↓Spring til indhold

Alle ordbøger

Moderne dansk 1950-
Moderne dansk 1950-
Nyere dansk 1700-1950
Nyere dansk 1700-1950
Ældre dansk 1100-1700
Ældre dansk 1100-1700
Klassiske sprog
Klassiske sprog
Gå til forsiden af Ordnet
Gå til forsiden af Ordnet
Gå til forsiden af Ordnet
Gå til forsiden af Ordnet
Mente du:
10 resultater
LideLide, go.
1) gå, skride; daghen ledh tha fast ath qvælde. Romant. Digtn. II. 145 (= lidde. sst. I. 17); sommeren lidde frem at. Hvitf. VII. 132; blend thill hobe, lad det nu lide. De mundo et paupere. 88; om morgenen det lider vel med arbeyd oc med veyen. Gerner, Hesiodus. 120; da lidet var et år. Moth. – især i forbindelse med lade (jvfr. lade 9) ovf.); ieg kallede myne hofsynner hwær wz seg och bad them lade seg lydæ. Rimkr. f 1v; hwij lather thu tig ey lidhæ at dømæ them. Hr. Michael. 51; han lod icke lenger lide, hand lagde sadel paa ganger graa. Grundtv., Folkev. II. 458 a; strømmen løb fast oc lod sig lide. Herm. Weigere. 42; løb, lad dig lide. Ranch. 94.
2) gå (på en nævnt måde) upersonl.; Amiral vor glad mod hans komme oc spurde, huor hannem led. Chr. Pedersen. V. 27.35; Psalmebb. I. 49; thenom lider tha best, nar huermandt lider ijlde. P. Eliesen. 290; (1535). D. Mag. I. 189; (1599). sst. II. 359; naar hand er prest, da lider mig vel. P. Smed. d 2v; Pallad., Visitatsb. 13.21 (jvfr. sst. 196); beder for huer andre, at eder maa lide vel. Tavsen, Pater noster. a 3v, f 8 (se ovf. u. kristendom 1)); som glædes vid, naar mig lider ilde. Herm. Weigere. 41 ir.; (1568). Becker, Herluf Trolle. 34; Grundtv., Folkev. I. 204 b; meyner tthu, att teg lider well, end dog du est ind wssell trell. Kortvending. v. 660; huore hannom lidede eller met hannom fat var (1568). Rosenv., Gl. D. III. 86; der slozf. dennem effter helssen haffde spurt, huor dennem liidde. Jammersm. 47.
3) have det (på en nævnt måde); the ære hilbredhe oc liiddhe well (1526). Khist. Saml. VI. 75; D. Skuespil. 47; kand hand vel blomstris oc lide vel. De 12 Patriark. Test. l 4; (1611). N. D. Mag. II. 30; valide valet, lider vel. Colding, Etymol. 1383; Nucl. latinit. 1973; dog lide de icke vel, thi de nyde icke det rette gode. B. Tott. II. 150; Bording. I. 213; adspurde, hvorledes børnene lide. P. Resen. 355; Grev. og Frih. K. 35; som hielper, saa jeg og i dette lider vel. E. Naur. kk 1; det er mig en fryed, at jeg kand til eder skrive som til dem, der liider vel ... liider saa til liif oc siel. Sorterup, Smaasag. dedik. 3v; beklikkede landet, hvor de lide saa vel. Abrahamson, Anmærkninger til Stykket i Minerva. 6. Smlgn. isl. líƀa; Söderwall, Ordb.: lida (sik) samt afleden, for-, fram-, henlide ovf.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind II
LideLide, go.
3); BT II. 185 i r. (ovf. I. 657 a7). Jf opl., sidstleden.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V
LideLide, go. skære itu; mæn sculæ takæ høns oc lithæ thæm syndær. Hist. Tdskr. V. 543, 544; mæn sculæ lithæ et stækt høns syndær. sst. V. 545; Henr. Harpestr. (v. Molb.). 158. Smlgn. Bj. Haldorsen, Isl. Lex.: liƀa.se i sammenhæng
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind II
LideLide, go.
1) se; huat i gøræ mæt ræt oc skæll, thet skulle vy gerne at lidhæ. Romant. Digtn. II. 281; huadh han haude førræ aff verden liet, hennes lige haude han aldrigh siet. sst. I. 21 (de øvrige i ordlisten sst. III. 233 anførte prøvesteder forklares vist rettest på anden måde).
2) l. efter ɔ: vænte, håbe på; det gør den lede diæffuel der fore, at folck maatte komme vdi vildfarelse igen, der lider hand effter. Pallad., Visitatsb. 76.14; der sider en iomffru i fremede lanndt, hun lider fast effther dig. Grundtv., Folkev. II. 242 a; din gienpart lider epter dig. Secher, Rettertings D. (1604-1615). 256; min fader er siug oc saare monne efter mig lide. Vedel, Tragica. 165. – hand skal have jernsko at slide, en andens død skal efterlide. P. Syv. II. 112.
3) l. til = lide efter; huilkæ æræ the (ɔ: glæder) siælen til lythær. Lucid. 64; hvi monne sorte greffve Henrichsøn lide til saa høffsk en blomme. Vedel, Tragica. 95 = bedis. Grundtv., Folkev. V. 2. 81 a. Smlgn. isl. líta.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind II
LideLide, go.
1) tm.; SR II. 274 (ovf. III. 779 b49). – l. til ɔ: straffes med; MS bør at lide til baal og brand (1641). Grønlund 213. Jf ovf. IV. 156 a8.
