to. 1) svindende; med dend affældig sommer, naar bonden velter om sin jord med plovens tand. Munck 130. – kraftesløs, ugyldig; hans forjættelser lader hand vel bliffve ældgammel, ja for voris øyne fast affældige oc dødfærdige. HenrOG 145. 2); wilde giøre landets indbyggere med dennem affældige (1551). Chr III Hist suppl 104. Jf sv affällig.Affaldsjord, no. jord, der ej dyrkes (på grund af ringhed). M. Mulig misforståt, jf VSO, MbO.Affaldsvæ(d)er, no.; lader det affalds wæder, den balstyrige regn, det brusinde wand driffue offuer. Hub 1. Jf væder.Affælding, no. afgang, afkortelse; enktæ reghnes kyrken til aaffellyng i howet swmmen (1432). KD IV. 31. Jf n avfelling; affalde 5) ovf.Affældighed, no. (sv affällighet) frafald; et svensk brev til Jempterne om affældighed. SR II. 483. Jf affældig 2). Vis mere +