UdfaldUdfald, no. (isl útfall)
1) ebbe. M. Jf MbD.
2) (sv utfall) fremfald; Etym 135 (u. procidentia), 1081 (u. eruptio); NL 1515.
3) udfald (mod en fjende); Steph I. 223 b (u. excursio); NL 239.
4) yderste ende (yderste ager)? (1549). DM4 IV. 92 (ovf. III. 559 a23). Jf fald 9). Udfald, no.
3); som giorde nogle vdfald til huer andre. Cold zzz 4, gggg 1v; betenckis et udfald paa Varto. HiørK g 5. – troppen, der gør u.; HiørK g 10 (ovf. V. 432 b14). Udfalde, go.
1) (fsv utfalla) falde ud, bryde ud; bryder vd, vdfalder, velder vd. Etym 431 (u. effervesco); tag dem i haanden din, lad intet korn udfalde. Hex 152; FR's ulyckelige tilfald, der hand udfalt uforvarende og druknede i graven, som gaar om R. PSV 783. – och er vdfalden met stor vold vdi haabe tal. PlSv b 2v (frgd. o. ovf. u. bryde 10) I. 281 a). – gå bort; vorterne strax skulle forsuinde oc udfalde. FD 129 CC.
2) (sv utfalla) gøre udfald - (krigstog), falde ind (i); stridtzfolck aff Syrien vaare vdfaldne oc haffde ført en pige aff Israels land. 2 Kg 52 (1550, 1647); de vdfulde oc ihielslog 1200 aff de danske. Hvf I. 71, 50; IX. g 1; Philisterne ere vdfaldne i landet. 1 Sam 2327 (1607; 1647: indfaldne); (1611). NdM II. 12 (ovf. III. 861 b15); hand vdfaldt oc med vebnet haand fra tog de Saracener den kaastelige by. Lysch 121.
3) gå ud, gå i land; af holkene i tusind tal udfalde hans faure følgeflok. KC* c 4. – komme ud, undslippe; de ord, en gang ere vdfalden oc talde. SkP 447.
4) (t ausfallen) have til udfald, blive (til); alt huis hannem til fortræd oc høyeste vanære kunde udfalde. RFII 90; een deel missforstand oc u-eenighed sig hafver tildraget, som til en langvarig krig ere udfalden. sst. 237.Udfalde, go.
1); 5 Msb 195 (ÆB, ovf. II. 336 b7). – forsvinde; lade dem aldrig vdfalde aff vore hierter. SthHb a 2.
4); saa udfalder dit raad lykkelig. HørnB (u. å.) I. 73.Udfældig, to. fremfaldende; - prociduus, vdfeldig, vdhengende. Etym 135. Jf fældig.