BideBide, go. 1) tm.: thet haffuer well bedhet pa hwer man. Romant. Digtn. III. 39.18 = bidet. Chr. Pedersen. V. 28.23; aff forgifftelige orme bedne ere. Henr. Smith, Vrtegaardt. 1546. 2. – huo, som er biden. 4. Msb. 21.9 (1550, 1607); hine bleffue bidne ihiel aff gresshopper. Visd. 16.9; den reddes hund, som bidden er. P. Syv. I. 121. Smlgn. isl. bitinn. – b. tænder = skære t.; frendeo, bidder tænder. Colding, Etymol. 481; Steph., Nomencl. 1726. II. 631; Comenius, Orbis pictus. 88 (Nucleus latinit. 1763. 479: skier tænder). Smlgn. t. die zähne beiszen. – lf. = bide; det bids, noli me tangere. Moth. Et barnepigeudtryk til at advare børn, der endnu høres og ligeledes findes i Svensk; til lf. smlgn. det i Sæland og Fyn alm.: det gælds = det gælder, se også Junge, Den nordsj. Almue. 1798. 137.se i sammenhæng Vis mere +
BideBi(d)e, go. Jf af-, for-, ind-, opb.Bierum, no. tid (evne) til at bie; HenrW II. 70 (ovf. V. 23 b34).Bietid, no.; Gud har sin bie-tid. HenrW II. 70; GHD I. 70 (= anf. st.).Bi(d)else, no. 1); bydelse. Heb 1027 (jf ovf.). 3) genstand for forvæntning (håb); han skal wordhe folkens bythelse. ÆB 1 Msb 4910 (Vulg: expectatio). Jf forb. Vis mere +
BideBi(d)e, go. (Lund: bithæ) 1) vænte på; laa ieg lenghe oc bidde got swor, som swenskæ meg dawlige iættæ. Rimkr. q 4v; Hell. Kvinder. 33.15; wi wille edher jen stwnd bidhæ. Romant. Digtn. I. 288; alt folket bidher thic fra morgenen vt til aftenen. Gl. D. Bib. 2. Msb. 18.14; bidde. sst. Dom. 9.25; ieg vil eder her bie. Herm. Weigere. 49; (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 398; B. Tott. I. 181; bie en efter, som ko bier anden i græsset. P. Syv. I. 122; – thet motte hun biide effther uthi xv uger (1552). Rosenv., Gl. D. I. 199. 2) vænte, forvænte; ieg scal nw gaa til dødæ och scal sligt angher bidæ. Hr. Michael. 108; wii bie, ath der skulle komme ny hiemle. Chr. Pedersen, 2. Pet. 2,13 (1550 og 1607: vente); vaar det io paa den tid, at ingen aff dem kunde bie afften met liffuit. Tidemand, Post. I. 162; Ranch. 43; – som bie effter døden, oc hand kommer icke. Job. 3.4 (1550, 1647). 3) oppebie, holde stand mod; the torde wel stande oc bide. Rimkr. p 5v; de acter ath giøre eder vglad, om y dennom hieme monne bie. Lud. de sto. Kanuto. v. 205; ieg saa ennd aldrig saa from enn hellen, der mig thuorde biide. Grundtv., Folkev. I. 95 a, 232 a, 391 b; nu vil det give sig, om i gode mænd tør bie ham. Th. Kingo i Khist. Saml. III. 663; ieg wil icke fly, medhen gerne bidhe. D. Skuesp. 108; han torde icke bide oc lenger see sine fiender vnder øyne. Lyschand. 293. 4) opleve, leve til ende; mere skam iech aller biedh. Romant. Digtn. I. 17 = feek. sst. II. 144; nyder du icke god lycke, ieg bier det aldrig bod. Grundtv., Folkev. I. 167 b; sst. IV. 160 a; V. 329 b (isl. bíƀa bætr.); sligt scullæ the leffuendes bidhæ. Hr. Michael. 