2); – du dennom fordreff, ville denom eij lie. Dmdo 111 (rimord: hie = hede (II. 181 a35)); lide sst. l2. – til lidende ɔ: til at tåle; tesse scriffuilse, ther ingelunde stor lenger til lidende (1531, Fr Jessen). Jf nødlidende, erliden.Liden, se medl. Liding, no. lidelse; om hans lidinge ok hans tyendhe. AM 75 6. Jf medl.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V
LideLi(d)e, no. leje; tken mandt, som hwssedt besidder for lie oc skyldt (1527). Dipl. Viberg. 165; Jens Pederszen haffuer bekend segh ad haffue y lie och feste en fiskegaar (1562). sst. 222; aff byens rette suerdtt schal giiffues til liie, naer then brugis vdenn byenn. Jydske Saml. II. 146; thett epther hans skjøde att haffue hagt och hyre och liide ther aff opboritt (1576). Matzen, Panteret. 246. Smlgn. bo-, bod-, foder- (se I. till. 60), for-, hus-, jorde-, kedelleje ovf. og sam-, skib-, stove-, båderleje (-lie) ndf.Li(d)e, no. (isl leiga); – (1477). DM II. 21 (ovf. I. 665 b25); (1488). NdM VI. 226 (ovf. II. 89 a43); Etym 1162 (ovf. V. 348 a29). Jf brynje-, både(r)-, fær(j)e-, heste-, kirke-, ko(s)-, kvi(g)e-, lofte-, pramme-, skole-, stokke-, tjure-, vange-, vogn-, øgel.se i sammenhæng
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind II
LideLide, go.
1) stole på; ieg lidede oc fortrøstede mig for meget paa en god samuittighed. Hvitf. VII. 99; fido, lider paa. Nucl. latinit. 418-19.
2) nøjes med, have gavn af; ther aff skullæ vy at lydæ bodæ til fødæ och soa til slidæ. Romant. Digtn. II. 250 = ther til skwllæ wi allæ lidhæ. sst. I. 149; mett thiiden skall ørnenn ey møgett aff liide, sinn rennthe kannd hannd ey naa. Molb. Hist.-biogr. Saml. 121. Smlgn. isl. hlíta samt på-, tillide ndf.se i sammenhæng
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind II
LideLi(d)e, go.
1), lide; – dat.; ffor myn skyll lidde han then dødh. Rimkr. b 2v; ieg lidde mangefoldh pine. De 15 Tegn f. Dommed. c 2; huad lidde den hellige kircke. Pallad., S. Ped. Skib. c 7v; Guds søn selff lidde pine. Tidemand, Post. II. 12v; der du lidde skibbrud. B. Tott. I. 51; – hand truede oc icke thend tijd, hand lyede. 1. Pet. 2.23 (1524, Chr. Pedersen og flgd. overs.: led); lydet. sst. v. 21 (Chr. Pedersen og 1550: ledet; 1607: lidt). – tm.; theriis ledene skaade, som the bekierre thennum skulle haffue ledett (1525). N. D. Mag. V. 86; som hand før hagde fonget stor skade oc ledet nødh oc armod. Allen, Aktstk. 496; som hagde ledet meget. Mark. 5.26 (Chr. Pedersen, 1550; 1524: lijd; 1607: lidt); Ap. G. 27.21 (Chr. Pedersen; 1524: lidet); wi haffue ledet meget. 1. Makk. 1.12; H. Sthen, Husraad. n 6 (se ndf. u. limeslag). – thu haffde lidh thin pine. KristiEfterfølg. 115.22; den (ɔ: skade) hand lid haffuer (1621). Rosenv., Gl. L. IV. 330. Smlgn. Lyngby, Sønderj. Sproglære. 67.
2) tåle, finde sig i, tillade; kunde han ikcæ lydæ hans clarhedh oc neruarelssæ. Mandev. Rejse. 68.23; Gud giffue, i wilde haffue lidt mig noget føge vti min dorhed, tock lide i mig 2. Kor. 11.1 (1524, Chr. Pedersen; 1550: holde til gode); englene icke kunde lide den lastelige dom mod sig aff Herren. 2. Pet. 2.11 (1550, Chr. Pedersen; 1524: bære); Rom. 14.1 (Chr. Pedersen); Tavsen, Post. vinterd. 106 (se ovf. u. jævnmenneske); tiden vilde det icke lide. Fil. 4.10 (Luther: leiden); 2. Makk. 9.12 (1550, 1647); alt det, som lider ilden. 4. Msb. 31.23 (1550; 1607: som kand kastis i ild; Luther: leidet); Jes. Sir. 27.13; vil ieg icke lide, at mine drenge haffue boelskaff. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 401; (1596). Rosenv., Gl. D. IV. 463; mue de ey aff dommerne lidis eller tilstedis (1643). sammes Gl. L. IV. 447; de lide dem oc icke at være ørckeløse. B. Tott. II. 5; hand ingen forandring vilde ljde eller tilstæde. P. Resen. 293; Chr. V. D. L. 1-2-20; 6-3-5 (se u. ansige 1) ovf.); sligt puds han kun tilforn har eengang med mig spillet, men jeg da saadant leed. Ped. Pårs (v. Liebenb.) 1855. 34. Smlgn. Holb. M. poet. Skr. (v. Liebenb.) 334. – om ting: være god for; Gwd giffwe, wij motthe komme i Danmarck i geen, thenne lwcht wijl icke ljjde oss. Allen, Aktst. 196.
3) holde af; huess rigdom hanss wndersotte haffue, er hannwm saa kerdt, oc seer oc lider thet soo gerne, som thet wore alt sammen i hans eget fadebur. Er. Roterod., En chr. furstes undervisn. 24. Endnu brugeligt. Smlgn. med-, omlide ndf.se i sammenhæng
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind II
LideLide, go.
1) – overlade, betro; liid ej paa en anden det, du selv kandst gjøre. PSO I. 448. Jf ål.
Rapportér et problemfra Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind V

I andre ordbøger

I andre opslag