42; wenter thu, ath thu gadhæ mek skildh vether myn Gudh, thet skalt thu aldrigh bidhæ. Hell. Kvinder. 84.22: fannger ieg icke unnger suenndtz talle brat, ieg monne icke dagenn biide. Grundtv., Folkev. II. 335 b, 429 a. 5) vænte, forestå; then glædæ, som tig scal bidæ. Hr. Michael. 98; skuld dette mig bide. Ranch. 90; mig vil vist straffen bie. Kingo, Psalmeb. 537. 6) tøve, blive, være tilbage; ieg lod ey lengher bide. Rimkr. i 1; aa hans liiff ey kledher beedh vdhen jen skiorthe. Romant. Digtn. I. 235; tha vorth elden soa sluct, at ther bed ey eldzs verme ey i. Hell. Kvinder. 76.26; P. Smed. a 3v; ieg vil hannem fengsle, han skal her bide. Herm. Weigere. 43; faar hand oss i sin pande oc garn, ieg frycter wi skulle bide. Ranch. 56; tre uger vi der motte bide (1611). D. Mag. I. 306. Skønt dat. efter den stærke bøjn. stemmer med den ældre nord. brug (isl. beiƀ, se også Aasen og Rydqvist. II. 212) er den dog nok kun jydsk; jvfr. Lyngby, Udsagnso. i j. L. 54; sammes Sønderj. Sprl. 94. Smlgn. forbide.se i sammenhæng Vis mere +
BideBide, go. tm.; bidt oc slidt til døde, de bleffue bidt. SkR e 2v; PG 319; PSK 31 (biden. sst.); HøjsgG 88. – med gst. tilføje et bid; om i byde oc æde huer anden. Gal 515 (1524 og flgd. overs.); dersom en slange hafuer bidt nogen. FD 239 I; Hex 66 (ovf. I. 255 b2). – tygge, spise; huo intet ont vil lide, hand kand intet got bide. Hvasz e 3; har hverken at bide eller brænde. PSO II. 74. Jf KokO nr 772; Fritzner2 I. 142 a2; Sdw: bita 4; BW I. 90: biten. – b. hovedet af skam, se ovf. III. 760 b26. – b. fra sig (sv bita ifrån sig); conlatro, med ord oc tale bidder fra mig som en anden hund. Etym 631. – b. i græsset (sv bita i gräset, t in das gras beiszen); Jacobsøn, Ligpr 38 (ovf. I.* 1 b u. adel); i samme hurlumhej hist en i gressed beed. SortS 64. – b. med ɔ: kæmpe med; hand brølede og beed med svenske biørn. DV IX. 640. Jf b-s med. – b. på ɔ: a) i eg. bet.; som en hest staar oc bider paa it bid. PlV 1197. – b) smage på, spise; der hand bleff hungru, vilde hand bide paa noget. ApG 1010 (1550, 1647), 2111 (sst.); jento, biider fasten paa en mund fuld. Etym 586; Steph II. 674. – c) (fsv bita a) virke på; bider paa, efficax. Dict. – lf. se I.* 34 a. – kæmpe (ved at bide); ChrIV* I. 412 (ovf. III. 404 b4); de (ɔ: musene) biddis oc toge ilde ad sted. SkR b 2; hundene bides med hverandre. PG 480; – eller bidis de (ɔ: bierne) oc strider lenge med hverandre. Holst IX. 15. Jf af-, bag-, for-, skam-, synderb., kviste-, orme-, ræve-, sorg-, synde-, uaf-, ulvebidt. se i sammenhæng Vis mere +
BideBide, go.? ath bidhæ godhe och rætthæ ondhe. Rkr* v 3476. Sst. 164: muligvis fejlskrift for blidhæ (jf ovf. I. 217 b). Mulig for lide, jf ovf. II. 786 a44? Vis mere +